Kira og Jens i USA

Hjemme i Danmark

2009-02-15T12:35:00.002-07:00

Udenfor ligger sneen og kulden bider. Indenfor sidder vi ved hver vores computer, med uldne sweatre, varme sokker og varm te og kaffe. Vi har snart været hjemme i 2 uger og er så småt ved at have vænnet os til det københavns liv med cykel, universitet, mørke aftner, venindemiddage, forsinkede julefrokoster, fredagsbare og begyndende ba stress. Det er rart at være hjemme i de velkendte rammer. Vi flyttede ind i vores gamle lejlighed d. 1. feb og er glade for igen at have vores eget sted. Vi havde strukket den til det alleryderste for at få mest ud af ferien, og det kunne godt mærkes, da vi begge skulle på universitetet allerede 4 dage efter vores lange hjemrejse. Især Jens sværger aldrig mere at gøre det! Jeg var blevet godt og grundigt mave-syg mens vi var i Mexico, og jeg kom mig først over det flere dage efter. Så alt i alt, en fantastisk rejse hvor vi var rigtig, rigtig klar til at komme hjem. Hjem til rugbrød, ostemadder m. sennep, leverpostej m. rødbede og rent vand i hanen. Og ikke mindst familierne.

Regnvejr i Mexico

2009-01-16T10:12:00.002-07:00

Rejsen til Mexico gik uden problemer, og fra lufthavenen ræsede vi direkte med en lille shuttle til Puerto Juarez, hvorfra der går en færge til Isla Mujeres - oversat til dansk: kvindernes ø. Det vi så af Cancun var ganske utiltrækkende. Store luksushoteller og kædeforretninger. Det er sikkert meget sjov, men vi valgte altså at tage den 20 min lange færgetur over til øen, som er mere uspoleret - i vores øjne altså! Vi boede på et hyggeligt lille hostel - Poc-na - som havde deres egen lille strandbar og et hyggeligt palmeoverdækket opholdsområde. Vi sov på sovesal, så ingen luksus der. Vi brugte 2 dage på øen, lejede cykler som vi kørte fra nordspidsen og til sydspidsen på (øen er ca. 7-8 km lang), badede i det turkise vand på trods af overskyet og blæsende vejr - og så dansede vi og drak tropiske drinks om aftenen. En god start på Mexico, på en ø som helt sikkert er paradis hvis solen skinner. I regnvejr besluttede vi os for at sende et par kasser med ting hjem til Danmark, for at lette vores rejsebyrde, og tage færgen ind til Cancun igen. Med taxa direkte til busstationen og ombord på en bus - på fyn ville man nok kalde den her slags en rutebil: den stoppede mange steder... - med kurs mod Tulum længere nede langs kysten. Her er vi nu. På et hostel som også har hængekøjer og sovesale (det er umuligt at få et dobbeltværelse...). Det er ikke helt ligeså hyggeligt som på Isla Mujeres, men det skyldes også at byen Tulum ligger ca. 2 km fra vandet. Hvilket er uforståeligt for mig.

Jens er blevet lidt syg, så han ligger og tager en lur. Hostellet har en shuttle ud til stranden, så måske tager jeg derud for at tjekke standarden ud! I morgen skulle solen komme frem fra skyerne, så vi håber at Jens hurtigt bliver rask. Der er både ruiner på stranden og i nærområdet, så dem håber vi at kikke lidt på. Og så er der nogle huler man kan dykke/snorkle i - det vil jeg vældig gerne!

Farvel til USA og Goddag til Mexico

2009-01-12T22:41:00.002-07:00

Vi er i Memphis, rygsækkene og kufferten står parate - om bare 7 timer forlader vi USA. Vi skal flyve kl. 6 i morgen tidlig, så vi forsøger at få lidt søvn inden da.

Vores 3 dage her i Memphis har mest væretkoncentrert om at få vores bil solgt, og i morges lykkedes det endelig. Vi ville gerne have haft mere for den, men da en dame stod med $600 i hånden og ville købe, så slog vi til.

Så ligesom vores første tid i USA startede med bus som transportmiddel, så sluttede den på samme måde. Ligesom i LA var vi de eneste hvide mennesker med bussen. Denne gang var det bare kun sorte udover os, i modsætning til Mexicanere i LA.

Det har været spændende at besøge syden, fordi det virkelig er et helt andet USA. Vi har set slum og fattigdom som jeg knap havde forestillet mig fandes. Vi har set masser af Mississippi-flod, kørt igennem småbyer med fine gamle antabellum huse og andre der knap havde et murstenshus. I Natzhes så vi et bitte lille museum om African American Culture - sørgeligt nok et meget fattigt museum, siger noget om de forhold der stadig hersker?! - og var til glo-brand. I Vicksburg havde de et fantastisk Coca-Cola museum - her blev drikken første gang hældt på flasker - og en fin, grøn civil war slagmark! Her i Memphis har vi set det noget bedre udstyrede Civil Rights National Museum, som er placeret i det selv samme hus, hvor Martin Luther King blev myrdet. Vi har også mærket historiens vingesus på Sun Studio, hvor alle de store har indspillet deres plader. Og ja, vi har sunget i den samme mikrofon som Elvis! Graceland nåede vi desværre kun at se fra ydersiden, men souvenirbutikkerne var underholdende! Og så fik vi til gengæld set bussen fra indersiden - inkl. dens sorte og ofte meget tykke passagere.

Man kan virkelig mærke hvordan vi er kommet til et andet Amerika. Og jeg fatter selvfølgelig ikke et hak af hvad de siger...

Mexico venter forude. Vi lander kl. 14 og vil forsøge at komme ud af Cancun samme dag. Det kommer selvfølgelig lidt an på hvor trætte vi er kontra hvor meget sandstranden trækker.

Naturens Kræfter og da Jens blev lidt mere Mand

2009-01-06T21:00:00.002-07:00

At i ikke har hørt fra os siden jul er ikke ensbetydende med at vi har ligget på den lade side. Tværtimod. Inden vi kørte fra Colorado tog vi en tur ud og køre med damplokokotiv. Destinationen var Rockwood - en flække i naturskønne omgivelser. Det var nu ikke så meget målet som det var midlet der var vigtigt i denne forbindelse. Meget fint, gammelt tog. Det kostede i øvrigt kassen, men når vi nu ikke rigtig havde været i stand til at gøre andet i Durango pga. sne - og vi ikke synes vi havde råd til at leje ski og købe liftkort - så retfærdiggjorde vi det snildt. Det sker desværre lidt for tit...

Turen startede i barskt vejr og det sneede meget af veje. Toget kæmpede sig op ad bakkerne, men da vi kom i nærheden af den smukkeste "gorge" klarede det op og solen skinnede på den hvide sne som dækkede landskabet. Alle græntræer og bjergene stod og glimtede, og mens toget holdt stille kunne vi kikke ned på en lille flod der løb i kløften under os. Det var helt utrolig smukt og en fantastisk oplevelse.

Den næste morgen da vi så skulle UD af Clorado viste det sig at være koldt. Meget koldt. Sådan ca. 8 minusgrader. Hele bilen var godt frosset til og ville ikke blive varm. Vi gav pokker i det og kradsede et kikhul i rimfrosten og afsted var det. Indtil bilen pludselig sagde PUFFFFF og dampede brunt og ækelt lugtende fra køleren. Ud kom vi i en vældig fart og ved nærmere inspektion viste det sig heldigvis at det "bare" var en af kølersystemets slanger de var EKSPLODERET med et BRAG, fordi vi jo havde kølersystems-problemer i ørkenen i sommers og havde vi hældt masser af vand i. Det fryser jo, modsat kølervæske til is, og der stod vi så. På en lørdag lige efter jul. Heldigvis skete det hele på en vej med et par mekanikere. Efter et par forsøg, hvor jeg fik at vide, at vi jo kunne leje et hotelværelse og stå på ski i weekenden - og så komme igen på mandag - fandt jeg endelig en butik der solgte reservedele. Fyren var villig til at hjælpe os med at finde de rigtige dele og låne os værktøj så vi kunne udskifte slangen selv. Og så var det ellers op med ærmerne. Det skal siges at hverken Jens eller jeg har repareret nogetsomhelst på en bil før. Jeg agerede assisten og Jens blev lidt mere Mand. Først briller og nu dette! Efter ca. 1 1/2 time var vi kørende igen. Begge meget stolte.

Solen skinnede atter, frosten på vores ruder var smeltet og turen ud af Colorado var smuk og hvid. Desværre gjorde al sneen at vores planlagte besøg i Mesa Verde umuligt. Vi var temmelig skuffede, men der var intet at gøre. Dagen før var nogen kørt galt i deres Hummer, så vi besluttede os straks for ikke at forsøge.

New Mexico var ikke kedelig, men heller ikke særlig spændende. De havde nogle fine lyserøde bjerge, og frokosten på Furr's Family Diner i Gallup var en oplevelse. Mens vi stod i kø til at få langet roastbeef og kartoffelmos med brun sovs over disken opdagede vi pludselig at vi var de eneste angloer til stede. Alle andre var indianere. Gallup ligger lige udenfor Navajo Nation, og det er åbenbart her man tager hen for at spise lørdagsmiddag med familien. Kvinderne havde deres fine turkissmykker på og så kunne jeg ellers side der med øjne på stilke.

Vi sov på et faldefærdigt motel i Roswell, som er kendt deres ufoer og aliens. Der er mange der mener at en ufo styrtede ned engang i 1940'erne, men staten holder på at det var en vejrballon - eller en måske noget andet. I hvertfald bare ikke en ufo. Museet er fantastisk - bagefter kan man næsten ikke lade være med at tro på aliens - men ellers er byen et hul.

Området mellem New Mexico og Texas er steppe og ørken, indimellem ligger der en spøgelsesby med faldefærdige huse og en benzintank der engang var åben. Langs vejen står små oliepumper, som rytmisk og stilfærdigt gør det forunderligt at USA har behov for Irak.

Jens blev lidt mere voksen, da vi blev stoppet af politiet, fordi han kørte 14 miles for stærkt på disse absolut øde veje. Denne gang kostede det desværre $165.

I Austin couchsurfede vi hos Elizabeth, som boede i et hovedsageligt afrikansk amerikansk område. Selvfølgelig hed den store vej Martin Luther King. Vi travede rundt en hel dag og kunne godt lide byen. Vi var inde og se deres statsbygning - det er en af den slags med rund kupel og det hele. Meget imponerende og særlig interessant fordi Texas var selvstændigt i en kort årrække. Og så er de temmelig nationalistiske - der står Texas overalt; i marmoret på gulvet, i dørbeslagene, de frostede ruder, ja selv i lysekronerne står det skrevet med lys. Og så er deres "motto" Don't Mess With Texas!

Derudover er Austin meget hip, har mange barer og deres eget lille kvarter med genbrugsbutikker og andre sjove sager. Og så er den kendt for dens livemusik. Vi gik selvfølgelig ud for at høre noget og få en øl, og fik også en fantastik middag hvor ønsket om store texanske bøffer blev opfyldt!

Fra Austin kørte vi til Baton Rouge i Louisiana. På landevejen til Houston så vi et stykke traditionelt Texas med gårde og marker. Landskabet lignede mest af alt Danmark; fladt og grøn/brunt med træer. Men vi så nok det mest ægte Texas på en pølsefabrik hvor vi spiste frokost og på en Shell tankstation, hvor der hang billeder af præmiegrise og countrysangere. Fabrikken og dens tilhørende spisesals slogan var; "Nothing Says I Love You Like Sausage". Maden var virkelig god og kunderne var heller ikke værst at se på.

Sid, som vi var vært for i København i sommers, og Deepti, hans kæreste, tog imod os i Baton Rouge. D. 31. tog vi til New Orleans (også kaldet NOLA) for at fejre nytår. Byen var fyldt til bristepunktet med folk - at der skulle være en stor fodboldkamp mellem Utah og Alabama d. 3. gjorde det vist endnu mere extremt. Vi dalrede rundt i det gamle franske kvarter. I NOLA er det tilladt at drikke på gaden - modsat næste alle andre byer i USA. Flere gader var spærret af og byen var en stor fest. Vi startede med drinks, spiste lækker middag og fortsatte så med flere drinks. Kl. 12 så vi en fleur de lis falde og pludselig var det 2009. Godt nytår til alle!

God, god fest. Næste dag var vi meget trætte. 1. januar som den nu plejer at være, bare med den forskel at vi lavede danske frikadeller til aftensmad!

De sidste par dage har vi været i NOLA og har surfet hos Darryl, som stadig er ved at genopbygge sit hus efter at Katrina oversvømmede hele den underste etage. Området som han bor i var et af de der blev hårdest ramt og når man færdes i byen kan man godt se at mange af husene trænger til en kærlig hånd. Særligt slemt stod det til i de områder vi kørte igennem langs med Mississippi-floden på vej ned til New Orleans. Det var dog ikke til at sige og det var pgs. oversvømmelser eller generel fattigdom. Det var ikke den slags steder hvor man stopper for at fotografere. Dog stoppede vi ved den gamle plantage Oak Alley, som er fin og giver en god fornemmelse af stemningen, men som alligevel skuffede. For når man betaler for en guided tur, så forventer man jo at det man ser så er ægte. Men intet af det originale er bevaret, så de har bare fundet nogle gamle sager der kan fylde rummene ud.

Helt anderledes spændende var det at se Laura Plantation i dag på vej tilbage igen. Her er slaveboligerne bevaret - og de var beboet indtil i 1970'erne af gæstearbejdere!!! - og selve hovedhuset har tydeligvis historie. Plantagen var ejet af en creolfamilie af fransk afstamning, så det betød ikke kun at farverne var skarpere, men også at slaverne blev behandlet på katolsk manér, hvilket trods alt gav dem bedre kår.

Nåmen, I New Orleans regnede det såmen. Og det regnede meget. Så meget, at mens vi var ude og more os med mad og musik, fik vi 12 cm vand i timen. I TIMEN! Da vi kom tilbage til huset opdagede vi at Maxima var blevet oversvømmet nedefra. Altså igennem gulvet formodentlig. Heldigvis havde Darryl udstyret i orden, so vi kunne støvsuge 4 liter vand op fra gulvtæpperne og montere en affugter i bilen natten over. En hel pose med skolepapirer og andre papirer blev gennemblødte, men computere og andre sager var heldigvis ikke på gulvet. Bagagerummet lå heldigvis for højt. Meget, meget, meget irreterrende, men en effektiv måde at skille sig af med ting. Der røg en hel plastiksæk. Vi kalder hende for Bettina, fordi det rimer lidt på Katrina og Maxima. Naturen er magtfuld. Både når den bliver koldt og når den blir våd.

Maxima er næsten blevet tør igen, men lugter stadig lidt funky.

NOLA har alle de historiske bygninger som alle andre byer savner. Det er en god by at vandre rundt i, har store træer, gamle kirkegårde, smukke træhuse, fancy butikker, skumle barer og masser af musik. Og så er cajun mad virkelig lækker!

Nu er vi tilbage i Baton Rouge i Sids stue. Vi bliver her en dag til og ser sumpen som er allestedsnærværende. Bagefter går turen op langs floden og slutter i Memphis, hvor vi har købt flybilletter fra. D. 13 flyver vi til Cancun.

Glædelig Jul

2008-12-25T16:14:00.004-07:00

Nicole, Jason og Bob ser basketball på tv (størrelse hjemme-biograf), Jens læser politiken.dk og jeg sidder med fødderne oppe og drikker varm kakao med marshmellows, mens jeg prøver at finde ud af om vi kommer til at sne inde. Det tror jeg ikke vi gør.

Udenfor sner det på anden dagen og meterlange istapper hænger ned fra tagudhænget. Indenfor er her lunt og det lille juletræ med lyserøde glaskugler og rød/hvide slikstokke står og stråler henne i hjørnet. Glædelig Jul fra Durango, Colorado.

Vi ankom sent d. 23 after en lang køretur genem Navajo Nation og et besøg ved Monument Valley. Vi var nær ikke kommet ud af Flagstaff d. 22. De var så hyggeligt da det begyndte sne, men ikke lige så hyggeligt da det tog os 2 timer at komme ud af byen pga. et tykt lag grødagtig sne som dækkede alle veje. Vi holdt i bilkø, havde svært ved at starte, stoppe og styre. Meget skræmmende - særligt fordi mange biler skred rundt og det var tydeligt at folk ikke helt havde styr på situationen. Det lykkedes os at komme nordpå af highway 89 i listetempo og pludselig var der ingen sne at se. Vi var lettede over at være ude af sne-kaoset og vi holdt ind ved Cameron Tradingpost hvor vi spiste Navajo Stew og Navajo Taco (!) inden vi krøb i vores bløde motelseng. Lillejuleaften var vi på museum i byen Kayenta. På Burger King! Det er en lille flække med et par moteller, supermarked og en benzintank. Og så en Burger King-udstilling om Navajo Codetalkers. En deling bestående af Navajo indianere som blev udstationeret under anden verdenskrig. Koden (Navajo) blev aldrig brudt og det var først i 1960'erne at hemmeligheden blev lækket.

Monument Valley var helt fantastisk imponerende. Meget store sten - og så med sne på.

Vi stødte først på snevejr lige inden vores destination, og så længe vi tog det stille og roligt klarede vi den - selv med sommerdæk...

Durango er hyggelig. Der er bjerge og sne og et damplokomotiv. Den er også meget lille.

Vi bor hos to parret Nicole og Jason som vi har fundet over Couchsurfing. Det var meningen at vi skulle sove på sofaen, men værelseskammeraten er hjemme på juleferie, så vi har fået hende værelse og dobbelt seng. Luksus! De er af forskellige grunde ikke sammen med familie her til jul, og vi er utrolig glade for at have nogen at fejre det med. Et billigt motelværelse ville alligevel have været for deprimerende.

Juleaften tog vi ud for at købe ind til dansk julemiddag. Hverken flæskesteg eller and (som ikke skulle tø op i 3 dage) var til at opdrive, så vi fik amerikansk rosmarinmarineret svinesteg. Ligeså godt som flæskesteg - efter min mening. Det stod værterne for. Dertil lavede vi rødkål, waldorfsalat, brunede kartofler, grønne bønner og semi-brun sovs. Fantastisk! Vores værter var meget imponerede - med god grund! Vi åbnede de få pakker der var under træet (Jens og jeg gav ikke hinanden nogen - roadtrippet er julegaven) og tog ned i byen inden vejene sneede for meget til. Vi tog på pool-hall hvor vi spillede pool og shuffleboard og drak øl. Og kikkede på mennesker. Man kan godt se at vi er kommet til skovhuggerland. Det virker som om at alle mænd her enten har skovmandsskjorte, vinterstøvler, cowboyhat og overskæg eller er snowboardere.

Jens og jeg spillede skydevideospil og blev nr. 102 og 103 (der var ingen 104)! Kl. 2 kørte vi op ad bakken og faldt om i vores respektive senge.

I dag har vi taget det stille og roligt, spist lækker brunch og været ude og lege med sne/kælke. Vi har virkelig fået hvid jul. Det ser så kønt ud! Og det er sjov at tumle i.

I aften skal vi ha rester og skinke. Bob er kok, så han skal kokkerere kartoffelmos til os. Han har også inviteret os til at komme ned og spise på hans restaurant i morgen aften - uden beregning for maden. Det kan man jo ikke sige nej til!

Og så har lejlighedskomplekset her en jacuzzi som vi vist skal prøve senere. Med champagne i køleskabet skal man ikke frygte en smule sne!

Heldigvis viser vejrudsigten at lørdag, hvor det er meningen at vi skal køre videre, bliver solrig og uden sne. I morgen skulle det dog sne ligeså meget som i dag. Og sådan gik det til at det blev jul i USA.

På nye eventyr

2008-12-21T22:57:00.003-07:00

Vi har sagt farvel til Tucson og er begyndt vores nye eventyr her i USA. Vi sluttede af med et brag af en bytur i Tucson, først på Hotel Congress hvor vi fik danset og drukket drinks/øl, derefter på den legendariske bar Meet Rack, som ejes af en exentrisk mand med hvidt fuldskæg, som kalder sig selv God, og tilbyder at brande (altså brændemærke) folk mod livslang rabat. Det var en helt, helt fantastisk underholdende oplevelse. Pigerne i baren var også nogle typer - mavebluse og tatoveringer af God! Vi sørgede for at få hele oplevelsen med, fuldt ud. Inkl. at den guidede tour, som God giver gennem barens underligt dekorerede rum, og at købe et kondom fra kondommaskinen på toilettet, hvilket udløser en klokke og lysshow i baren. Fantastisk. Men excl. brændemærkningen dog.

I dag spiste vi tømmermænds-brunch med Kasia, Jessica, Bethiah og Lisa inden det var tid til at sige farvel. Det var lidt sørgeligt og jeg fældede en tåre. Selvom vi måske ses igen, så kommer det aldrig til at blive i den samme konstallation som nu.

Jens bestod køreprøven i andet forsøg i lørdags - HURRA - og er nu officielt codriver. Han har kørt hele vejen fra Tucson til Flagstaff i dag, og jeg har nydt at være passagere og have det privilegie at kunne tage en lur.

Flagstaff er kun 5 timers kørsel fra Tucson, men alt er anderledes. Her er sne! Jeg jublede højt da vi så det på vejen herop. Her er meget sne! Det er så fint og julet. Og her er koldt. Dejligt koldt! Det er underligt pludselig at se folk med vinterstøvler og -jakker. I Tucson går folk stadig i t-shirt og klipklappere når solen skinner. Hele Arizona har temmelig meget falsk-gran-julepynt og cheesy lysinstallationer af snemænd (forestil jer dem ved siden af kaktusserne...), men det virker altså bare bedre sammen med sne. Her er 100 gange mere julet end alle andre steder vi har været i december. Det er dejligt endelig at komme i instant julehumør 3 dage før jul!

I morgen skal vi se lidt på Flagstaff og besøge deres museum. Derefter skal vi mere nordpå til Durango, hvor vi har en juleaften aftale med et par lokale studerende. Vi har lovet at lave noget dansk julemad - here comes... brunede kartofler... og Jens er fast besluttet på flæskesteg, selvom jeg selvfølgelig mener at and ville være mere repræsentativt...

Durango er også et skisportssted, så vi håber på at kunne stå lidt på ski også. Og køre med damplokomotiv. Vi er begge enige om at det var en god ide at tage til koldere egne. Vi skandinavere er afgjort miljøskadede! Og det ser ud til, at de har rimelig godt styr på det med snerydningen, så indtil videre ingen problemer på den front.

Efter Durango er planen at pløje os ned gennem New Mexico, stoppe kort i Rosswell, som er kendt for sine aliens!, og derefter bruge et par dage i Austin, Texas. Derfra går turen til Baton Rouge, Louisiana, hvor vi skal besøge en couchsurfing-ven. Planen er at holde nytår i New Orleans. Jeg tror det bliver vildt. Her stopper planerne. Måske Mississippi eller Alabama.

Nu vil jeg krybe ned under den gyldne konvelut-dyne i vores historiske hotelværelse. Nede for enden af gaden ligger den gamle route 66 og toget kører forbi med korte mellemrum og tutter. Det gør ikke spor.

Mission fuldført

2008-12-18T00:54:00.002-07:00

1 semester ved University of Arizona fuldført. Jens og jeg har begge haft alle vores final exams (tror nok at Jens stadig mangler en 2 siders opgave) og har dermed officielt juleferie. Hurra for det! Jeg synes godtnok at det var temmelig hårdt at skulle have to eksamner på samme dag, med kun 1 1/2 times mellemrum, men da det var overstået var jeg meget godt tilfreds med at det var overstået. Vi havde sidste undervisning i onsdags og jeg tror nok det er meningen at man så skal gå i gang med at læse til eksamen, men det var lidt svært at tage sig sammen. Mantraet lød; jeg skal jo bare bestå. Hjemme på KU ved de ikke om vi får et A eller D, bare der står pass. Derfor kom vi til at slappe lidt af om torsdagen og fredagen gik med besøg på det berømte Desert Museum udenfor byen. Weekenden skulle jo fejres med en lille tur i byen, så lørdag var vi trætte. Og lige da jeg havde taget bøgerne frem ringede Bethiah og foreslog film og popkorn - det kan man jo ikke afslå. Vi toppede aftenen med ægte hjemmebagte Luciaboller. Uhm! Søndag skulle vi liiiige ned og kikke på 4th Ave Street Fair, som havde virkelig mange fine boder og lækker mad, inden jeg endelig fik taget hul på læsningen sent på eftermiddagen. Så var der kun mandag tilbage, så jeg vil give mig selv ros for mit aflappede forhold til eksamen denne gang. Jeg tror ovenikøbet at det gik ok.

Som Bethiah udtrykte det, så er det lidt ligesom når man har glædet sig rigtig meget til at komme på stranden, og når man så endelig kommer derud, så er man lidt bange for at stikke foden i vandet, for hvad nu hvis det er koldt. Man tør ikke rigtig tro på det. Men det er rigtig nok at vi har juleferie, og at udvekslingsopholdets faglige del nu er slut.

Desværre er det nu også ved at gå op for mig, at det faktum at vi forlader Tucson også betyder at vi forlader de mennesker vi har lært at kende her, og at sansynligheden for at vi nogensinde kommer tilbage hertil er utrolig lille.

Det er underligt at skulle ligge en del af sit liv bag sig, også rent fysisk. På søndag sætter vi os ind i Maxima, og når vi kører ud af Tucson er det nok for sidste gang. Det er en underlig fornemmelse.

Jeg håber bare at de piger jeg har mødt her, kunne tænke sig at komme til Danmark på besøg. Jeg ved at der nok er nogen af dem der vil have mulighed for det, men også at andre nok ikke vil. Heldigvis har jeg en klar fornemmelse af, at Bethiah og Kasia i det mindste kommer så tæt på som Tyskland indenfor den nærmeste fremtid. Og afstande har fået en anden betydning efter opholdet her.

På min første fridag har jeg pakket vores studio sammen og læsset det hele ind i gæsteværelset i den anden ende af huset. Det tager længere tid end man lige tror. Vi har nok også fået anskaffet os mere end vi lige troede. I overmorgen flytter der en ny ind, derfor denne midlertidige løsning. Jeg har også hjulpet Bethiah med at flytte nogle af hendes ting ud til hendes nye midlertidige værelse. Og været ude og shoppe lidt. En god første fridag.

Anden fridag skal bruges på tøsetur til drypstenshuler (!!!) 1 times kørsel herfra, tøsedag og internationalt sammeskudsgilde, hvor jeg vil bidrage med rugbrød og noget andet tryllet ud af resten af indholdet af vores nu tømte køkkenskabe. Jeg er glæder mig meget til det hele!

Der er også en del logistiske ting vi skal tage os af. Desværre ser det ikke for godt ud mht. at få bilens papirer i orden (lorte-beurokrati/bilsælger), så vi må nok prøve at sælge den uden. Vi håber selvfølgelig at det vil lykkes os at få bare nogle af de penge tilbage som vi selv har givet. Dog vil jeg sige, at på trods af alle de mange papirproblemer vi har haft, så ville jeg anbefale ALLE at gøre det. Livet i USA (ihvertfald i denne ende) er ikke let uden bil. Den giver os så mange muligheder og oplevelser, som vi ellers ikke ville have haft eller fået.

En anden logistisk ting er, at Jens skal tage sit kørekort. Jeg har undervist ham de sidste par måneder og han er efterhånden blevet rigtig god. Men det må han hellere selv blære sig med på et tidspunkt!

Cyklerne skal sælges, skolepapirer skal underskrives og skolebøger skal sælges tilbage til boghandlen.

Derefter går turen mod nord, sne og bjerge. Jul i Durango, Colorado, er planen. Nu må vi se hvor meget sne der ligger på vejene og hvordan Californske dæk klarer det! Eventyret venter.

Semestret lakker mod enden

2008-12-08T23:36:00.005-07:00

Her kommer en lille update, men ikke nogen roman, for jeg skal tidligt op i morgen, for at have mine allersidste timer i 3 af mine fag.

Som i nok kan regne ud er semestret ved at være ovre. Skolen slutter officielt på onsdag, og det fornægter sig ikke; klasseværelserne er mere end halvtomme. Modsat derhjemme, hvor vi pines julen over, og derefer går til eksamen i Januar, så har man her alle sine eksamner inden jul. Det vil sige, at torsdag er læsedag - også kaldet Death Day blandt nogle - og fredag starter eksamnerne. Men det betyder på den anden side ikke, at man ikke kan have eksamen før denne dag. Jeg har feks. allerede været til eksamen i mit Race and Ethnicity fag. Da jeg er så heldig, at Photojournalism ikke har en final, men en final portfolio, betyder det, at jeg kun har 2 eksamner tilbage. De ligger til gengæld på den samme dag. Skønt. Så er det overstået! Jeg har en smule svært ved at samle koncentration til at tænke på eksamnerne. Er rent mentalt ved at afslutte opholdet, og ved at jeg bare skal bestå mine fag. Hvorvidt jeg får A eller D kommer aldrig til at fremgå nogen steder. Men amerikanerne er nødt til at gå vældig op i det - hvis deres GPA (Grade Point Average) ikke er højt nok når de er færdige, kan de måske ikke blive optaget på den Grad School de gerne vil ind på. Her er BA og MA meget skarpt adskildt, og ikke som i Danmark hvor ansøgningen om at fortsætte på kandidaten vist nærmest er pro forma.

Jens har 2 eksamner tilbage og 2 take homes (opgaver som skrives hjemme).

Nåmen, forrige weekend var det jo Thanksgiving, og siden vi ikke føler os forpligtede til at takke indianerne ved at spise kalkun, valgte vi at pakke Maxima og køre til Bahia de Kino i Mexico. Det var meningen at vi ville have været fortsat til San Carlos lidt længere nede af kysten, men af flere grunde valgte vi at blive. En af grundene var, at der var rigtig dejligt. Vi ankom i styrtende regnvejr - det første regn man havde set i 6 år! - og idet vi kørte ind i den lillebitte landsby gik al strømmen. AL strømmen. Det gør alting meget, meget mørkt og det at finde et hotelværelse en del mere besværligt. Det lykkedes os ikke desto mindre at finde den fineste havudsigt med tilhørende bølge-rul. Vi fandt den nærmeste restaurant med stearinlys, og fik dejlig fisk mens regnen silede ned, og næsten ikke igennem palmetaget. Heldigvis kom strømmen først tilbage lige inden vi skulle til at gå, for stearinglysets skær gjorde alting meget hyggeligere end neonlys. Vi var nemlig også taget til Kino for at fejre vores årsdag, så romantikken blev budt velkommen!

På restauranten mødte vi en amerikansk/colombiansk familie som synes at vi snakkede så sjovt, at de måtte vide hvor vi var fra. Og så var de så søde at invitere os til Thankgiving middag den følgende dag.

Torsdag blev brugt på afslapning i solen på den private altan og lidt sightseeing, inden det stod på traditionel amerikansk middag kl. 15. Jeg havde godtnok aldrig i den vildeste fantasi forestillet mig, at vi skulle tage til Mexico og komme til Amerikansk middag. Det var sjov og hyggeligt, men meget underligt at spise julet mad når det var så varmt udenfor.

Næste dag var det meningen at vi skulle ud og fiske med en fyr fra Thanksgivingmiddagen. Vi stod op inden solopgang, for der bider fiskene angiveligt bedst... Og så er solopgange som regel pæne. Så vi gik ud på nogle flade klipper lidt udenfor landsbyen i bulder mørke, og det lykkedes da også Jens og manden at fange 4-5 fisk. Imens sad jeg og så solopgang, men havde det ikke særligt godt. Jeg lå syg hele dagen med opkast og det hele. Ved ikke hvad jeg kan have spist eller drukket, men heldigvis var det overstået på et døgn. Det var den anden grund til at vi valgte at blive i Kino resten af tiden.

Kino Viejo er mest beboet af fiskere, mens Kino Nuevo er finere og mere turistet. Her bor en del amerikanske snowbirds (pensionister der tager ned for at nyde varmen om vinteren) i huse og RV's, men ellers var der helt utrolig tomt. Det passede os fint. Det betød nemlig at vi kunne ligge på den fine strand uden at kunne se et menneske i miles omkreds. Vandet var fint og ikke koldere end dansk sommervand og himlen var blå. Det var ren afslapning og vi nød det! I weekenden kom der lidt mexikanske turister, men ikke noget særligt. Vi boede resten af tiden på et gammelt nedslidt luksushotel, som vi tippede til at være bygget i 70erne. Dengang har det helt sikkert været et virkelig flot sted! Nu var vi de eneste gæster på dette 100 værelses hotel. Der var en fin udsigt over vandet. Solnedgangene i Kino er lige så flotte som solopgangene, margarithas'erne er gode (og STÆRKE!), fisken er frisk og solen skinner fra en skyfri himmel! Opladte og med frisk kokosnød i maven drog vi hjem til Tucson søndag ved middagstid, og ved et mirakel tog det os sølle 15 min. at krydste grænsen. Alle taler ellers om hvor lange køerne kan være i forbindelse med feriedage, men det hjælper åbenbart at have en bil på Californien plader. Det var nøjagtig så mistænkeligt at de gerne ville tjekke bilen, men ombestemte sig da de så vores studievisum. Hurra for det! Det var en virkelig skøn tur.

Juleplanerne er blevet ændret igen, igen. Kates familie skulle nemlig til Tennessee til jul, så vi skal ikke til Dallas alligevel. Vi blev meget skuffede over, at hun øjensynligt ikke havde spurgt familien før hun indbød os til jul. Men nu har vi planer om at tage til Durango i Colorado i stedet. Vi er ved at prøve at finde noget at bo i, og så er vi kommet i kontakt med en skibums, så vi regner med at stå lidt på ski også. Durango er en gammel wild west by, som skulle have masser af charme, en gammel jernbane igennem bjergene - og så er der god chance for en hvid jul. Noget som i Tucson synes uvirkeligt. Jeg går stadig med klipklappere, selvom cowboybukser og trøjer har gjort deres indtog. Hvis vi skal til sneland må vi jo nok hellere anskaffe os noget varmt tøj. Tror nok jeg så en flyverdragt nede i den lokale genbrug.

Nu blev det alligevel en roman. Tilgiv mig, for jeg kan ikke gøre for det!

Ps. Bloggen vil ikke lade os uploade flere billeder. Tror nok at vi har fyldt dens hukommelse. Arbejder på sagen.

Sokker...

2008-11-25T18:59:00.003-07:00

For et øjeblik siden fandt jeg 4 par strømper og et par nylonstrømper i min vandrerygsæk. De må have ligget der siden vi kom til Tucson for 3 måneder siden. Jeg kom i tanke om strømpebukserne da jeg så et billede af mig i Atlanta lufthavn da vi var på vej herover. Ret tilfældigt var min rygsæk ved at falde ned af hylden inde i vores klædeskab og den så pludselig så bultet ud. I sidelommen lå alle mine strømper. Kunne heller ikke forstå at jeg kun havde taget 3 par med... Men jeg har på den anden side ikke manglet dem mere end at jeg har levet fint med de 3 par jeg havde i skuffen. Jeg synes nu at det er lidt spøjst at jeg fandt dem netop nu hvor "vinteren" er kommet. I dag er det overskyet og i morgen skulle det blive regnvejr. Godt at vi skal til Mexico så (og forhåbentlig regner det ikke dér!). Folk her i Tucson er lykkelige når det regner, men jeg synes stadig at regnvejr er lidt ubehageligt. Den Danske mentalitet slår igennem.

Er lige kommet hjem fra en thriftstore (genbrugsbutik) nede på 4th ave. Var der egentlig for at kikke efter højtalere til at tage med på turen, da bilens er i stykker. Men selvfølgelig endte jeg med at købe 3 kjoler, 2 buksedragter og en jakke i stedet. Beundre mine kup og vil prøve at skrue bilradioen ud for at se om det skulle hjælpe på den løse forbindelse. For jeg fandt selvfølgelig ikke nogle højtalere...

Ps. Jeg har bagt rugbrød ud af en af de rugbrødsblandinger mine forældre havde med til mig, da de var her. Uhm! Det er blevet så fint og er kæmpestort, så nu skal der spises rugbrød!

Tøsetur til Mexico og November i Tucson

2008-11-20T08:54:00.003-07:00

Sidste weekend lejede Cecilie, Malene, Louise og jeg en fin lille blå Ford og kørte til hovedstaden i Sonora, Mexico: Hermosillo. Vi havde en hel del diskussion om destination, men alle var glade da vi først kom afsted. Vi spiste aftensmad på en skøn lille vejside restaurant og nåede frem i buldermørke kl. 22. Vi var rigtig heldige, at det hotel jeg havde fundet online havde et værelse til os. Vi havde også været rigtig heldige, at Malenes cykelkurv var gået i stykker samme dag og at hun derfor var nødt til at gå til cykelsmeden - som viste sig at være fra Hermosillo! Hans yngre brødre skulle til byen i samme weekend, så vi fik telefonnumre og ordre på at ringe til dem når vi kom frem. 4 piger på Mexicotur uden spanskkundskaber var han nemlig ikke helt tryg ved. Det var vi heller ikke helt til at begynde med, men det skulle vise sig at gå overordentligt fint!

Vi blev hentet af Mario og Luis sammen gik vi på bar. De var meget flinke og så havde de den fordel at de afskrækkede en del andre fyre fra at sværme om os.

Lørdag gik med at tøseshoppe og glo - vi var på kødmarked, tøjbutikker og brilleforretning (fandt dog ud af at ALT er fake, dvs. Gucci er nok snarerer Guccy!). Cecilie fik endda en tatovering hos byens nok eneste tatovør! Det mest underholdende var vores besøg på en Mexikansk bodega: Le Gato Negro. Vi ville egentlig bare have noget mad, men pludselig var vi midt i et inferno af fulde, men meget flinke mennesker som bød på øl mens meget, meget høj Mexikansk musik gjaldede ud fra den elektroniske jukebox. Vi mødte Maria som havde 5 børn i Tucson, men igen indrejsetilladelse. Hun var munter - gad vide hvor mange øl der skulle til? Ligemeget hvor vi kikkede hen, fik vi øjenkontakt med én. Vi var dagens begivenhed. En øl, et par colaer, en dans og mange håndtryk senere myldrede vi ud på gaden igen. En meget mexikansk oplevelse rigere.

Om aftenen var vi på meget fancy vin-bar, hvor de dog ikke serverede vin. Til gengæld havde de utroligt gode frozen margarithas!

Søndag trodsede vi tømmermændene og stod op for at se katedralen inden vi skulle hjem. Vi spiste morgenmad på byen plaza: frisk frugt med chili og nachos med ost og grøntsager, uhm! Vi var så heldige at messen skulle til at starte idet vi kom ind, så vi fik også lidt kirkesang med. Vi fandt ud af at det var en dag hvor der skete en masse; der var bogfestival, så vi så lidt børneteater og kikkede på de mange bogboder. Og da vi var på vej hjem til hotellet opdagede vi at der skulle være heste optog lidt senere. De sagde at der ville være 3000 heste - jeg kunne bare se at der var mange! Hovedgaden var spærret af og så var der ellers cowboys for alle pengene. Unge og gamle, flest mænd men også nogle få kvinder. Det var meget underholdende og selvfølgelig skulle Cecilie have en tur (i har nok allerede regnet ud hvilken rolle Cecilie havde på denne tur...).

Glade - og for nogles vedkommende hestelugtende - kørte vi nordpå. Vi så flotte mangearmede kaktusser, vinmarker og flad ørken. Da vi var hjemme igen kl. 22 var vi alle meget trætte. At rejse i Mexico uden spansk er ikke umuligt, men til tider en smule anstrengende. Der skal en del humor og kropssprog til!

Tucson i November er, som i nok allerede kan forestille jer, meget anderledes end hjemme. Mens jeg skriver denne bog sidder jeg udenfor vores lille hus i bare arme. Det er blevet koldere, særligt om morgenen, men midt på dagen er det stadig bagende i solen. Det er dejligt, men ikke særlig juleagtigt. Der er snart kun en måned til jul, og der er selvsagt julepynt overalt. Vi går i klipklappere og shorts. Det er et underligt liv og man forstår virkelig til fulde når de synger "I'm dreaming of a white, white Christmas", for sansynligheden er virkelig at det bliver ved drømmen.

Herhjemme har vi ingen julepynt. Vi har fået en saftpresser af Andy, så vi høster gule, modne appelsiner fra træet bag huset og får friskpresset appelsinjuice til morgenmad. Det er da luxus.

I weekenden har vi dog planlagt at være lidt julede. De skandinaviske piger og jeg laver julestue, hvor vi vil forsøge at finde noget gran og ler, som så skal blive til adventskranse. Og jeg vil lave klejner. Mest fordi det er Bethiahs fødselsdag.

Men på næste onsdag planlægger Jens og jeg at tage til San Carlos i Mexico. Det er thanksgiving, så alle amerikanerne skal hjem til deres familier. Vi tager til stranden som trøst.

Og så er der nyt på julefronten: vi er blevet inviteret til Dallas, hvor Kates familie bor. Kate er den pige som vi boede hos i Yosemite National Park. Med al sansynlighed skal vi altså holde jul i Texas, og jeg glæder mig meget. Folk advare mig og siger, at jeg ikke må blive skuffet hvis det er meget anderledes. Men det er jo det der er hele pointen; det hele er så anderledes at det ville være underligt hvis ikke også jul blev det.

De dødes dag og de levenedes liv

2008-11-13T16:18:00.004-07:00

Dia del los Muertos - De Dødes Dag - faldt i år samme weekend som Halloween. Derfor var det blevet besluttet at Tucson All Souls Procession skulle holdes weekenden efter. Nærmere bestemt søndag d. 9 november. Jeg var hjemme hos Bethiah aftenen før for at lave mig en hulahopring - idéen var nemlig at vi skulle have dem med til arrangementet. Ved samme lejlighed var jeg så heldig at møde en af de sagnomspundne ignorante amerikanere, som er fuldstændig overbeviste om at Obama er muslim. Dette personificeret i blonde Danielle, Bethiahs sambo, hvis argument var at Obama lyder som Osama. Så vidt jeg ved, mener andre det pga. mellemnavnet Hussein, men denne pige ved bedre! Det var en meget interessant men dog temmelig skræmmende og ubehagelig diskussion, som rejste sig ved middagsbordet efter Obama/Osama udtalelsen. Heldigvis stod Danielle alene med dette argument.

Mig og Danielle hjemme hos Bethiah

Tilbage til paraden. Jeg sad hele dagen - eller det vil sige, det der var tilbage af den efter jeg havde sovet længe - på biblioteket, for at blive færdig med min bograpport til mit latino/a fag. Herlighederne startede kl. 18, og jeg nåede lige at hoppe i noget festligt tøj og mit fjerdiadem inden vi ræsede ned i byen. Paraden var allerede i gang da vi ankom til 4th Ave. Udklædningerne varierede bredt, men var alle mere eller mindre fokuserede på det emne vi fejrede: de døde. Der var skeletter i form af brude og småpiger i bjørnekostumer, folk på stylter, i cykelvogne og med trommer. Der var sågar en trold med lange horn, en fed mavedanser og mange, mange andre spøjse kostumer. Forskelligheden var fantastisk og vi stod længe og kikkede mens paraden dansede, hoppede, kørte, løb og spillede forbi os.

Vi hoppede ind lige inden salsaorkestret, så der var lidt at hulahoppe til. Jeg havde ikke øvet mig en hel måned, så der var ikke meget jeg kunne blære mig med, men Bethiah fik både børn og voksne til at måbe. Særligt børn. Som en lang menneskekæde gik vi ned gennem tunellen under jernbanen - toget kom selvfølgelig forbi nøjagtig samtidig og tuttede som altid, til alles store fornøjelse. På en tom plads lige ved jernbanen var der stillet scene og kraner op. Der var allerede tykt af mennesker og vi ventede alle på at showet skulle starte. Ventetiden blev fordrevet med ildshow og musik.

Inden længe gik det planlagte show i gang med noget dans, der fra min position 2 hoveder under de fleste, så ud og lød som asiatisk dans. Det mest overvældende var dog ildhowet, hvor 9 mennesker hang fra kranen og laved halsbrækkende akrobatiske øvelser. Alt imens de brændte fakler af og en brændende kugle hang i luften. Meget, meget flot og helt umuligt at fotograferede. I skal vide at jeg virkelig forsøgte - det bedste resultat kan i se nedenfor.

Til afterparty spillede salsaorkestret op til dans og vi hang ud indtil sulten overmandede os. På Congress st. fandt vi The Grill, som var stuvende fuld med skelethoveder. Heldigvis var vi heldige at få et bord. En burger smager altså bedst når den indtages på en oldschool diner!

En sjov lille detalje var, at pigen som spillede "den store stygge ulv" i en meget artzy og yderst nøgen opførsel af Den Lille Rødhætte, som vi så et par dage før ved et andet Dia del los Muertos arrangement, arbejdede der. Og hun havde ulvehætten på.

Fantasisk aften!

Valgnyt - Valgnat

2008-11-07T14:11:00.004-07:00

Ja, så har amerikanerne valgt en ny præsident, og måske mere vigtigt: Vicepræsident. Dette valg var det første til mange ting: Kvindelig deltager i primærvalgene (Clinton), Afro-amerikaner valgt som præsident, og kvindelig vicepræsident. Især den sidstnævnte fik en utrolig mængde opmærksomhed i de sidste uger inden valget. Hendes meget konservative og religiøse syn på folks rettigheder og på politik skræmte selv traditionelle republikanske vælgere væk. Efter eget udsagn vil hun dog ikke udelukke at involvere sig i valget 2012.
Kira og jeg var nede at se valget på Congress Hotel i Downtown Tucson. Der var storskærme i hvert rum med hver sin kanal der viste valget. Vi kom imidlertid så sent derned at valget var afgjort, og 2 minutter efter vi trådte ind af døren, holdt McCain sin tale, hvor han officielt træk sig. Der var pænt meget partystemning, men da jeg havde en eksamen onsdag morgen kl 9 valgte jeg at tage den moderat med ro. Tobias og Cecilia fra Norge var der også, og det viste sig at det osloske (dvs. fra Oslo) band Big Bang skulle spille en fed blanding af sydstatsrock og traditionel rock 'n roll på hotellet.
Nu venter mange amerikanere på hvad Barack Obama vil gøre med det land han til januar overtager kontrollen over fra W. Faktisk udtalte Ws far i sin tid "We have the will, but not the wallet", med henvisning til landets krise dengang. Der er udbredt diskussion om hvorvidt Obama skal vise sig som handlekraftig, eller vente og sammensætte et stærkt team af rådgivere, noget som W aldrig præsterede, i hvert fald ikke på det økonomiske område...
Generelt smadrede Obama fuldstændig McCain, selv i stater hvor denne traditionelt står stærkt: Nevada, Ohio, og Pennsylvania. Mange tillægger sorte førstegangsvælgere en stor del af æren for Obamas valgsejr. Andre elementer er Latinos, som bla vandt Nevada og New Mexico for Obama. Også i Senatet og Kongressen står demokraterne stærkt. Det er dog vigtigt at huske at selvom Obama han fået tildelt en masse magt, er han stadig støttet primært af moderate demokrater, og ikke disse radikale "socialdemokrater" som bla Fox News nervøst hvisker om i krogene. Derfor er det heller ikke sikkert at ALTING NU ÆNDRER SIG; amerikansk politik er og bliver et spørgsmål om at elske biblen, våben, Israel, og frygte forskellige befolkningsgrupper. Med andre, så er jeg meget spændt hvad der nu skal ske, men vil samtidig mane til koldblodighed: Obama er stadig en amerikansk politiker... Det var mine $ 0.02

Ps. Fra Kira: billeder fra valgnatten ligger her.

1 day 2 go

2008-11-03T22:58:00.004-07:00

Ja, så nærmer afgørelsen sig. Til min store skuffelse har jeg dog fået at vide at det tager dem op til 2 dage at være helt sikre på hvem der har vundet (de skal jo også lige have tid til at snyde!!! Forhåbentlig holder de sig i skindet denne gang...), så det bliver nok ikke før på torsdag at vi ved noget med sikkerhed. Det skal dog ikke forhindre os i at tage på Hotel Congress nede i downtown for at fejre sejren! Storskærme, bands og balloner. Og nok også nogle drinks.

Jeg ved snart ikke hvad amerikanerne vælger (ser konstant skræmmereklamer på tv om hvad der sker hvis Obama vinder - tænk engang, hvis man holder op med at producere atombomber i USA. Hvad kunne det ikke ende med!), men hvis de dog bare kunne lade os udlændinge vælge for dem - det er sku da også vores verden!

Godt valg til alle.

De små projekter og så de store: Nedtællingen er startet - 5 days to go

2008-10-30T01:15:00.010-06:00

Stolt kan jeg præsentere mit første videoprojekt om de kinesiske tehus ned på hjørnet af 6th og Tucson Blvd. Det er et lille øvelsesprojekt som skal gøre os parate til det virkelig vigtige afslutningsprojekt - "Life in america". Jeg har brugt temmelig lang tid på det. Så tæt på perfekt som det kunne være, skulle det jo blive. Det tog hele timen i mandags, 2 timers audioredigering i går aftes (mens Jens lavede mad) og fra 12-15 og 16-19 i dag. Hvad er det. 10 timer. 1 minut. Lidt hovedregning og jeg kan allerede se at det ville tage mig oceaner af tid at lave en film!

Vi har lært at bruge programmet Final Cut Express i min labclass (fotojournalistklassen som foregår ved computere, hvor vi lærer at redigere billeder osv), som foregår hver mandag. Alle de problemer jeg har haft med vores åndsvage underviser er ikke helt forsvundet, men han er da blevet bedre. Blev dog enig med Andreas fra Schweiz om at han må have humørsvingninger. Troede at det kun var i vores labclass at han var en idiot, men det viser sig at selv yndlingsklassen er trætte af ham! Fx. måtte man kun få lov til at lære hvordan man redigerede audio, hvis man havde optaget noget lyd på sin optager - som man så ikke skulle bruge. På det tidspunkt ejede jeg stadig ikke en lydoptager.

Nåmen, nok om det. Det er jo lykkedes mig at lærer det på trods af genstridig lærer.

Og det er faktisk ret sjovt. I kan se videoen her. Den måtte kun være 1 min. lang.

Vi har ret travlt og jeg stresser ret meget. Skal læse til test på tirsdag og bograpport på torsdag - er ikke begyndt på bogen. Jens har fri i morgen og skal skrive 2 opgaver.

Men på fredag skal vi til Halloween festER. Ja 2 styks. Hvad skal man nu klæde sig ud som. Jeg plejer jo at have mit eget lille lager af potentielle udklædninger, men nu har jeg pludselig temmelig begrænsede midler... grøn kjole, blomstret kjole...hmmm. Tang? Marilyn Monroe?

Og så skal vi måske ud i en gammel forlystelsespark fra 1960erne som hedder Valley of the Moon. Men mere om det senere - hvis det altså blir.

Nåehja. Og så er der kun 6 dage til valget. Det er temmelig intenst. Der er sat papkasser op over hele campus med reklamer og balloner som reklame for at man kan stemme i Student Union (bygning). Man kan ikke tænde for tv uden at se McCains hvide ansigt eller Obamas brune (og absolut ikke sorte - hvilket er noget satire showet Chokolade News brokker sig meget over. Men i mangel på bedre stemmer de sorte jo nok på ham...). The Daily show og andre satireprogrammer kører på i konstant forøget tempo med at fortælle om Palins åndsvaghedder. Jeg spekulerer på om der mon findes satireshows for repuplikanere?

Andys skilte foran huset har fået lov til at stå denne gang. Folk er måske ved at blive trætte. Men så alligevel ikke. Alle vegne man kikker ser man Obama t-shirts, Obama badges og Obama stickers. Pudsigt nok er der ikke mange der reklamere med deres McCain sympati. Her i Sam Hughes området er der ifølge Andy 3 huse som stemmer McCain. Alle andre er akademiske demokrater.

Vores venner er ikke meget for at diskutere det. Det føles lidt som om alle holder vejret og venter på at det er overstået. Og håber, håber, håber selvfølgelig.

Vi har talt om at holde middag og købe champagne. Og skåle hver gang Obama vinder en stat. Arizona bliver helt sikkert ikke en af dem, men derfor kan vi jo godt skåle! Det er lige om lidt. Det er på tirsdag. Samme dag som min political science test - faget om minoriteter og politik. Det kan næsten ikke blive mere relevant. Tilbage er der bare at tro på meningsmålingerne og håbe at Bradley effekten ikke bliver virkelighed denne gang. Bradley var en fyr som ikke blev govenor på trods af at han førte i meningsmålingerne. De hvide vælgere sagde at de ville stemme på ham, men gjorde det bare ikke da det kom til stykket. Længe leve dobbeltmoral og politisk korrekthed; kombineret gør det ekstra ondt. Så vi håber.

Jeg har det lidt ligesom da der var valg sidst i Danmark. Man vil så gerne tro på det, men man tør næsten ikke. Forskellen denne gang er at det er 100 gange mere vigtigt. Hvis gamle McCain vinder og så dør, skal Palin så styre USA? Det er altså ikke godt nok at kunne se Rusland fra sit hus i Alaska. Og hvad sker der når Obama vinder - ændrer det overhoved noget?

Vi og alle de andre håber.

Man tænker altid - hvem er det der stemmer for ham der Fogh/McCain/Bush. For jeg kender i hvert fald ingen. Nej, for vi kender ikke den slags mennesker. (Heller ikke i DK) Vi har mødt rigtig mange rigtig søde mennesker, som er helt almindelige og flinke.

Jeg husker stadig helt tydeligt hvor lidt jeg gad til USA for lidt over et år siden. Jeg besluttede at konfrontere mine fordomme om republikanske rednecks.

Og ja, selvfølgelig eksistere der den slags mennesker som jeg har fordomme overfor. Skydeinstituttet var nok ikke et helt ringe sted at lede efter dem. Jeg skal uploade nogle billeder ved lejlighed. Eller Little Ceasar hvor vi købte pizza bagefter.

Men der er så meget andet. Så mange - efter min mening - fornuftige folk. Kun 6 dage igen. Eller teknisk set 5... Fingers crossed.

Guns 'n' Fødselsdag...

2008-10-28T20:23:00.005-06:00

Igår var det jo Jens' fødselsdag! Kira havde arrangeret en lille surprise-ting dagen før, hjemme Kasia, en af vores venner. Selvfølgelig med flødekage med Oreo (c) bund! Til dem der ikke er så velbevandrede i USA kager, kan jeg fortælle at Oreo er hele Amerikas familie cookie, og består af to kakaokiks med en Kinder Mælkesnitte-agtig flødecreme i midten. De smager bedre end de lyder. Anyway, på dagen tænkte jeg at jeg ville fejre det med noget all-out American: Skydning. Jeg har længe haft planer om at prøve at affyre en pistol her i Guds eget land. Det at eje et skydevåben er beskyttet af the 2nd Amendment i den amerikanske forfatning. Dvs, at hvis kongen af England pludselig skulle beslutte sig for at invadere Amerika, ville befolkningen kunne pløkke ham i stumper på få sekunder.
Det lykkedes mig at tage to af mine venner med som var helt klar på at trykke nogle bønner af. Vi tog ned på Marksman Pistol Institute (vi undrede os over om man mon kan tage en grad i Pistoleri på Pistolinstituttet...) for at leje pistoler. Jeg har oplevet flere sikkerhedsinstruktioner når jeg har lejet film. Istedet for "Spol filmen tilbage, eller du får en bøde" var det "peg den mod skydebanen hele tiden, her, sådan lader du". Vi startede med .22 som var meget nemme at kontrollere; lidt lissom luftpistoler, bare med bang i. Derefter gik vi over til 9mm, som er verdens med udbredte kaliber, og skød med Glocks, som virkelig havde en rekyl der sagde spar to. Det er fis når de skyder 15 9mm bønner af med en pistol og rent faktisk rammer. Til sidst skød vi med kaliber 45, hvilket er en af de største kalibre man bruger til pistoler. Vi brugte en S&W 1911, en model som vores instruktør tilsyneladende elskede over alt på jorden. Den sagde meget højt, skulle jeg hilse og sige. Mine to buddies er Seth og Pavel. Seth er ham med det lange hår.
(PS: Jeg ved intet om ammunition og pistoler: Det skrevne er udelukkende udtryk for hvad jeg husker instruktøren sagde.)

Pulled over by the police - første møde med den Amerikanske politistyrke

2008-10-24T01:47:00.003-06:00

Var til fed, fed koncert på Rialto Theather nede i downtown her til aften. Elektronisk dansemusik, lysshow og masser af konfetti. Drak en enkelt øl tidligt på aftenen, da jeg var aftenens chauffør - Bethaiah skal jo også have lov til at slappe lidt af en gang imellem, selvom hun ikke må drikke... Glade og ømme kørte vi hjemad indtil uuuuuuppppsss.... Politibil med meget skarpt lys lige bag mig - Bethaiah informerer mig om at jeg er blevet stoppet: "pulled over".

Den flinke betjent fortæller mig at jeg intet lys har på. Ups. Har glemt at tænde det. Da han hører at jeg har drukket 1 øl skal han selvfølgelig tjekke om jeg taler sandt, og ud på fortovet må jeg. Instrukser bliver givet og jeg går lidt op og ned ad fortovet med småbitte skridt, står på et ben i 20 sekunder og taler fornuftigt med den søde unge mand. Heldigvis når han frem til at jeg godt kan køre min bil hjem. Bare jeg husker at tænde lyset fremover, så jeg ikke dræber nogen eller bliver dræbt. Det foretrækker jeg også!

Meget lettet og en smule rystende triller vi ganske stille afsted. Ingen bøde, ingen skade er sket. Jeg tror jeg vil sætte en lille seddel ude i bilen: "Husk at tænde lyset når det er mørkt".

Midterms og eventyr i Arizona

2008-10-21T12:47:00.009-06:00

Ja, siden Jens sidst skrev har Maja or Erling været på besøg og jeg har haft travlt med at agerer tourguide, samtidig med at det var tid til at få overstået nogle midterms. Midterms er en ganske ubelejlig vane de har herovre - eksamener midt i semestret. Og nej, det er ikke bare terminsprøver, men rigtige eksamener. Afhængig af faget laves de som hjemmeopgaver eller essays som skal skrives i timen. Jeg har desværre ikke haft nogen af de slags som man laver hjemme, men Jens har haft en god blanding. I to af mine fag har vi fået udleveret en række essayspørgsmål som eksamensspørgsmålene ville blive taget fra. På eksamensdagen får man så udleveret de udvalgte spørgsmål og man har undervisningstimen til at skrive sit essay/svar. Det skal gøres I HÅNDEN i noget der hedder en bluebook (lille kladdehæfte med blåt omslag, deraf navnet), som man selv skal have med. Jeg har ikke skrevet en eksamen hånden siden folkeskolens afgangsprøve på Vesterdal. Og mine engelske stavekundskaber er mildest talt ringe. Normalt hjælper min computers stavekontrol og ordbogen.com mig meget. Men det var ikke til at undgå, så jeg måtte jo fatte pennen og skrible løs. Jeg kender endnu ikke resultaterne i alle fag, men bare jeg består så skal det nok gå.

Jeg er indenfor de sidste par uger kommet frem til en beslutning, som både kan være sund og farlig. At være ligeglad.

Meget af den tid vi har været her har været præget at rigtig meget skolearbejde. Vi har læst meget og lavet mange opgaver. Vi har misset rigtig mange interessante og sjove oplevelser på grund af skolearbejde. Jeg er kommet til den konklusion, at jeg ikke gider bruge min tid herovre med næsen i en bog, når der er smuk natur og fantastiske oplevelser omkring mig. Undervisningen er generelt interessant, og særligt de andre studerende bidrager til min forståelse af immigrations situationen i USA og sydvesten. Jeg er dog en smule træt af, at mit Latino Emerging Issues fag har udviklet sig til en form for selvterapi for folk der ikke kan definere deres egen identitet (hvilket er meget, meget interessant, men kan trækkes i langdrag!). Men, men, der er utrolig meget at læse, så hvis man skulle læse alt kunne man ikke have tid til andet i sit liv. Og, taget i betragtning at vi kun er her 1 semester, så har jeg besluttet mig for at prøve at slå koldt vand i blodet.

Det ligger jo ellers ikke til mig - hang til perfektionisme kræver som regel temmelig meget arbejde - men jeg vil gøre forsøget. Det kunne nok være sundt for mig!

Det kom lidt af sig selv mens Maja og Erling var på besøg. Jeg ville hellere være sammen med dem og tage på ture mens de var her, end at være en pligopfyldende studerende. Det lykkedes os også at tage på en hel del ture og se en masse.

De kom sent lørdag d. 19. Vi havde været til fodboldkamp på stadion sammen med Den Skandinaviske Klub (Danskere og Nordmænd som vi hænger lidt ud med). Vi fik slæbt kufferterne ind under halvtaget i det sekund det begyndte at regne. Lun troperegn og et par glimtene lyn bød velkommen. Vi sad lidt på terassen og dulmede jetlaget med en kold øl.

Søndag spiste vi morgen på terassen og på trods af det kølige vejr (som ellers kunne have været udnyttet til at tage ud i ørkenen) valgte vi at tage en lille tur i downtown for at kikke på huse og derefter at køre op på Mt. Lemmon for at se natur og udsigt. At køre fra downtown op på Mt. Lemmon er som at køre fra Mexico til Canada, rent klimamæssigt. Der var koldt på toppen og til vores store skuffelse ingen mad. Den lille landsby Summerhaven brændte totalt ned under en skovbrænd for 4 år siden, og den er endnu ikke bygget helt op igen. Erling og Maja var trætte på grund af jetlagget og det blev til en stille middag på El Charro hvor det ikke er umuligt at spise hvede- og mælkefrit.

Mandag og tirsdag tog Maja og Erling på egne eventyr om dagen og vi hyggede om aftenen. Tirsdag aften inviterede jeg de lokale tøser over til aftensmad, så Erling og Maja kunne se nogle ansigter på de mennesker jeg konstant snakker om. Det var virkelig hyggeligt.

Onsdag var vi på museum indtil jeg skulle til time kl. 15. Det er den eneste time jeg har om onsdagen, men også det eneste fag hvor de dumper en hvis man har mere end 3 gange fravær... Kl. lidt over 16 satte Maja, Erling og jeg Maximas næse direkte nord og ræsede derudaf i solnedgangen. Jens var desværre nødt til at blive hjemme pga. ens stor opgave. Vi nåede til Flagstaff lidt over 21 og da vi steg ud af bilen var det KOLDT! Jeg havde bestilt værelse på et billigt motel der udover at ligge på den historiske Route 66 var lige overfor togstationen. Hver 10-15. minut kom der et tog forbi og tuttede højt - noget de har for vane herovre; i Tucson bor vi temmelig langt fra jernbanen men kan alligevel høre hver gang toget kommer! - men det var nu hyggeligt nok. Vi fandt en irsk pub hvor det stadig var muligt at få mad og ikke mindst øl. Byen var noget så hyggelig og i modsætning til de fleste amerikanske byer føltes den som en rigtig by, dog utrolig lille.

Vi sov himmelsk og hørte ikke noget særligt til togene. Hotellets continental breakfast viste sig at bestå at tørt brød og marmelade fra små bøtter med sort kaffe og flødepulver til. Åh, ja og så juice og præfabrikerede cupcakes. Det var virkelig ikke nogen stor gastronomisk oplevelse, men nok til at holde os i live. Vi gik bytur og kikkede på butikker og en lille kirke. Det var fantastisk at opleve et lille stykke efterår - det er der jo ikke meget af her i Tucson.

Vi købte stort ind i Walmart og kørte derefter hen for at se et hus, som en lokal familie, der var blevet rige på tømmerindustien, havde bygget. Selvom gamle ting herovre ikke er så gamle, så var det rigtig fint at se, og det gav en god fornemmelse af hvordan det må have været at leve i Flagstaffs vilde vest. Bagefter trillede vi ned gennem Oak Creek Canyon hvor vi stoppede ved et udkikspunkt for at se naturen, men var så heldig også at finde et helt lille indianermarked. Et skilt fortalte os at det er et projekt som regeringen har igangsat og at der kommer nye handlende hver dag. Jeg tænkte at det da også er det mindste de kan gøre for at skabe bedre forhold for indianerne, efter hvad der er sket gennem tiden. Jeg ved dog ikke helt om jeg tror det er det der skal til - en vejsidebod kan man vel ikke blive fed på...

Bagefter fandt vi vores campingplads mellem en lille udtørret flod og høje grantræer. Vi satte vores enorme telt op og kørte videre til Sedona for at se solnedgang. Det var ret diset, men sjovt at se på de andre turister - og pænt var det da også! Vi spiste dejlig middag på en koreansk restaurant kaldet Moder Jord (på koreansk altså) og satte så kursen mod vores telt. Som var koldt. Så vi trak en flaske rødvin op og sad så indsvøbt i tæpper "indenfor". Men det var stadig koldt. Og det var temmelig koldt at skulle sove i det kolde telt. Da vi stod op tidligt næste morgen besluttede vi os derfor for at nedlægge lejr. Vi brugte dagen i Sedona, som er kendt for sine smukke røde klipper og "vortex" - steder som har særlig energi. Byen har udviklet sig til et new age mekka, hvor mange slår plat på det spirituelle. Vi så en meget smuk kirke på et kraftfuldt sted med røde, røde klipper og blå, blå himmel og spiste frokost i det fri. Derefter kørte vi til Jerome, som er en gammel mineby, der ligger med smukt udsyn over Verde Valley, som ikke er så afsindig grøn igen. Jerome er til gengæld meget charmerende og fin. Byen blev forladt da minedriften gik i stå og blev en såkaldt ghosttown, men i 70'erne kom der er flok hippier til byen; de flyttede ind i husene og skabte en kunstoase. I dag er den lille landsby fyldt med gallerier og små cafeer og restauranter. Der bor dog kun ca. 600 personer fast, så lidt underligt må det være at bo der - men et fantastisk sted at besøge. Vi drak eftermiddagste og spise kage (et koncept amerikanerne ikke er så vante til, så det var udelukkende på vores opfordring at det lykkedes at få det serveret!) inden vi kørte videre ud af landevejen, over bjerget, gennem de mange, mange sving og lige ud i solnedgangen. Vi kom til Grand Canyon temmelig sent, men vores vært Nicole - en guide vi havde mødt under vores første besøg - var forstående. Hun bor i en lille skurvogn sammen med en anden pige, og hun var så elskværdig at give os hele sit værelse og badeværelse. Luksus. Med en luftmadras på gulvet kom vi alle godt i seng og med temperature omkring frysepunktet udenfor vi var glade for at have vægge og gulv. Næste morgen skyndte vi os afsted med en klemme i hånden, for at være med på Nicoles fossilforedrag. Energisk og humoristisk fortalte og agerede hun så børnene måbede og de voksne lo.Vi så fine fossiler af forskellige havdyr og havde smuk udsigt i baggrunden. At Nicole skal forfølge sin drøm om at blive lærer er der vist ingen tvivl om. Bagefter gik vi tur på kanten af Grand Canyon og blev varmet op i solen. Om eftermiddagen gik vi en times tid ned af en af de lette stier for at se det hele lidt fra en anden vinkel. Det var lige så smukt som sidst vi var der, men temperaturen var meget mere behagelig. Perfekt vandrevejr: ikke for varmt, solskin og en let brise. Med klaprende tænder så vi solnedgang fra kanten (den skal jo opleves uanset hvor koldt det er!) og hjemme hos Nicole og Cassidy varmede vi os med den typiske danske ret: finsk suppe! Det var rigtig sjov og hyggeligt at snakke med de to piger; politik, fremtid, undervisning, rejser osv. blev vendt inden det var tid til at gå på hovedet i seng. Nicole og Cassidy skal på europarejse til vinter/forår og skal bo hos os i slutningen af februar. Nicole er historiemenneske, så Jens har lovet at nørde sammen med hende mens de to andre tøser shopper!

Næste dag kørte vi ud af parken ad en vej med mange fine kik til kanten af kløften. Vi besøgte også et gammelt udkikstårn som var smukt dekoreret med indianermønstre indeni. Søndagen var endnu koldere end lørdagen, og vandet på den lille bitte tank hvor jeg vaskede bilruderne var næsten frosset til is trods noget blåt stads der var blandet i for at det IKKE skulle fryse!

Vejen ud til hovedvejen går igennem Navajo Nation - det kæmpestore indianer reservat som ligger i det nordøstlige hjørne af Arizona - og langs vejen var der mange små stande med potter og smykker. Vi stoppede en enkelt gang og os damer fik købt fine smykker. Lige ved hovedvejen lå en by, som mest af alt lignede en grønlandsk bygd uden sne. Gamle biler, busser, trailere, beboelsesvogne, skrald, hunde og små huse spredt ud over et yderst sparsomt bevokset område. Ikke smukt men meget interessant.

Vi begyndte rejsen mod syd og kørte indenom den gamle pueblo Montezuma, hvor indianere har bygget murstenshuse rundt om den røde klippe. Området var fantastisk og besynderligt: lige i nærheden ligger et vulkankrater og hele området bærer præg af dette. Sort vulkansk aske, røde sten og gul-grønt græs. For at gøre det hele endnu mere spektakulært er jordens åndehul i denne by! Et naturfænomen gør at et hul i jorden blæser og suger luft alt efter omgivelsernes lufttryk. Dette kan jo ikke være andet end helligt, og man kan forestille sig at indianern har besluttet at blive netop der pga. dette. Videre ad vejen lå vulkanen omgivet af et sært sort landskab - kogt sten som så er stivnet. Intet kan gro der og det må have set sådan ud de sidste 600 år.

Trætte og mætte af oplevelser kørte vi hjem til Tuscon. Jeg skulle i skole næste dag, mens Maja og Erling tog en slapper. Lidt da.

Den sidste uge de var her tog jeg fri onsdag så vi kunne tage på udflugt til Tombstone og minebyen Bisbee. Der var rigtig fint, men intet kan slå Jerome! Vi så fine gallerier og nogle rigtig, rigtig sjove antikforretninger. Vi fandt en der havde tre etager og var fyldt med alt fra gamle nummerplader, modelflyblade, dukker, tøj, smykker, møbler, plader til sodavandsflasker, skulpture, porcelæn og meget mere. Vi spiste aftensmad på....gæt hvad...en mexikansk restaurant. Ja, man er jo tæt på grænsen.

Fredag har jeg ingen timer så jeg var frisk på eventyr: jeg synes stadig de manglede at se nøjagtig hvor tæt på grænsen vi er, så vi kørte sydpå til Nogales. På vejen stoppede vi i endnu en kunstby - Tubac - hvor vi så noget flot og en del usmagelig kunst. Det mest interessante der skete var, at vi mødte unge Nepalesiske Pema som arbejder her hver vinter og sender penge hjem til familien, som bor oppe i de nepalesiske bjerge. Jeg inviterede hende til at komme til Tucson for at møde nogle unge mennesker. Det kunne være sjovt at lære hende at kende og slet ikke så dårligt at have en kontakt i Nepal heller!

Nogales var lidt af et kulturchok. Man synes at det er meget mexikansk her langs grænsen i USA. Men det er kun indtil man krydser grænsen og bliver overfaldet af folk der vil sælge alt muligt ragelse. Maja og jeg havde begået den fejl at tage shorts på, hvilket vi hurtigt fik lavet om på. I Mexico er man tækkelig og hvis ikke bliver man overbegloet. Det lykkedes os at komme væk fra turistmekkaet og se byen bagved. Ikke noget særligt, men meget etnisk. Vi kikkede på grimme guldsmykker, falske mærkevarer og krokodilleskindsstøvler, gik op og ned af gader, fotograferede farverige huse og drak en drink inden vi tog hjem. Dvs. stillede os i kø for at komme hjem. Det var let nok at vade direkte ind i Mexico - dvs. gennem en meget robust metalsvingdør - men en del mere besværligt at komme tilbage til USA, eller EUA som Mexicanerne kalder det. De tog os en hel time, men der var altså også kun tre politimænd til at tjekke id og bagage, tage telefonen osv.

Det var så dejligt at have besøg og jeg har en smulle hjemve nu hvor de er taget hjem. Tucson har smukke kaktusser, solnedgange og trope temperaturer. Men den har ingen by. Alt er spredt ud over et kæmpe område med en- eller toetageshuse. Der er tre gader i byen som en europæer ville kategorisere som rigtige bygader med butikker. Og det er interessant at de byer som Amerikanerne selv synes er åh så charmerende, stemningsfyldte og hyggelige er småbyer som efter europæisk målestok er ganske almindelige små fine byer. De hungre efter historie. De dyrker det gamle - næh, se et hus fra 1930'erne! Det er nybyggerne i ørkenen.

Det var også rart at vise Maja og Erling hvad det er for et sted vi lever vores dagligliv. Og dejligt at se dem!

I dag har Jens været til rugby og jeg har været nede på Rec Centeret (et motionscenter som er gratis for studerende) og svømme. De har en stor udendørs svømmebane. Vi har spist hjemmelavet wok og været i biografen ude i El Con Mall - et spøgelsesindkøbscenter med masser af tomme butikker og ingen mennesker. Ingen! Men biografen var udemærket. Vi så Apaloosa, en ny western med Viggo Mortensen. Godt gammelt koncept men meget, meget sjovere når man kan se at den sikkert er filmet lige udenfor byen et sted. De talte endda om Bisbee!

I weekenden skal Jens spille mere rugby for det er nemlig homecomming weekend. Ingen af os har helt fattet hvad dette dækker over, men det finder vi nok ud af. Jeg skal med Kasia og Bethiah til Phoenix og høre elektronisk musik på fredag. Glæder mig lidt til at se noget af denne gigantby, som så mange elsker at hade. Der skulle være nogle fine museer og interessant arkitektur.

Forældredag - nu med blod

2008-10-04T13:29:00.008-06:00

Jeps, så er det blevet forældredag her på UA - i mere end én forstand. Kiras forældre kommer i aften, det er den ene forstand. Den anden er at alle de små poder der lige er begyndt på UA nu skal vise deres forældre og søskende at de ikke spilder tiden, men bliver gode amerikanere, både akademisk og sportsligt.
Før jeg fortsætter, skal det lige siges at jeg er beyndt at spille rugby på UA. Det startede med at jeg ikke kunne finde ud af hvor fanden de spillede fodbold (soccer). Nu har jeg fundet ud at det, men besluttet at rugby er ret sjovt og, eftersom det her halvår er anderledes, kan jeg ligeså godt dyrke en sport jeg ikke er vant til.
Tilbage til forældredagen. Vi skulle spille en opvisningskamp i touchrugby for forældrene der forinden (forforforfor) var blevet orienteret af træneren om reglerne, traditioner, skader mm.
Det var sjovt at disse 18-20 årige fyre uden nakker og med enorme overarme løbe hen til deres mor efter kampen og sige "Så du mig? Gjorde du?". Jeg havde selvfølgelig tømmermænd pga en fødselsdagsfest igår, så jeg trippede mest rundt på banen med kvalme. Heldigvis nåede jeg at blive tacklet og få revet min hudafskrabning op. Lucky me.

Cowboyland

2008-10-01T19:07:00.010-06:00

I weekenden besluttede vi os for at tage til det mest turistede sted i Arizona: Tombstone. Den fik sit navn af en vis Hr. Edward Lawrence Schieffelin, da han fik at vide at den eneste han ville finde i det område var hans egen gravsten. Da han så fandt sølv valgte han at håne de gamle guldgravere ved at kalde den Tombstone. Byen blev en rigtig "Wild West" by med gamblere, ludere, whiskey og guldgravere. Mest kendt er den måske for skyderiet bag O.K. Corral som vis nok var et hotel. Wyatt Earp, Morgan Earp, Virgil Earp, and Doc Holliday, dvs sheriff og hjælpere skød en bande cowboys med ligeså seje navne: Frank McLaury, Tom McLaury, Billy Claiborne, Ike Clanton, and Billy Clanton. Skudvekslingen er blevet et symbol på lov & orden mod cowboys og skurke i det Vilde Vesten.
Idag er det en form for meget corny Disneyland, med udklædte cowboys og ludere (damer lavede tilsyneladende ikke andet) og rekonstruede facader. Lommefilosofisk kunne man sige at det var en by kun med facader, men det ville ikke være rigtigt: Som et af billederne viser boede der faktisk også folk der, som iøvrigt vist nok også bare klædte sig ud og hang på (hoved)gaden. Selvfølgelig var der også en cowboy-Elvis, det er da klart.

PS: Den fesne mand med Looney Toons trøjen og pisk i nakken var ikke en af de betalte skuespillere.

Ghettofugle og handyr.

2008-09-26T21:17:00.006-06:00

Tja, så sidder man her og skal have tiden til at gå istedet for at tage opgaven ved hornene. Typisk mig, men desværre har jeg ikke lært min lektie(!) endnu. Over mig fræser to "ghetto birds" rundt. Det vil sige politihelikoptere der hjælper betjente på jorden med at finde en mistænkt. Som Kira var inde på, har jeg allerede været i et område der ikke var non-spansk-sikkert. Ghettofugle er ret normale her i området, eftersom vi bor i det mere velstående område, hvilket vil sige at man gør mere for at anholde mistænklige personer.
I baggrunden kører debatten mellem Obama og McCain. De er enige om at krisen er dårlig. McCain vil dog ikke indrømme at USAs økonomi er dårlig. Valgkampen har efterhånden ændret sig til en popularitetskonkurrence, hvor kandidaternes collegevenner, antal boliger og køn/race/alder er vigtigere end hvad de har tænkt sig at gøre. For dem der ikke ved det er det næsten 700 millarder dollars det drejer sig om. Dvs næsten en trillard. Jeg har aldrig før hørt folk sige det navn i tv i ramme alvor.
På en anden tone (On another note): Amerikaneres brug af "etnisk" finder kun dansk parallel i vittigheder.

Vi støtter stadig, på trods af prisen, krigen mod terror:

Desuden har jeg fundet ud af at indianere har arvet sjove efternavne fra deres forfædre (det er det i midten):

Sorority-chick

2008-09-23T11:17:00.001-06:00

Jeg har oploaded et billede af en sorority-chick til det tidligere indlæg. Tjek det ud!

Det Vilde Sydvest

2008-09-23T10:26:00.002-06:00

Selvom vi efterhånden har fået meget travlt med alt det skolearbejde man åbenbart skal belæsses med som amerikansk studerende, så får vi også indimellem tid til lidt fornøjelse.

Denne weekend var vi eksempelvis på en autentisk udflugt til San Xavier del Bac Mission - en meget smuk lille katolsk kirke lidt syd for byen. Tucson har den særlige karakterestik, at den er meget fin og hyggelig i de centale kvarterer, men lige så snart man kommer lidt syd for bymidten begynder kvarterene at blive mindre hyggelige og mere skramlede. Befolkningstætheden falder drastisk og boligstandarden ligeså i yderkanten af byen. Umiddelbart inden vi kom til missionen viste et skilt at vi nu var i et indianerreservat. Det var lidt grønnere og mindre beboet, men ellers så vi ingen forskel. Nogle få i dette område havde bygget sig nogle små murstenshuse, men de fleste boede i husvogne og andre mindre glamourøse beboelsesformer. Der var komplet mennesketomt, med undtagelse af to sorthårede kvinder der stod og sludrede ude ved den ensomme asfaltvej. Til venstre for vejen kunne vi skimte et skinnende hvidt luftkastel.

Da vi parkerer udenfor missionen opdagede vi at luften var tyk af mariachi-musik som kom fra nogle små huse i nærheden. Foran missionen forsøgte en enkelt dame og hendes datter at sælge frybread og vi lagde mærke til et par "Native Crafts Shop"s. Inde i kirken skød jeg nogle fede photo til min photojournalism assignment og besluttede bagefter at deltage i gudstjenesten, som en del af min socilogi field assignment.

Imens vandrede Jens rundt og kikkede på livet i San Xavier del Bac District. Mariachi-musikken viser sig at komme fra en byfest, som to politimænd beder ham om at forlade, da de mener at risikoen for at han bliver overfaldet er for stor. Denne stiger vist exponensielt ved kombinationen blå øjne, lyst hår, lys hud... Sørgeligt.

Vi kørte ud i solnedgangen og stoppede ved Pico de Gallo i sydtucson, et lille farvestrålende taqueria hvor vi spiste autentisk nordmexikansk mad til en rimelig penge.

Dagen efter tog jeg til et møde med No More Deaths, som er en organisation der kæmper for at sætte en stopper for dødsfaldende i den Arizonaske ørken. Der er allerede 148 som er døde derude i år. Mærkeligt at tænke på at folk gennemgår sådanne trængsler bare 5-100 km herfra vores lille trygge hverdag.

Vi blev trænet i førstehjælp, lovstridigheder og psykologisk tilgangsform. Jeg fik desværre at vide, at hvis ikke jeg vil sætte mit visa på spil, skal jeg holde mig fra at tale med illegale immigranter i USA. Det betyder at jeg ikke kan tage del i Desert Walks, hvor man tager ud for at hjælpe migranter i ørkenen med mad, drikke og førstehjælp eller transport tilbage til Mexico. Jeg må til gengæld godt arbejde i deres camp syd for grænsen, hvor immigranterne jo er på legal grund, ligesom jeg godt må tale med migranter som allerede er blevet arresteret af borderpatrol. Jeg har planer om at prøve at hjælpe til i campen en weekend eller nogle ugedage - også for at se virkeligheden bag de tekster jeg læser.

På vej hjem kørte jeg forbi en brændende bil mindre en 2 km fra vores hjem! Nogle folk havde forsøgt at spærre gaden af, men den holdt jo stadig lige foran et hus!

Ja, det vilde sydvesten eksistere stadig!

Godt kørende

2008-09-17T21:32:00.006-06:00

I dag var dagen hvor jeg endelig fik taget mig sammen til at tage et amerikansk kørekort. Det havde været planlagt længe at jeg skulle tage det indenfor en måned, men I ved hvordan det går. I dag udløb forsikringen på Maxima og det var derfor yderst nødvendigt at jeg fik taget det, så vi kan få tegnet en ny og forhåbentlig både billigere og bedre.

Som alle havde fortalt var det ikke noget problem. Helt ærligt så er det skræmmende let at tage et kørekort herovre. Normalt koster det 25

dollar, men jeg slap med sølle 10 fordi det er begrænset til min visumperiode. Det er nok de bedste 50 kr. jeg har givet ud længe. Og ufatteligt når man tænker på de 13.000 kr mine forældre så gavmildt gav ud for at jeg kunne lære at køre hjemme i Danmark.

Projektet startede i sidste uge, hvor jeg endelig fik taget mig sammen til at få en mekaniker til at kikke på spedometeret. Som det nok ofte går, så kunne han ikke fikse det, men opdagede noget andet som var uundværligt at få repareret. For $ 200. Nåjah. Vi skulle alligevel have det repareret før eller siden og manden argumenterede så godt for at det kunne betale sig i længden på benzinforbruget. Til gengæld besluttede vi så ikke at få repareret spedometeret, men bare fortsætte med sætte farten efter de andre billister. Farlig vil du måske sige, men indtil videre har det fungeret fint og det er altså ikke fordi vi ikke har mødt en politibil. Politi har de nemlig nok af herovre. Det myldre især med dem omkring campus, på vejene ser man highway patrol og sydpå ser man border patrol. Det må da også skabe nogle jobs.

Andy havde været så flink at tilbyde at jeg kunne låne hans bil til testen, så formiddagen blev brugt på at træne automatgear og parallelparkering. På motorkontoret var der nærmest mennesketomt, modsat sidste gang vi var derude. Mandag er travl. Onsdag heldigvis ikke.

Jeg fik 86% rigtige i min teoriprøve og var meget glad for at jeg havde læst den lille manual som udleveres. Ellers ville jeg da ikke ane hvor mange dages fængsel man får for spiritus kørsel 2. gang man bliver taget. Vel overstået fik jeg besked på at kører frem til den

lille del af parkeringspladsen som bliver brugt til kørerprøver. I min egen bil vel at mærke. Altså Andys, som i øvrigt var fyldt med skrald og en tom gasflaske, som den motorsagkyndige var temmelig bekymret over. En trepunktsvending og en halv tur rundt om blokken senere proklamerede den lyshårede kvinde "hon, the limit is 40 here" og afslørede så at hun jo godt kunne se at jeg kunne køre. Resten af turen rundt om blokken sludrede vi om Dansk og Amerikansk alder for kørekort og hun var vældig begejstret både over 18års grænsen og det faktum at jeg kom fra København. 5 min senere havde jeg mit amerikanske kørekort med en fin Grand Canyon baggrund.

At kalde nogen hon er for øvrigt ikke noget man skal tage ilde op - det er helt normalt at kvinder kalder både andre kvinder og mænd ved dette lille søde kælenavn. Jeg tror dog ikke det er tilladt for mænd. Jeg synes stadig det er lidt underligt at en fremmed kalder én den slags, men på den anden side er det også helt vildt hyggeligt!

Sidste weekend var fyldt med oplevelser. Jeg har fået kontakt til en vandreklub på campus og vi havde derigennem tilmeldt os en vandretur til Mount Lemmon Pools. Forrige søndag forsøgte vi at komme på vandretur oppe på bjerget, men en voldsom regnbyge forpurrede det. (Ja, nok er det en ørken, men det kan godt regne her kan jeg love jer!)

Denne gang var det mere organiseret og der var afgang kl. 7.30 lørdag morgen. Danske Malene var med i vores bil og derudover havde vi Erin fra Phoenix-området med op på bjerget. Hun var en sød lille freshman (1. års studerende). Vi kørte indtil vejen stoppede udenfor den lille landsby Summerhaven. Her startede stien gennem en fin nåleskov med bregner og et lille vandløb. Det lignede lidt en svensk skov, hvis man skal sammenligne den med noget. Som vi gik ændrede landskabet sig skiftevis mellem stenet granskov og tættere løvskov. Nede i "dalene" var der frodigt og grønt mens der oppe på "bakkerne" var barskt og t

emmelig goldt. Man skulle måske ikke tro det - det gjorde vi ikke - men Mt. Lemmon er utrolig grønt. Når man står nede i byen og kikker op på bjergene er det ikke grå, men mørkegrønne.

Vi kom også igennem en del omåder med mange afbrændte træer; jeg blev fortalt at de stammer fra en stor skovbrænd for 4 år siden. Vi gik meget længe og det meste af tiden fulgte vi det lille vandløb, krydsede det frem og tilbage og frem og tilbage. Til sidste var jeg lige ved at give op og vi var nogle stykker der mente at vi skulle vende om. Men... Så fandt vi slutningen af stien, og det var tydeligt at vi var gået 2 miles for langt. Efter en kort frokostpause vendte vi om og fandt endelig ruten ned til de berygtede pools. Gruppen på 14 pers bestod mest af piger - til min store overraskelse - og niveauet var svingende. Jeg betragter absolut ikke mig selv som særlig hurtig eller erfaren, men denne gang var der efter min mening (igen) lidt uenighed om hvilke forventinger vi mødte op med. Nogle af pigerne forventede helt sikkert ikke noget i denne sværheds/hårdhedsgrad. Flere af dem pev en del mens andre nøjedes med at pruste. Hvilket selvfølgelig er forståeligt. Det var hårdt. Meget. Men da vi endlig fandt stien småløb vi derud og fandt den skønneste lille, og meget iskolde, sø, smukke klipper og små vandfald. Det var alt besværet værd. Vi kom hurtigt i badetøjet og de modige sprang i fra klipperne. Det var dybt nok. Og så blev der slappet af i solen - ah. Varm klippe og tidlig eftermiddagssol.

På vejen tilbage var flere af pigerne helt opløste af træthed og ih hvor vi alle glædede os til at skimte parkeringspladsen. Vi så en rød/gul/sort og hvid slange som en af fyrene sagde ikke var farlig. Men flot var den. Og meget skræmt.

På grund af omvejen endte det med at være en 20 km lang vandretur. Vi var tilbage i Tucson kl. 18.30.

Lidt optimistisk havde vi inviteret til grillaften hos os kl. 18. Det blev udskudt til 20 og på trods af dagens strabadser blev det en virkelig hyggelig aften. Jeg havde været lidt bekymrede fordi udvekslingsstuderende begyndte at komme hen til mig på uni fordi de havde hørt at vi holdt fest. Det viste sig at en af vores inviterede gæster havde misforstået konceptet og inviteret løs. Vi havde lovet Andy at der ville komme ca. 15 og at det udelukkende ville være folk vi kendte. Man hører skrækhistorier om hvor slemt det kan ende hvis det rygtes. Hvis man larmer for meget kontakter naboerne gerne politiet - de har jo som sagt nok af dem - som så kommer og lukker festen. Derudover skal man have et rødt skilt foran sit hus, som indikerer at man er en dårlig nabo. Det hedder at blive red-tagget. Alt det måtte for alt i verden ikke ske. Alt var dog fredeligt indtil beruselse og pool blev blandet i

en skøn råbende, plaskende og piftende forening. Det var der Andy viste sig i egen person og bad os skrue ned. Hellere ham end politiet! At alt gik så fint betyder at vi planlægger at holde endnu en BBQ, denne gang dog om eftermidagen, så vi kan larme i poolen. Måske en tailgating BBQ næste gang der er hjemmekamp.

Det går godt nok med uni, men vi er begge ret overvældede over hvor meget arbejde der er. Det er som om der er mere end derhjemme. Men en del af det er nok også, at vi ikke er vant til det amerikanske system. Quizzes, tests, midterm, projects, research papers etc. Plus det meget læsestof. Jeg ved ikke om amerikanerne læser det hele, men det er næsten umuligt hvis man også skal lave andet. Det kommer nok an på hvor stræbsom man er. Som tidligere skrevet så er universitetskulturen virkelig noget for sig. Der er et særligt fænomen kaldet Fraternity og Sorority, som på en gang er frastødende og interessant.

Lige inden undervisningen startede var der pludselig fyldt med store grupper af meget brune, kortkjolede og langhårede piger. De sad for det meste på fliserne i skyggen med navneskilte på og en gennemsigtig plastikpose med deres livsnødvendige ejendele: pung, lipgloss og bilnøgler. Jeg fik at vide at det var håbefulde freshman-piger på rush. Sjældent har jeg set en så homogen gruppe. Man kunne knap kende den ene fra den anden fra afstand og så man en gruppe piger komme gåen

de kunne man være sikker på ikke at se shorts over hotpants-størelsen.

Rush er en uge hvor pigerne mødes med de forskellige sororities for

at finde ud af hvilket de bedst kan lide, mens sororoti'et skal finde ud af hvem de bedst kan lide. Hvis der er et match så bliver pigen optaget, hvis ikke er det bare surt show. Jeg fik at vide at nogle sororities er så søgte at de kun vælger en pige hvis hun har deres sorority som nr. 1 på sin

liste. Hvorfor det er så vigtigt at være med i et sorority ved jeg ikke helt. Det virker som om det er meget statusgivende indenfor visse grupper. Det koster en stor sum penge at være med og de yngste piger får ikke engang lov til at bo i sorority huset på campus. De bor på dorms. De laver en masse velgørende arbejde så vidt jeg ved, hvilket vist hovedsagligt er det pigernes penge går til.

Første skoledag kunne man så se stolte piger trippe rundt i deres nye soriritys t-shirt eller tanktop. De hedder alle noget med græske bogstaver, såsom Kappa kappa gamma eller Phi delta osv. Jeg holder særligt meget af at se to piger med ens lilla eller pink toppe gå og snakke om "oh, my god, then...".

Sorority-girl hvis sororitys motto er: Individually Unique, Together Complete!

Fraternity drengene (også kaldet fratboys) er ikke helt så synlige og holder heller ikke rush på universitetet. Det skyldes at de er for larmende og derfor for længe siden er blevet smidt ud fra campusområdet. De har huse rundt omkring universitetsområdet hvor de efter sigende skulle holde vilde fester med et pulserende kødmarked.

Næsten hver dag er der små stande på mall'en som forsøger at tiltrække studerende til de sororoties og fraternitys som endnu ikke er blevet fyldt op. Af de mere interessante så jeg Multicultural Sorority den anden dag.

Og alt dette for at vende tilbage til, at man vist ikke behøver at lave så mange lektier hvis man er fratboy, så længe man kan gå til poolparty i weekenden og spille fodbold til hverdag.

Men mig, jeg er 2 uger bagud i et af mine fag. Bøgerne var udsolgt fra boghandlen og jeg måtte købe dem over nettet. De er lige kommet, så jeg må læse.

WOW

2008-09-07T23:24:00.003-06:00

Tailgating og fodbold kom vi til, også i den grad. Vi var meget fine i matchende t-shirts (på ære, det var ikke noget vi havde aftalt, det skete bare...): røde med billede af den store stærke wildcat! Jeg synes selv at vi så meget troværdige ud. Vi gik derned af og kunne allerede udefor indkørslen spotte de første fans; de havde selvfølgelig også det fine røde/blå udstyr på.Vi var på forhånd blevet advaret om at piger costumizer deres t-shirts. Jeg havde nok ikke helt forstået hvor meget bar hud man kan komme afsted med at vise i en kjole/top lavet ud af en rød unisex XXL t-shirt. Det er meget! Vi så fans i alle størrelser og aldre (se albummet her) som hang ud på den grønne plæne midt i universitetet som de kalder mall'en. Der blev grillet til den helt store guldmedalje, drukket øl, spillet tailgating-golf og hygget med familie eller kammerater. Ih hvor var det lige som man havde håbet, bare med den undtagelse at alt desværre virkede meget privat eller vip og man derfor ikke kunne købe mad nogen steder. Hvilket var en craving for os begge; særlig mig som bødede for et par tequilashots for meget aftenen før det meste af dagen.

Vi besluttede at bevæge os videre ned mod stadion hvor heldet var med os. På en græsplæne lige ved siden af stadion var der adskillelige telte hvor der duftede lifligt at stegte bøffer og hotdogs. Idet vi ankom lavede chearleaderne deres afsluttende badutspring og sprintede ind i et lukket område for at spise "Alt godt fra grillen". Vi fulgte trop for den nette sum af 100 kr. pr. mand/kvinde. For de penge fik vi så 3 øl hver, en burger, kartoffelsalat, en klat bønner og en fedtet brownie. Mætte og tilfredste fulgte vi strømmen ind i det halvfyldte stadion hvor vi fandt vores pladser. Udemærkede til de 15 dollars vi havde betalt en billethaj for dem. Football er åbenbart en meget familievenlig begivenhed og vi så adskillelige bedstefædre med deres småbitte børnebørn - begge selvfølgelig i fuld fanuniform. Udover det var der masser af børnefamilier, kærestepar, vennepar og større grupper i pensionistalderen. Vores område var temmelig fredeligt, men umiddelbart foran os holdt Zona Zoo- folkene til; det er dem med årspas og de kan bedst beskrives som superfans med masser af begejstring, farvede parykker og sikkert også en anseelig promille! (Under sidste kamp begyndte det at regne så meget at man var nødt til at udskyde kampen 1 time, folk blev bedt om at gå midlertidigt hjem, zona zoo-folkene ville ikke flytte sig og der kom til optøjer og arrestationer...)

Fra start til slut var det en stor omgang underholdning; ikke et sekundt fik vi lov til at kede os. Hvis ikke spillet var i gang så spillede orkesteret eller der kørte reklamer over højtalerne, cheerleaderne lavede gøjl eller maskotterne fjollede rundt. Eller også skete der mindste af disse ting på en gang. Før kampen marcherede bandet ind i deres fine uniformer og det var rart endelig at se hvad det var de havde øvet på den sidste måned! Derefter blev der stillet op til spillernes ankomst, hvilket foregik med fyrværkeri og flag og endeløs jubel. Det varede ca. 10 sek men tog ca. 5 min at gøre klar til! Under spillet blev vi instrueret i vores rolle som publikum via skilte såsom "NOISE" når vi skulle forvirre modstanderne eller store flag som skulle få de forskellige publikumssider til at råbe henholdsvis "U", "of" og "A". Det lyder måske dumt, men det var utrolig sjovt at være en del af. Jeg må dog indrømme at jeg indimellem var ganske måløs, men det var jo også min første football kamp - nok ikke den sidste!

Modstanderne var ganske ringe så det gik stødt fremad - Jens var dog med jævne mellemrum nødt til at forklare mig hvad der foregik på banen for jeg har altså stadig ikke helt fat i reglerne. I halvegen blev vi underholt med marchmusik og cheerleader-akrobatik samt en minikamp mellem miniputhold cheer'et af minicheerleaders og deres stolte forældre!

Vi vandt heldigvis. Det lod dog til at folk gik mindre op i selve kampen end det faktum at vi wildcats vandt: der var mange der først kom ca. 10 min inde i kampen og ganske mange der gik 10 min inden den var færdig. De sidste par minutter var stadion halvtomt - de havde jo alligevel vundet. Trætte, mætte og glade gik vi hjem.

I dag stod vi tidligt op, for vi havde aftalt med nogle folk at vi skulle op på det nærliggende Mt. Lemmon og vandre. Det tog sin tid at komme afsted men køreturen derop var ganske smuk, særligt da vi nåede grænsen hvor kaktierne holdt op og træerne begyndte. En skøn afveksling fra ørkenen. Desværre begyndte det at stå, tordne og lyne ned da vi endelig var klar til at starte gåturen, og det hele endte med at der var en del som synes hellere ville på mexikansk restaurant og spise frokost. Os der egentlig gerne ville vandre, besluttede os for at det nok var for farligt at gå ud på klipperne, og begyndte at køre hjemad. Kort efter kom solen frem og vi holdt ind ved det næstsidste vandrested på bjerget; her var der en næsten udtørret flod hvor Malene og Louise fra Danmark samt Bethiah fra New York og jeg gik en smuk tur. Vi så nogle fine blomster, delvist afbrændte træer fra en gammel skovbrænd, klipper og en lille å som løb i det store flodleje. Vi var glade for at have fået lidt natur ud af den lange køretur, og var enige om at vi måtte komme tilbage en anden dag, for at gå den tur ud til et gammelt flyvrag vi oprindeligt havde planlagt.

Etniske betragtninger

2008-09-06T17:03:00.005-06:00

2. skoleuge er overstået og jeg har endelig (!) fået mit skema på plads. Som tidligere beskrevet har det delvist været pga. universitetets latterlige behandlig af udvekslingsstuderende, men for mit vedkommende har det også været fordi jeg ikke har kunne bestemme mig og ikke har stillet mig tilfreds med halv-interessante fag. I fagkatalogerne beskrivs faget altid kun med 1-2 sætninger så det er helt umuligt at vide hvad de faktisk handler om før man dukker op til timerne og får udleveret pensum. Derfor har jeg været til usansynligt mange timer de sidste 2 uger. Det har været stressende men også utrolig interessant. Fagene er meget forskellige, ikke bare hvad angår indhold men også undervsningsmetoder og studerende. På nogle hold er det en mere eller mindre ensartet blanding af studerene (piger, drenge, sorte, hvide, brune, børn (!!! ja, nogle af de universitetsstuderende er nærmest børn!), voksne osv.) mens det på andre er tydeligt hvilket segment af de studerende der tager faget. Det er særligt på de lettere kurser (de har som regel lavere numre, men det tricky er at man ikke altid kan være sikker på at niveauet passer med nummeret, fordi det er op til underviserne at bestemme litteratur og undervisningsmetode) at man ser en stor koncentration af meget unge studerende, som indimellem stiller meget tåbelige spørgsmål og fx. skal have forklaret at når der står på pensumlisten at en tekst skal læses til d. 2, så skal den altså læses før timen starter...

Ligeledes er der en stor koncentration af etniske grupper som studerer sig selv. Fordi amerikanerne er en stor klump af immigranter fra forskellige lande (med undtagelse af de meget få native americans) går de utrolig meget op i deres etniske bagrund og forfædre. Som en dansk dansker fra Danmark kan det godt være lidt svært at hamle op med mexikansk/italiensk, mexicansk/norsk eller kinesisk/amerikansk afstamning. Jeg kom herover med den forventning at jeg skulle møde RIGTIGE amerikanere, men havde ikke rigtig gjort mig klart hvad det egentlig er. Jeg havde vist en forventning om at det ville være europæisk-blandede amerikanere (hvad dette bygger på ved jeg egentlig ikke) og gik derfor og ventede på at en sådan Rigtig Amerikaner skulle dukke op. Jeg har nu indset at nok skal til at revidere min opfattelse af hvad en amerikaner er. Er man mere eller mindre amerikaner hvis man har polske forældre men er født og opvokset i USA, hvis man har en amerikansk mor og en columbiansk far eller hvis ens bedsteforældre var europæiske emigranter?

Heldigis er der ikke nogen der prøver at overbevise mig om nogen af delene, fordi alle har hver deres mening og det slet ikke kan bestemmes af nogen andre en én selv. Dvs. der er nu nok nogen der vil mene at en Rigtig Amerikaner også har en særlig etnisk afstamning, men de er for det meste politikere eller fanatikere og dem taler jeg ikke så meget med.

I min Latino klasse (om latino problemstillinger i USA) er vi ca. 8 ud af 40 studerende som ikke ser ud til at have latino/mellem/sydamerikansk baggrund. Ud af os er der 1 sort pige.

Jeg tog i denne uge til et fag som omhandler indianer problemstillinger i USA og der var en stor procentdel af klassens 25 elever som så meget indianske ud. Den største oplevelse var at studere de andre studerende: Der var bla. en temmelig tyk og ikke særlig høj fyr af indiansk afstamning. Hans tøj lignede enhver anden smart hip-hoppers: baggy pants, stor t-shirt omvendt kasket og skatersko. Kun hans smykker afslørede ham: stor tyrkishalskæde og et stort armbåndsur med turkiser. Ved siden af ham sad en høj og slank fyr med strithår og stribet skjorte. Han have armbåndsur i samme stil samt en meget stor fingerring prydet af en skinnende turkis. Pigerne var for det meste moderne i deres påklædning og jeg havde svært ved at se om de var indianere eller mexikanere, dog gætter jeg på det første. En pige faldt udenfor i sine store shorts, basketsko og langærmet blå bluse med et indiansk mønsker foran. Hun havde et tyndt turkisarmbånd om håndledet; uden på blusen. Hendes pande var meget høj og hendes lange sorte hår var samlet i en stor knold i nakken og holdt på plads af to store hårklemmer. Da jeg var blevet opmærksom på dette begyndte små turkishalskæder at titte op rundt omkring i lokalet. Turkiser er særlig brugt af indianerne; på vores lille museum på universitetet har de en meget fin udstilling om indianersmykker før og nu.

Underviseren brugte sin egen stamme som eksempel i en diskussion om uddeling af land til mænd; hendes stamme er matrilokal og det burde derfor have været kvinderne der fik landet.

Min underviser i faget Race and Ethnic relations in the US ligner Ugly Bettys far (undskyld min ignorance, men det er der virkelig mange mexikanere der gør!) og brugte 1/2 time af den første undervisningsgang på at fortælle om hvordan hans familie var kommet til USA da han var 8 år gammel. Hans far blev rekruteret til lave sæsonarbejde i 1950'erne. Han er i øvrigt en virkelig fantastisk underviser som tidligere har været vicepræsident for hele universitetet, men som sagde denne stilling op for at komme til at undervise igen.

Etnicitet og race er over det hele, ikke bare i de fag jeg tager, men i det jeg ser når jeg går igennem campus, når jeg overhører samtaler eller i de samtaler jeg selv har med folk. Det er meget interessant.

En anden meget interessant ting er universitetskulturen; hvis i nogensinde har tvivlet på om collegekids virkelig er sådan som de bliver fremstillet på film, så kan jeg nu afslører at det er de. De er collegeKIDS. Heldigvis er der også nogle som ikke er kids og som er rigtig flinke. Folk er meget søde og meget interesserede men det er svært at komme udover de indledende fraser; hvor er du fra og hvorfor kom du til Tucson og hvad studerer du, til skal vi lave noget sammen. I stedet bliver det til et "rart at møde dig og ha en go dag". Det er ikke så let at møde folk på uni så strategien må blive at forsøge at deltage i så mange sociale arrangementer jeg kan. Speaking of, må slutte nu for jeg skal have min røde wildcat-tshirt på og ned på Mall'en og tailgate. Vi skal nemlig til football kamp i aften. Jeg glæder mig!!!

Amerikansk, Amerikanere, Amerika

2008-08-23T00:52:00.006-06:00

Vi undrede os et stykke tid over, hvor den høje og vedvarende marchmusik, som vi kan høre fra vores lille studio, kom fra. Jens troede en overgang at det var en af naboerne der hørte musik med åbne vinduer, men vi fandt efterhånden ud af at hele vores lokalområde myldre med folk der går rundt og slår på tromme - sådan helt bogstavligt. Vi så og hørte mindre grupper af trommende folk sidste weekend, men mysteriet løste sig for alvor med et trylleslag da vi tirsdag morgen skulle op på universitetet for at mødes med vores academic advisors. Da vi kom ud fra 3rd st. mødte dette syn os:

Ja, ganske ustyrligt amerikansk. 300 mennesker med blæseinstrumenter, trommer, fløjter, flag og ikke at forglemme meget korte shorts og pompon'er. Altså cheerleaders. Jeg var temmelig ekstatisk fordi dette nok er min allerstørste forventning til det amerikanske universitets liv som rent faktisk kommer til live. Da vi først opdagede dette begyndte vi at se dem hele tiden overalt - fordi de øver nogenlunde hvad der lader til at være 24 timer i døgnet. Jeg spurgte vores tutorer, som kunne fortælle at der skal være en homecomming match på stadion når skoleåret starter. Det er det de øver til. Og vi skal SÅ meget med! OG vi skal ha tshirts med GO CATS på. Ingen diskussion. Det er ikke bare en skrøne at amerikanske universiteter, og universitetsbyer, går meget op i universitetssport. Hvorend du vender dig i Tucson ser du et skilt med Go Cats, en nummerplade med Universitetslogo eller et flag som indikerer hvor sympatien ligger: hos Wildcats. Hvert universitet har deres maskot; her er det Wilbur Wildcat. Det stammer fra en fodboldkamp i 1914 hvor Arizonas mænd kæmpede som "wildcats" - det har så holdt ved siden. Udover alle skiltene, flagene og nummerpladerene er campus overstrøet med statuer af wildcats ligesom vores studiekort hedder catcard!

Indkøb er en anden meget amerikansk oplevelse. Vi tog i Safeway for at købe basisvarer ind til at putte i vores tomme køkkenskabe/køleskab. Det er altid meningen at man skal gøre det hurtigt, men det viser sig hver gang at være umuligt, fordi man skal vælge. Her har man ikke bare en slags ahornsirup, men ca. 30. Det gør sig gældende med alle varer, så for os uvidende europæere er det temmelig overvældende. Hmm, skal vi nu have den med Buttertaste, Jeminas Original eller den dyre økologiske. Vi endte med at vælge denne:

Amerikansk brød er noget af det ulækreste - det er sødet og så blødt at det kan tygges med øjenbrynene. Derfor har jeg prøvet at bage selv i dag. Noget af et projekt i vores lille køkken. Særligt da jeg fandt ud af at bagepapir vist er en kulturel ting, som hverken er almindelig eller ret velfungerende her. Det lykkedes dog nogenlunde. Så nu har vi hjemmebagte boller til morgenmad.

Jeg ved det er pivet, men jeg savner virkelig rugbrød. Jeg har hørt at der skulle være et dansk bageri, men da jeg søgte på det på nettet viste det sig snarere at være et wienerbrødsbageri - altså danish...

Med al den varme er det godt at vi har adgang til vand - også det man kan svømme i. I går var vi nede og prøve det nærliggende recreation center hvor man kan motionere på diverse maskiner, spille bold og svømme i det udendørs anlæg. Det allerbedste er at det er gratis når man har et catcard! Det vil jeg stræbe efter at bruge så meget som muligt.

I går aftes holdt vi et lille poolparty for danske Malene og norske Cecilie og det er helt sikkert en succes der bør gentages (minus den del hvor jeg faldt i søvn på liggestolen og Jens næsten måtte bære mig i seng, samt den hvor Cecilie faldt i søvn mens hun sad i en stol med et glas rødvin i hånden...) Vores vært Andy har givet udtryk for at et par gæster er okay, men hvis det er mere end et par vil han gerne vide det på forhånd. Fair nok.

Og så har vi købt cykler. Mountainbikes. Vi tog ned til BICAS - en genbrugscykelforretning hvor man blandt andet kan bygge sin egen cykel. Et ret fantastisk og meget skramlet sted. På grund af mine relativt begrænsede cykelmekaniker-egentskaber valgte jeg i stedet en pink og lilla cykel, som bare skulle ha lidt olie, en ny saddel og luft i dækkene. 30 dollar. Et scoop. Låsen som skal forhindre at den bliver stålet, et meget stort problem her i Tucson (man ser jævnligt et ensomt hjul fastlåst til en lygtepæl, kostede næsten lige så meget.

Jens fik en bedre cykel til $ 126, som nogen havde puslet om på forhånd. Så nu er vi godt kørende. Rart at have til at køre i skole og på bar. Alt er i gåafstand, men det tager så lang tid når det er meget varmt!

I morgen skal vi til middag hos Pam, som er en af de internationale venner. Det glæder jeg mig til. Det er så spændende at komme hjem til folk og se hvordan de bor, hvad de spiser og hvad de mener.

For de nysgerrig har jeg lagt flere billeder ud i Grand Canyon-mappen af Deb og hendes dyr. Bare klik ovre til højre, så skulle i komme til picasa webalbum. Der er også mange flere billeder af Tucson.

En god nyhed på kursussiden er, at jeg har fået 1 fag som jeg gerne vil have: fotojournalistik. På mandag starter skolen og så er det bare om at gå til en masse fag og finde ud af om det er noget man kan blive registreret til. Også meget amerikansk... Jeg begynder seriøst at overveje at tage Jesusfaget - man skal læse nogle ret interessante bøger...

Dybt suk...

2008-08-19T19:05:00.003-06:00

Velkommen til University of Arizona! Efter hjemmefra at have valgt 8 interessante fag - dobbelt saa mange som jeg egentlig skal tage, bare for at vaare paa den sikre side - har jeg nu fundet ud af at 2 (!!!) af dem udbydes paa dette semester, hvoraf et af dem er fyldt og det andet umuligt at tilmelde sig uden hjaalp fra Journalist-afdelingen. Kurserne aabnede op for tilmelding fra de amerikanske studerende i marts\april, saa det er intet under at der ingen ledige pladser er tilbage. Vi er de sidste af de sidste der faar lov til at tilmelde os. Saa nu gaar den vilde jagt; foerst maa man finde nogle fag der bliver udbudt dette semester, som man kunne taenke sig og som KU kunne taenke sig at godkende, derefter fra kontor til kontor: "Maa jeg vaere paa dit hold selvom det er fuldt?".
For at goere det endnu vaerere saa har jeg lige fundet ud af at stoerstedelen af de fag som jeg endelig har fundet, som der jo ikke er plads paa, men som jeg proever at faa en plads paa, overlapper, saa jeg skal finde nogle andre.
Dog er det helt normalt. De amerikanske studerende shopper nemlig kurser. De tilmelder sig dobbelt saa mange som de agter at tage, gaar maaske til den foerste forelaesning og dropper det saa hvis det ikke lige er sagen. Der er jo fint for dem, men skide irreterende for os. Heldigvis betyder det at der skulle vaere haab forude. Kontorpersonalet og underviserne siger at man bare skal vente til efter skolestart med at tilmelde sig de rigtige fag, men naar man nu er kommet fra den anden side af jorden for at gaa i skole, saa ville man jo gerne ha lov. Alt dette betyder at jeg lige nu er tilmeldt nogle underlige fag for at opfylde kravet om 12 units. De taeller blandt andet noget der hedder Jesus Contemporary Thoughts. Hvad det er ved jeg ikke...

Amerikanere paa godt og ondt...

2008-08-19T12:25:00.002-06:00

OK, saa jeg har lidt tid at slaa ihjel mens jeg venter paa at skulle til studievejledning...
Indtil videre maa jeg konstatere at amerikanere er det mest nysgerrige og smaatalende (small talk-ende?) folkefaerd jeg har oplevet. Man kan ikke vente paa bussen, staa i en elevator campere osv. uden at en amerikaner synes det er spaendende at finde ud af hvor man er fra, hvor Danmark ligger, hvor koldt det er etc. Hvor danskere naermest synes at soege den akavede stilhed, bekaemper amerikanere den med smalltalk. Ganske vist er det overfladisk, men ikke desto mindre hyggeligt, og de goer virkelig meget for at man skal foele sig velkommen.
Det virker som om de fleste amerikanere goer tingene fuldt ud eller slet ikke. Mange vi har snakket med, var ikke alene venstreorienterede men ogsaa vegetarer, helsefreaks, interesseret i New Age osv. Paa den anden side har vi ogsaa moedt folk som Deb og Rob som virkede ret apatiske mht. politik, religion og sport uden for USAs graenser (laes: OL)... Den samme tendens kunne vi fx naar vi var ude at hike: Enten havde folk udstyr for $2000 eller ogsaa regnede de med at kunne klare en 5 mile sti opad i haardt terraen midt paa dagen i klipklapper med een flaske vand. (Billedet forestiller facaden paa en restaurantkaede som taler lige ud af posen.)

Fast adresse: 630 North Olsen Avenue

2008-08-18T22:26:00.013-06:00

Onsdag morgen forlod vi helårsbeboelsesvognen efter fantastiske naturoplevelse og et succesrigt møde med guiden Nicole (som vi har fået tlf.nr på og en stående invitation til at komme og bo hos hende næste gang vi kommer til den store kløft). Vi vendte snuderne mod syd. Vi så til mens landskabet ændrede sig og temperaturen steg. Vi kørte fra det behageligt bjergrige og granbevoksede, over bjergrigt med cowboykaktus og til sidst bagende varmt, fladt med bjerge i baggrunden, kaktus og palmebevokset. Vi er ankommet til Tucson hvor vi skal bo indtil efterårssemesteret slutter d. 19. december.

Vores lille gæstehus ligger på North Olsen Avenue i det fredelige Sam Hughes kvarter. Vi ankom tidsnok til at se solen forsvinde bag bjergene. Når solen går ned i Tucson, så bliver det mørkt, så vi spiste aftensmad på terassen med lys i poolen, rislende palmer og syngende cikader - og syntes egentlig at det tegnede godt!

Vores udlejer Andrew, også kaldet Andy, er ikke bare sød fra afstand, men utrolig flink i levende live. Han har hele tiden været meget villig til at hjælpe med alt fra cykelkøb til bilforsikring - en væsenlig faktor er nok at han er en 71-årig pensionist og ikke lejer til os af pengenød. Han taler som en newyorker gangsta-boss og har indtil videre brugt det meste af den tid vi har været her på at fælde træer som onsdagens storm knækkede. Vi missede en kæmpe monsumstorm og en dertilhørende oversvømmelse, som har resulteret i at de fleste gader flyder med palmegrene og andet haveaffald.

Jens og Kira 23 år, første skoledag

Fredag startede vores udvekslingsprogram med et orienteringsseminar, som består af en række foredrag om diverse formelle sager; visumregler, krav til fuldtidsstuderende osv. samt en mere social del, som særligt vores peer integrators står for. Det er i bund og grund lidt ligesom en rystesammentur - fint nok men også lidt underligt, fordi vi ikke har faget til fælles og allesammen egentlig hellere vil møde nogle amerikanere (arh, det er måske ikke helt sandt - de spansktalende og kineserne vil øjensynligt helst møde hinanden).

Vi har fundet ud af, at det at være udvekslingsstuderende her er en sweat deal - vi er fritaget for english placement tests og kan sådan ret overordnet gøre hvad der passer os, så længe vi holder os over 12 credits (som regel 4 kurser).

Mod al forventning var der intet planlagt for weekenden, hvilket gav os en kærkommen mulighed for at sove rigtig længe i vores bløde senge og få afprøvet noget natteliv på 4th st. Indtil videre har vi ingen cykler, så det har været lidt møjsommeligt at skulle trave frem og tilbage til alt - heldigvis bor vi meget centralt: 2 blokke fra universitetet - dog på den side som ikke er nattelivlig. I morgen skal vi ned i en genbrugs-cykel-shop og finde os nogle cykler så vi kan ræse rundt.

Formodetlig af den samme grund som kineserne har til at holde sammen, har vi haft tendens til at hænge meget sammen med de andre europæere: tyskere, nordmænd, danskere og et par sweitzere. Eller også kan vi bare blive enige om at drikke en øl...

Weekenden har vi desuden brugt på gratis frokost med Tucson International Friends, hvor vi blev forfulgt at Larry fra Nebraska, som "taalte lidt daansk". Vi tilmeldte os begge tilbudet om at blive tildelt en lokal ven, som bliver matchet én via fælles interesser - man kan så lave div. ting sammen og derigennem få en indsigt i det lokale miljø. Jeg føte mig sikker på at Larry ville grave dybt efter en dansker!

I går var der venskabelig fodboldkamp på The Mall på Campus - og nej, det er ikke et indkøbscenter, men en stribe græs nøjagtig tværs igennem campus.

Heldigvis var der også andre der ikke spillede fodbold og som godt gad snakke. Det endte med at vi tog til privat fest på et dødkedeligt nybygget studenthousing-værelse fyldte med spaniere og andre udvekslingsstuderende. Det var ikke rigtig noget for os, så vi tog hurtigt hjem igen. Det mest fornøjelige ved arrangementet var at stå på svalegangen og tale med polsk/amerikanske Kaisa og kinesisk/amerikanske Kevin om politik. Desuden meget interessant at se stedet i virkeligheden, når man nu har set deres skinnende hjemmeside. Man skal ikke lade sig narre!

I dag er der faldet en sten fra vores begge hjerter - det er endelig lykkedes os at få forsikret og indregistreret Maxima her i Arizona. Godtnok er hun kun midlertidigt indregistreret i 3 måneder, for vi har stadig ikke fået papirerne fra sælgeren (han siger at han sendte dem anbefalet for 1 uge siden, men de er ikke nået frem... besyndeligt!). Det bedste af det hele er næsten, at det viser sig at være utrolig nemt at tage kørekort her. Du får udleveret en brochure med selvindlysende stof, som du læser, derefter møder du op på Motorkontoret, tager en teoriprøve og en køreprøve og voila: så har man kørekort. Det hele skulle kunne gøres på et par timer hvis man er lidt kvik. Jeg har tænkt mig at læse den lille bog som godnatlæsning og tage prøven i løbet af de næste par uger. Derefter kan jeg helt lovligt lære Jens at køre i vores egen bil! Det er en stor lettelse at opdage at de tilsyneladende tager lettere på tingene (ifht. indregistrering) her end i Californien. Dog er det stadig enormt skræmmende når man ser en 16-årig bag rattet i en tonstung truck!

I dag har vi også fået rengjort vores lille metalkøkken - at "alt er rent" betyder ikke altid at det er det. Det er så dejligt endelig at kunne lave sin egen mad. Jeg er såååå træt af fastfood!

I morgen står der samtale med academic advisors på programmet og det er endelig tid til at tilmelde sig fag. Vi er de sidste af de sidste til at tilmelde os, så det bliver interessant at se om der er nogen ledige pladser på de kurser vi møjsommeligt at siddet hjemme i Danmark og valgt - og fået forhåndsgodkendt. Heldigvis har vi allerede fået indstrukser i hvordan man rent taktisk overtaler underviseren til at acceptere én på kurset - det lyder overhoved ikke som om det er umuligt, særligt når man kun er her på udveksling.

Og nåeh ja, så står der også Pizza Paty på programmet - vi er enige om at det er meget amerikansk, men også om at vi 100% sikkert skal med. Gratis mad og festivitas har altid været et hit.

Vi svømmer i poolen hver dag og nyder at solen skinner, når vi kan være i skyggen. Vi sveder meget og folk siger at det nok skal blive bedre, men er uenige om hvornår... Lige nu er det meget fugtigt og det bør i hvertfald stoppe når monsunen er ovre, hvornår det sker ved vi ikke helt med sikkerhed.

Campus er en hel bydel i sig selv, med restauranter, fastfood, bank, hospital osv. Meget af det har vi ikke haft lejlighed til at se endnu, men når vi får cykler må vi på sightseeing. Det spøjse ved campus er at det jo er helt tomt på nuværende tidspunkt - skolen starter først d. 25. Jeg glæder mig til at opleve stedet komme til live.

Viva Las Helårsbeboelsesvogn

2008-08-12T23:21:00.003-06:00

Ja, så kom vi ud af Las Vegas. Vores sidste aften der gik med at ølle den på Hofbräuhaus, som er en ærketysk/bayersk restaurant med schnitzler, 1 litersøl og Glockenspiel. Yours truly græd næsten. Desuden var der ægte tysk (dvs. østrigsk...) live musik. Derefter gik turen for mit og Kiras vedkommende ud på The Strip (nej, det er altså LVs hovedgade) for at vælte rundt i det lettere mareridtsagtige klovnecasino Cirkus Cirkus, Ægypten-kopien Luxor osv. Som Kira tidligere har været inde på består Las Vegas af få elementer, hvoraf varmen er ganske væsentlig. De andre er:
* Gambling
* Prostitution (man får konstant ludervisitkort, billboardlastbiler ræser rundt hele natten med damerreklamer på osv.)
* Druk. Alle vi mødte arbejdede enten på en bar eller et kasino.

I parentes skal nævnes at Las Vegas ligger i Las Vegas Valley, hvilket vil sige at hele byen er omgivet af smukke bjerge som næsten er garanter for en smuk solnedgang, hver gang.

For nu at vende tilbage til dette indlægs titel, så vil jeg fortsætte med at beskrive vores omgivelse her ved fucking Grand Canyon. Lad mig starte med at sige at den ser ikke ud som på postkort. Den er møj større. Kira og jeg har lige set solnedgang deroppe og... Ja, det er sgu pænt.
Vi couchsurfer hos Debbie og Rob, deres to hunde og to katte. I kid you not: Disse mennesker bor i en campingvogn sammen med fire dyr! Heldigvis snakker vi ikke den aggressive slags. Rob er brandmand, brysk og sidder det meste af tiden og ser baseball. Han er god mod dyr, men meget fåmælt. Debbie er en slags efterlønner/førtidder med kæbeproblemer. Qua disse smerter ryger hun en del joints mens hun spiller internetyatzy. Hun er meget sød og udadvendt, men afgjort fra et andet social strata end det vi er vandt til. Deb og Rob er også de første amerikanere vi falder i snak med som ikke er venstreorienterede på det næsten fanatiske plan. Aftensmaden bestod af big ass pork chops, tilberedt af Rob på deres ligeså big ass grill, og indtaget på spise-i-sofaen-mens-man-ser-tv-klapborde.

Viva Las Vegas

2008-08-11T17:47:00.003-06:00

Hvorfor vaelger mennesker at bo i en oerken... Og hvordan skal vi mon overleve det...

Loftventilatoren snurre i vores vaert Shanas lille lejlighed. Temperaturen herinde er behagelig, graensende til det koelige. Jens tager en lur i den bloede seng, som vi har faaet lov at sove i. Udenfor skinner solen og det er bankende varmt (Ca. 40 grader). Der er ingen mennesker paa gaderne - det forstaar man godt! Vi er ankommet til Nevada - Las Vegas.
I gaar var vi i biografen Imax og se den nye Batmanfilm og ude og drikke drinks/oel paa Shanas stambar: The Red Room. Det var en meget fornoejelig aften med masser af dans og rigelige maengder alkohol. Det boeder vi for i dag... Heldigvis er der ikke saa forfaerdelig meget at lave om dagen her, og som sagt er det ogsaa saa varmt at man ikke har lyst til at gaa ud foer hen paa aftenen. Vi ankom i forgaars efter en lang og MEGET varm dag i Death Valley. Dalen kan bedst beskrives som et ufatteligt raat sted unde nogen videre vegetation og med en sommerteperatur der oedelagde vores lille noegleringstermometer (det gaar til 50 grader). At det blaeser hjaelper ikke det mindste - at vaere der er lidt ligesom at staa foran en meget stor haartoerre!

Shana arbejder i en bar, hvor vi moedte hende og tilbragte de foerste par timer i Las Vegas. Bagefter gik vi op og ned af Fremont Street, som er pakket med casinoer og barer. Vi spillede 50 kr op paa roulette (ingen af os orkede at taenke!) og drak et par driks - meget stille og roligt, vi var meget traette efter dagens oplevelser. I gaar var vi med Shana og tyske Jessica paa udflugt til Mt. Charleston hvor der er koeligere - ahhh! Det er et fint omraade, meget groennere end Las Vegas, og ikke saa forfaerdeligt anderledes end de andre bjergomraader vi var i lige inden vi koerte ind i Death Valley - The White Mountains. (Jeg lover der kommer et mere detaljeret indlaeg om vores oplevelser mellem San Francisco og Las Vegas: Yosemite, Lee Vining og Mono Lake, Bodie Ghosttown samt Ancient Bristelcone Pineforest)

I aften skal vi se The Strip, byens absolutte hovedgade hvor alle de store casinoer ligger. Vi saa lidt af den da vi koerte ind i byen og det er et absolut overdaadigt lyshav. Alt her i byen har blinkende skilte, selv dyrelaegen har blinkende lys som reklame.

Hver gang vi taler med nogen om at vi synes her er varmt og derefter fortaeller at vi skal bo i Tucson, siger de at det bliver meget vaerre. Hvordan skal det dog gaa? Mon man vaenner sig til varmen? Og mon vi kan klarer det? Heldigvis har Maxima et udemaerket airconditionsystem!

I morgen gaar turen til Grand Canyon, hvor vi skal vaere i 2 naetter, inden vores orienteringsseminar paa universitetet starter fredag morgen.

San Francisco og de første 400 miles med Maxima

2008-08-02T22:00:00.010-06:00

Onsdag formiddag lykkedes det os endelig at købe vores bourdeax Nissan Maxima (fra 1991 men meget pæn!) med penge hævet over 2 dage, lidt fra kistebunden og lån fra vores moldaviske roommate. Jens fiksede det automatiske vinduet i passageresiden med en skruemaskine (og lidt gaffa...) og vi tog den til en mekaniker som overbeviste os om at vi udover olieskift også skulle have skyllet og renset vores kølesystem. Vi tænkte at det var en fin ting, når vi nu skal bo i en ørken!

Om eftermiddagen lykkedes det os så at komme ud af Los Angeles og starte vores rejse mod San Francisco op ad kysten.

Vi kørte på highway 1 hele vejen til Santa Barbara, hvor vi spiste en gigantisk krabbe på en af molens hyggelige restauranter.

Vi parkerede på en stille villavej og sov på bagsædet af bilen - moderat succes...

Efter morgenmad på en dyr café og et kort besøg på Misson Santa Barbara kørte vi videre mod nord, med den konklusion at Santa Barbara nok ikke var noget dårligt sted at bo. Vi valgte vej

en gennem bjergene fremfor kysten, hvilket var en fantastisk smuk rute.

Næste stop var Solvang, en fantastisk kitch og ikke særlig dansk tidligere dansker-koloni, hvor vi så Julehuset og Mortensens Bageri, en statue af H.C. Andersen og masser af dannebrogsflag!

Vi tog en dypper i det vilde hav ved en af de mange små kystbyer og kørte derefter til det meget hypede Hearst Castle. En rigmands privatbyggede slot med havudsigt. Vi var for nærige til at tage den guidede tur og så i stedet den gratis udstilling. Bagefter kørte vi lidt videre langs kysten og så de sjoveste søelefanter der lå og tog en sla

pper på stranden. De er kæmpestore og lidt blævrede, har underlige næser og laver underlige lyde (lidt ligesom bøvser...); og så ligger de bare der i store dynger og nyder livet - en virkelig fed oplevelse.

Derefter kørte vi ind i området Big Sur som er et af de mest fantastiske kystområder jeg nogensinde har set - eller endsige k

ørt på! Ruten er ca 80 miles lang og fyldt med hårnålesving, så det tog sin tid - men hvor var det smukt. Helt modsat kysten ved Los Angeles, som har smukke hvide sandstrande, ændre kysten sig drastisk og bliver fyldt med klipper, kæmpe bølger og masser af vind. Smukt og vildt. Det var en fantastisk og til tider nervepirrende oplevelse så da vi kom til Monterey var vi trætte og trængte bare til at sove i en blød seng (og ikke et kort og hårdt bagsæde...). Vi fandt endelig Candle Bay In, et skønt lyserødt motel med en dejlig stor seng og en

skrækkelig fastfoodrestaurant på den anden side af gaden.

Næste dag brugte vi 3 timer i det lokale akvarium som er helt fantastisk flot - mange og kæmpe fisk, gobler, oddere og (næsten) bedst af alt - touch pool hvor man kan røre søstjerner og søpølser! Det er indrettet i resterne af en af byens mange konservesfabrikker.

Derefter gav vi den gas og tog kun et enkelt stop i Santa Cruz, som er en virkelig fed by fyldt med genbrugsbutikker og gamle hippier. I San Francisco fik vi inkvarteret os hos vores couchsurfing-vært Stuart, som bor

på Turk st. i et område guidebogen ikke har mange rosende ord tilovers for. På gaden hænger hjemløse, fulde og andre sære eksistenser ud - flest sorte. Men det er tæt på alt og ikke farligt, så længe man ser ud som om man ved hvor man skal hen. Vi tilbragte aftenen med at se film, drikke øl og spise chips sammen med hans venner. Vi var ret trætte og sov fantastisk på hans luftmadras. Næste dag flyttede vi bilen fra vores meget dyre parkeringsplads (amerikanske parkeringsregler er ikke til at spøge med - hvis man parkerer

et sted som ikke er tilladt bliver man i værste fald trukket væk... Desuden var Turk ikke det sikreste område at parkere i

) ud til et mere roligt område nær Golden Gate Park, hvor vi så rosenhaven, gik tur i den Japanske Tehave og spiste is ved en af de fine små søer med robåde. Bagefter tog vi en bus ud til havet, hvor der var en fin udsigt over stranden. Bussen tilbage mod downtown tog os til Russian Hill, hvor nogle af de stejleste gader (ca. 31 grader) er.

Det er svært at forstå hvorfor man valgte at bygge byen netop på disse bakker! Og hvordan man tør parkere sin bil på dem...

Resten af dagen brugte vi på det meget tur

istede Fishermans Wharf, hvor man kan købe falske mærkevarer og overpriced seafood. Der bliver stadig fisket fra molerne og der var en fantastisk udsigt over vandet og Golden Gate bridge.

Godt brugte travede vi ned gennem det som er kendt som byens "little Italy" og hje

msted for beatbevægelsen - et ret hyggeligt område. Aftenen tilbragte vi med Stuart og hans venner, samt couchsurferen Heather fra West Virginia, som også skulle sove hos Stuart. Vi vandrede op ad en af de mange bakker, til en bar med billiard og lækre lokale øl.

I dag tog vi alle på udflugt til området Haight-Ashbury hvor alle de gamle hippier har slået sig ned i de gamle, fine viktorianske villaer. Området var meget underholdende, dog en smule plat med lidt for påtagede hippie-attitude-souvenirbutikker og gennemsyret af en duft af røgelse, men med hjælp fra Stuart så vi nogle virkelig fine steder. Vi købte bøger og anti-bush-postkort i en anarkistisk boghandler, spiste frokost på en jamaicansk tapas-restaurant og købte cd'er i den største cd forretning jeg nogensinde har set! Bagefter tog vi bussen til centrum og gik ned gennem chinatown, som absolut er meget kinesisk - og den 2. største i USA (den største er i New York). Vi spiste ulækre kinesiske kager på et bageri og kikkede på grønthandlernes underlige frugter og underlige skilte.

Vi er nu hos vores 2. vært her i San Francisco, Michael, som bor i et meget fint og roligt område nær ved vandet. Vi har haft nogle problemer med bilens papirer, og det er meningen at de skal sendes hertil. Hvis ikke de kommer i morgen har han lovet at sende dem til vores adresse i Tucson - så må vi vente med indregistreringen indtil vi er nået frem. Lidt for sent, men folk siger at de ikke tage det så tungt på motorkontoret. Som udlændinge er vi nok en smule paranoide; når man ikke kender reglerne (og straffen for at overtræde dem!) så godt er det bedre at holde sig på den sikre side. Vores problemer bunder mestendels i at sælgeren ikke har gjort sit job helt godt nok. Papirerne skulle vi have haft da vi overtog bilen, ligesom den smogtest (ligesom miljøafgift i DK) vi skal have foretaget burde have været lavet på deres regning. Derudover udløber bilens registrering i denne måned, vi ved bare ikke præcis hvornår, hvilket er afgørende for om vi kan nøjes med at vente til vi kommer til Arizona med at indregistrere den i vores navn, eller om vi er nødt til at gøre det her i Californien - hvilket vil være den dyrere løsning, idet vi vil være nødt til at gøre det IGEN når vi kommer til Arizona. Man skal nemlig have nummerplader fra den stat man bor i... Vi prøver ikke at tænke for meget på det, men gør dog noget ved sagen.

I morgen har vi noget af dagen til at udforske lidt mere af byen - muligvis tager vi på museum og ser en Frida Kahlo udstilling - inden vi kører ud af byen mod Yosemite National Park, hvor vi skal bo i et telt sammen med to piger der arbejder i nationalparken. I dag har vi købt vandresandaler!

Efter kun 2 dage i San Francisco er vi helt enige om at her er meget rarere end i Los Angeles. Mere interessant, lettere at komme rundt med offentlig transport, flinke mennesker og god stemning. Vi kunne helt sikkert bruge meget mere tid her, men samtidig er byen ikke så stor, så man kan faktisk nå en del på ret begrænset tid.

Vi nyder at rejse, men taler også meget om, at vi glæder os til at komme til Tucson, hvor vi ikke skal bo i en kuffert og kan sove i en rigtig seng. Og så glæder vi os til at se hvor det er vi skal bo! Vi har talt med vores udlejer Andy et par gange, og han virker som verdens sødeste mand. Han er en gammel hippie fra New York, som vil gøre alt for at hjælpe os. Vi er meget spændte!

Jordskælv & kontantproblemer

2008-07-29T21:04:00.003-06:00

Jeps, vi har åbenbart oplevet vores første jordskælv her i USA, desværre var vi ude at prøvekøre en bil, så vi mærkede intet, det var også kun 5,4. Raphaël, som arbejder på UCLA med at lave "jordskælvsrelaterede" undersøgelser, siger at der inden for år nok kommer en bedstefar (7+) til det i dag, så det bliver jo spændende. Forhåbentlig er vi ude af staten til den tid.
Den gode nyhed er at vi har fundet en bil vi vil købe!
(Den dårlige er at vi først kan købe den imorgen, fordi vi højst må hæve $400 om dagen, dyret koster $2000 ;_; )
-- Flere updates følger, plus billeder ---

Skoldning fra Venedig Strand

2008-07-27T00:26:00.002-06:00

For fanden, her ligger man og prøver for en gangs skyld at læse og så skal en peruvianer på frierfødder forurene hele lejliheden med pølsemusik (jeg vil ikke engang forsøge at gætte på genren). Som titlen antyder er Far her blevet skoldet godt & grundigt (det blev bearbejdet på luftmadressen i Kira blog) og venter derfor på at det går over. Nok ca om 6 måneder... Overvejer om Aftersun virkelig bare er fugtighedscreme i en blå flaske.

Venice Beach

2008-07-26T20:42:00.003-06:00

Jens tager en lur på vores luftmadras i inderens Sidashan værelse, fra stuen høres meget høje fjernsyns-reklamer og indimellem snak på spansk/portugisisk/engelsk. Øjnene er trætte efter dagens tur på Venice Beach med sol, vind og vand.
Vi var ude og opleve Hollywood by night i går, hvilket var en stor succes. Dog er Jens og jeg enige om at de steder vi var ikke var særlig hollywoodagtige. Men fine dog. Og vi fik danset. Dog slutter byturen hurtigt i USA for kl. 2 lukker alle klubber - har vi fået at vide... Det ligger jo nærmest op til et afterparty, hvilket vi var nogle der var for trætte til.
I formiddags startede vi på vores bileftersøgning og tog derefter på stranden for at møde de andre couhsurfere som er her nu (6 sydamerikanere) og roommates. På vores gade var lørdagsaktiviterne i gang: bilvask og havevanding.
Det er slet ikke så ringe at bo 1/2 time fra stranden i bus... Der var mange mennesker og fjollede butikker og gøglere; store bølger, surfere og mennesker; palmer og sol og lørdagsstemning. Nu er vi trætte. Vi fortsætter biljagten i morgen. I dag så vi på en Mazda MX3 fra 1994 som vi ikke skal ha'! Men det var da en oplevelse at se de huse som indbyggerne i Venice bor i. Aftenes planer er ikke fastlagt - vores vært Raphael har uanede mængder energi; noget vi andre slet ikke kan hamle op med. Vi har alt for travl med at opleve!

Hollywoodyalicious

2008-07-25T18:45:00.002-06:00

Jens fortæller:

Vi (Kira og jeg) på vores altan og hører mødre skælde ud på spansk, vejret er, og har hele tiden været varmt. Vi bor på en stille vej i et ghettoagtigt, men rigtig dejligt område, kaldet Culver City. LA's størrelse er så småt begyndt at gå op for os, og det lader til at alle andre hvide (minus hjemløse, sindssyge og tiggere) kører rundt i bil. Vi tager bussen sammen med turister og andre uden bil. Vi er indkvarteret hos Raphael, en fyr sidst i tyverne i hans "LA Party Central", hvilket, har det vist sig, ikke er nogen overdrivelse. Her bor ca. 8 mennesker. Sasha og Marina fra Moldova (Faktisk Trans-Gniestr), Ivan fra Ungarn, Lorenzo fra Peru, Sidharta fra Indien, Ben(jamin) fra Tyskland, Raphael fra Spanien, Elizabeth ligeledes fra Spanien, plus os. Der kommer vist 3 mere fra Sydamerika iaften. En del bor her semi-permanent og går på arbejde når de ikke fester. Friske Jens bød på Svendborg Akvavit (købt af Kira) første aften og fik derfor lov til sammen med Ben at kaste op igår morges. Dejligt, så har man prøvet det.

Kira fortsætter: Vi ankom ved 8-tiden onsdag aften, efter en 17-18 timer lang rejse og 9 timers tidsforskel. Vi var begge dødtrætte og da vi fik kontakt med Raphael bad han os tage en taxa - og mente at der ikke var særlig langt. Det var LA-forstand. Vi kom dog frem til den rette adresse. Meget uvirkeligt endelig at være fremme.

Jetlagged som vi var, kunne vi ikke sove og festede i stedet indtil kl. ca. 2, dvs. 11 formiddag dansk tid...

Vores første dag i USA brugte vi i Downtown, mellem skyskabere i forretningsdistriktet, i det historiske område med gamle spanske bygninger og nyere spansk-udseende huse bygget til ære for turister, på grænsen til chinatown - hele tiden mest sammen med mexikanere...

I dag har vi været i Hollywood - sammen med de andre turister! Vi har vandret op af Hollywood Blvd. og ned ad Sunset Blvd., set Mickey Mouse og Captain Sparrow (Pirates of the Carraibbean), en negerslangetæmmer, taget billeder foran Hollywood-skiltet (som er meeeeeget langt væk) og flippet over Walk of fame sammen med teenagepigerne! Og på trods af den overfladiske og meget falske stemning i området var det virkelig underholdende. Ikke mindst at se på de andre turister...

Vi nåede lige akkurat ud af indkørslen inden vores digitalkamera løb tør for strøm - vi ved i venter i spænding på billeder - de ligger på et engangskamera, så i må vente tålmodigt. Vi var nok de eneste turister i dag med et engangskamera...

I aften er det planen at se området fra et party-perspektiv, hvilket helt sikkert er en del anderledes at dømme efter barenes tillukkede facader og den dresscode vi har fået indtryk af hersker i klubmiljøet (læs: vi er nok lidt for meget hippier til at gå på de smarte klubber... tsk, har ikke guld nok!).

I morgen er det planen at vi skal forsøge at købe en bil, som vi kan have resten af vores tid her i USA. Den skal gerne være billig og samtidig til at stole på - en svær kombination... Vores vært Raphael siger at han vil hjælpe os.

Mørket har sænket sig over altanen - solen er ved at gå ned bag palmerne på Cadillac Avenue. På gaden spiller en bil techno-blip-blop og fra moldovernes værelse lyder russisk house. Det er tid til at vaske dagens sorte støv af sig og tage varmere tøj på efter dagens overophedning.

Rejsens indledende faser

2008-06-27T13:18:00.005-06:00

Solen skinner over de gule og udtørrede vestsjællandske marker. Jeg er hos mine forældre og den danske sommer er over os. Skiftevis tør, regnfuld, blæsende og mild, men altid dejlig på sin helt specielle måde, som kun danske somre kan være det.
Jeg er på besøg for at få rydtet lidt ud i de mange kasser som mine forældres stald rummer, og hvis indhold delvist er mit. Maja og jeg har arbejdet og moret os med indholdet i 2 dage nu, og det er sørme lykkedes os at få frigjort en hel del plads hvor mine og Jens' flyttekasser kan stå. Der står allerede et par hjemme i lejligheden; fyldt med de skolebøger og kompendier jeg ikke regner med at få brug for de næste 6 måneder. De er under alle omstændigheder for tunge og omfangsrige til at jeg kan tage dem med.
Besøgets andet formål er at være sammen med Maja og Erling - en slags samvær på forskud, fordi vi ved at der kommer til at gå temmelig længe før vi igen skal grille på terassen. Det er rigtig hyggeligt og rart at være hjemme; om dagen kikker vi på gamle sager og snakker, om natten sover jeg i skurvognen og lytter til regnens trommen på taget, fuglenes syngen og ser på den lyse nat. Indimellem må jeg huske at ringe til forsikringsselskabet, det internationale kontor, lægen og mange andre, for at få styr på alt det formelle inden vi rejser. På den måde er denne nu den sidste af de indledende faser. Den første var i sidste sommerferie hvor vi overvejede hvor og hvordan og hvorledes, den næste var da vi udvalgte hvor vi ville søge, derefter kom ventetiden efter vi havde søgt (2 meget lange måneder) - så kom svaret og vi kunne begynde at tro på at det ville blive til noget. Ansøgningen til det amerikanske universitet sendte vi i januar og først i sidste uge fik vi endelig besked om at vi var optaget - ikke at der var nogen tvivl om at vi ville blive det, men alligevel meget rart at se det sort på hvidt. Ikke mindst fordi det var nødvendigt for at vi kunne begynde at søge visum (endnu en af de formalia som skal ordnes...). Først nu er vi ved at være ved den sidste indledende fase hvor lejligheden pakkes ned, sommerkjolen udvælges og bloggen oprettes. Først nu er det ved at være virkelighed at vi skal ud i verden. Men der kommer helt sikkert flere indledende faser inden vores afrejse.
Denne blog er til for at fortælle om de mange oplevelser, faser, overraskelser, skuffelser med mere, som vi helt sikkert kommer til at opleve under vores amerikanske eventyr. Vi glæder os!