søndag den 15. februar 2009

Hjemme i Danmark

Udenfor ligger sneen og kulden bider. Indenfor sidder vi ved hver vores computer, med uldne sweatre, varme sokker og varm te og kaffe. Vi har snart været hjemme i 2 uger og er så småt ved at have vænnet os til det københavns liv med cykel, universitet, mørke aftner, venindemiddage, forsinkede julefrokoster, fredagsbare og begyndende ba stress. Det er rart at være hjemme i de velkendte rammer. Vi flyttede ind i vores gamle lejlighed d. 1. feb og er glade for igen at have vores eget sted. Vi havde strukket den til det alleryderste for at få mest ud af ferien, og det kunne godt mærkes, da vi begge skulle på universitetet allerede 4 dage efter vores lange hjemrejse. Især Jens sværger aldrig mere at gøre det! Jeg var blevet godt og grundigt mave-syg mens vi var i Mexico, og jeg kom mig først over det flere dage efter. Så alt i alt, en fantastisk rejse hvor vi var rigtig, rigtig klar til at komme hjem. Hjem til rugbrød, ostemadder m. sennep, leverpostej m. rødbede og rent vand i hanen. Og ikke mindst familierne. 

Ingen kommentarer: