Hjemme i Danmark

Udenfor ligger sneen og kulden bider. Indenfor sidder vi ved hver vores computer, med uldne sweatre, varme sokker og varm te og kaffe. Vi har snart været hjemme i 2 uger og er så småt ved at have vænnet os til det københavns liv med cykel, universitet, mørke aftner, venindemiddage, forsinkede julefrokoster, fredagsbare og begyndende ba stress. Det er rart at være hjemme i de velkendte rammer. Vi flyttede ind i vores gamle lejlighed d. 1. feb og er glade for igen at have vores eget sted. Vi havde strukket den til det alleryderste for at få mest ud af ferien, og det kunne godt mærkes, da vi begge skulle på universitetet allerede 4 dage efter vores lange hjemrejse. Især Jens sværger aldrig mere at gøre det! Jeg var blevet godt og grundigt mave-syg mens vi var i Mexico, og jeg kom mig først over det flere dage efter. Så alt i alt, en fantastisk rejse hvor vi var rigtig, rigtig klar til at komme hjem. Hjem til rugbrød, ostemadder m. sennep, leverpostej m. rødbede og rent vand i hanen. Og ikke mindst familierne. 

Regnvejr i Mexico

Rejsen til Mexico gik uden problemer, og fra lufthavenen ræsede vi direkte med en lille shuttle til Puerto Juarez, hvorfra der går en færge til Isla Mujeres - oversat til dansk: kvindernes ø. Det vi så af Cancun var ganske utiltrækkende. Store luksushoteller og kædeforretninger. Det er sikkert meget sjov, men vi valgte altså at tage den 20 min lange færgetur over til øen, som er mere uspoleret - i vores øjne altså! Vi boede på et hyggeligt lille hostel - Poc-na - som havde deres egen lille strandbar og et hyggeligt palmeoverdækket opholdsområde. Vi sov på sovesal, så ingen luksus der. Vi brugte 2 dage på øen, lejede cykler som vi kørte fra nordspidsen og til sydspidsen på (øen er ca. 7-8 km lang), badede i det turkise vand på trods af overskyet og blæsende vejr - og så dansede vi og drak tropiske drinks om aftenen. En god start på Mexico, på en ø som helt sikkert er paradis hvis solen skinner. I regnvejr besluttede vi os for at sende et par kasser med ting hjem til Danmark, for at lette vores rejsebyrde, og tage færgen ind til Cancun igen. Med taxa direkte til busstationen og ombord på en bus - på fyn ville man nok kalde den her slags en rutebil: den stoppede mange steder... - med kurs mod Tulum længere nede langs kysten. Her er vi nu. På et hostel som også har hængekøjer og sovesale (det er umuligt at få et dobbeltværelse...). Det er ikke helt ligeså hyggeligt som på Isla Mujeres, men det skyldes også at byen Tulum ligger ca. 2 km fra vandet. Hvilket er uforståeligt for mig. 

Jens er blevet lidt syg, så han ligger og tager en lur. Hostellet har en shuttle ud til stranden, så måske tager jeg derud for at tjekke standarden ud! I morgen skulle solen komme frem fra skyerne, så vi håber at Jens hurtigt bliver rask. Der er både ruiner på stranden og i nærområdet, så dem håber vi at kikke lidt på. Og så er der nogle huler man kan dykke/snorkle i - det vil jeg vældig gerne!

Farvel til USA og Goddag til Mexico

Vi er i Memphis, rygsækkene og kufferten står parate - om bare 7 timer forlader vi USA. Vi skal flyve kl. 6 i morgen tidlig, så vi forsøger at få lidt søvn inden da. 

Vores 3 dage her i Memphis har mest væretkoncentrert om at få vores bil solgt, og i morges lykkedes det endelig. Vi ville gerne have haft mere for den, men da en dame stod med $600 i hånden og ville købe, så slog vi til.

Så ligesom vores første tid i USA startede med bus som transportmiddel, så sluttede den på samme måde. Ligesom i LA var vi de eneste hvide mennesker med bussen. Denne gang var det bare kun sorte udover os, i modsætning til Mexicanere i LA.

Det har været spændende at besøge syden, fordi det virkelig er et helt andet USA. Vi har set slum og fattigdom som jeg knap havde forestillet mig fandes. Vi har set masser af Mississippi-flod, kørt igennem småbyer med fine gamle antabellum huse og andre der knap havde et murstenshus. I Natzhes så vi et bitte lille museum om African American Culture - sørgeligt nok et meget fattigt museum, siger noget om de forhold der stadig hersker?! - og var til glo-brand. I Vicksburg havde de et fantastisk Coca-Cola museum - her blev drikken første gang hældt på flasker - og en fin, grøn civil war slagmark! Her i Memphis har vi set det noget bedre udstyrede Civil Rights National Museum, som er placeret i det selv samme hus, hvor Martin Luther King blev myrdet. Vi har også mærket historiens vingesus på Sun Studio, hvor alle de store har indspillet deres plader. Og ja, vi har sunget i den samme mikrofon som Elvis! Graceland nåede vi desværre kun at se fra ydersiden, men souvenirbutikkerne var underholdende! Og så fik vi til gengæld set bussen fra indersiden - inkl. dens sorte og ofte meget tykke passagere.

Man kan virkelig mærke hvordan vi er kommet til et andet Amerika. Og jeg fatter selvfølgelig ikke et hak af hvad de siger...

Mexico venter forude. Vi lander kl. 14 og vil forsøge at komme ud af Cancun samme dag. Det kommer selvfølgelig lidt an på hvor trætte vi er kontra hvor meget sandstranden trækker.

Naturens Kræfter og da Jens blev lidt mere Mand

At i ikke har hørt fra os siden jul er ikke ensbetydende med at vi har ligget på den lade side. Tværtimod. Inden vi kørte fra Colorado tog vi en tur ud og køre med damplokokotiv. Destinationen var Rockwood - en flække i naturskønne omgivelser. Det var nu ikke så meget målet som det var midlet der var vigtigt i denne forbindelse. Meget fint, gammelt tog. Det kostede i øvrigt kassen, men når vi nu ikke rigtig havde været i stand til at gøre andet i Durango pga. sne - og vi ikke synes vi havde råd til at leje ski og købe liftkort - så retfærdiggjorde vi det snildt. Det sker desværre lidt for tit...

Turen startede i barskt vejr og det sneede meget af veje. Toget kæmpede sig op ad bakkerne, men da vi kom i nærheden af den smukkeste "gorge" klarede det op og solen skinnede på den hvide sne som dækkede landskabet. Alle græntræer og bjergene stod og glimtede, og mens toget holdt stille kunne vi kikke ned på en lille flod der løb i kløften under os. Det var helt utrolig smukt og en fantastisk oplevelse. 

Den næste morgen da vi så skulle UD af Clorado viste det sig at være koldt. Meget koldt. Sådan ca. 8 minusgrader. Hele bilen var godt frosset til og ville ikke blive varm. Vi gav pokker i det og kradsede et kikhul i rimfrosten og afsted var det. Indtil bilen pludselig sagde PUFFFFF og dampede brunt og ækelt lugtende fra køleren. Ud kom vi i en vældig fart og ved nærmere inspektion viste det sig heldigvis at det "bare" var en af kølersystemets slanger de var EKSPLODERET med et BRAG, fordi vi jo havde kølersystems-problemer i ørkenen i sommers og havde vi hældt masser af vand i. Det fryser jo, modsat kølervæske  til is, og der stod vi så. På en lørdag lige efter jul. Heldigvis skete det hele på en vej med et par mekanikere. Efter et par forsøg, hvor jeg fik at vide, at vi jo kunne leje et hotelværelse og stå på ski i weekenden - og så komme igen på mandag - fandt jeg endelig en butik der solgte reservedele. Fyren var villig til at hjælpe os med at finde de rigtige dele og låne os værktøj så vi kunne udskifte slangen selv. Og så var det ellers op med ærmerne. Det skal siges at hverken Jens eller jeg har repareret nogetsomhelst på en bil før. Jeg agerede assisten og Jens blev lidt mere Mand. Først briller og nu dette! Efter ca. 1 1/2 time var vi kørende igen. Begge meget stolte.

Solen skinnede atter, frosten på vores ruder var smeltet og turen ud af Colorado var smuk og hvid. Desværre gjorde al sneen at vores planlagte besøg i Mesa Verde umuligt. Vi var temmelig skuffede, men der var intet at gøre. Dagen før var nogen kørt galt i deres Hummer, så vi besluttede os straks for ikke at forsøge.

New Mexico var ikke kedelig, men heller ikke særlig spændende. De havde nogle fine lyserøde bjerge, og frokosten på Furr's Family Diner i Gallup var en oplevelse. Mens vi stod i kø til at få langet roastbeef og kartoffelmos med brun sovs over disken opdagede vi pludselig at vi var de eneste angloer til stede. Alle andre var indianere. Gallup ligger lige udenfor Navajo Nation, og det er åbenbart her man tager hen for at spise lørdagsmiddag med familien. Kvinderne havde deres fine turkissmykker på og så kunne jeg ellers side der med øjne på stilke. 

Vi sov på et faldefærdigt motel i Roswell, som er kendt deres ufoer og aliens. Der er mange der mener at en ufo styrtede ned engang i 1940'erne, men staten holder på at det var en vejrballon - eller en måske noget andet. I hvertfald bare ikke en ufo. Museet er fantastisk - bagefter kan man næsten ikke lade være med at tro på aliens - men ellers er byen et hul. 

Området mellem New Mexico og Texas er steppe og ørken, indimellem ligger der en spøgelsesby med faldefærdige huse og en benzintank der engang var åben. Langs vejen står små oliepumper, som rytmisk og stilfærdigt gør det forunderligt at USA har behov for Irak.

Jens blev lidt mere voksen, da vi blev stoppet af politiet, fordi han kørte 14 miles for stærkt på disse absolut øde veje. Denne gang kostede det desværre $165.

I Austin couchsurfede vi hos Elizabeth, som boede i et hovedsageligt afrikansk amerikansk område. Selvfølgelig hed den store vej Martin Luther King. Vi travede rundt en hel dag og kunne godt lide byen. Vi var inde og se deres statsbygning - det er en af den slags med rund kupel og det hele. Meget imponerende og særlig interessant fordi Texas var selvstændigt i en kort årrække. Og så er de temmelig nationalistiske - der står Texas overalt; i marmoret på gulvet, i dørbeslagene, de frostede ruder, ja selv i lysekronerne står det skrevet med lys. Og så er deres "motto" Don't Mess With Texas!

Derudover er Austin meget hip, har mange barer og deres eget lille kvarter med genbrugsbutikker og andre sjove sager. Og så er den kendt for dens livemusik. Vi gik selvfølgelig ud for at høre noget og få en øl, og fik også en fantastik middag hvor ønsket om store texanske bøffer blev opfyldt! 

Fra Austin kørte vi til Baton Rouge i Louisiana. På landevejen til Houston så vi et stykke traditionelt Texas med gårde og marker. Landskabet lignede mest af alt Danmark; fladt og grøn/brunt med træer. Men vi så nok det mest ægte Texas på en pølsefabrik hvor vi spiste frokost og på en Shell tankstation, hvor der hang billeder af præmiegrise og countrysangere. Fabrikken og dens tilhørende spisesals slogan var; "Nothing Says I Love You Like Sausage". Maden var virkelig god og kunderne var heller ikke værst at se på. 

Sid, som vi var vært for i København i sommers, og Deepti, hans kæreste, tog imod os i Baton Rouge. D. 31. tog vi til New Orleans (også kaldet NOLA) for at fejre nytår. Byen var fyldt til bristepunktet med folk - at der skulle være en stor fodboldkamp mellem Utah og Alabama d. 3. gjorde det vist endnu mere extremt. Vi dalrede rundt i det gamle franske kvarter. I NOLA er det tilladt at drikke på gaden - modsat næste alle andre byer i USA. Flere gader var spærret af og byen var en stor fest. Vi startede med drinks, spiste lækker middag og fortsatte så med flere drinks. Kl. 12 så vi en fleur de lis falde og pludselig var det 2009. Godt nytår til alle!

God, god fest. Næste dag var vi meget trætte. 1. januar som den nu plejer at være, bare med den forskel at vi lavede danske frikadeller til aftensmad!

De sidste par dage har vi været i NOLA og har surfet hos Darryl, som stadig er ved at genopbygge sit hus efter at Katrina oversvømmede hele den underste etage. Området som han bor i var et af de der blev hårdest ramt og når man færdes i byen kan man godt se at mange af husene trænger til en kærlig hånd. Særligt slemt stod det til i de områder vi kørte igennem langs med Mississippi-floden på vej ned til New Orleans. Det var dog ikke til at sige og det var pgs. oversvømmelser eller generel fattigdom. Det var ikke den slags steder hvor man stopper for at fotografere. Dog stoppede vi ved den gamle plantage Oak Alley, som er fin og giver en god fornemmelse af stemningen, men som alligevel skuffede. For når man betaler for en guided tur, så forventer man jo at det man ser så er ægte. Men intet af det originale er bevaret, så de har bare fundet nogle gamle sager der kan fylde rummene ud. 

Helt anderledes spændende var det at se Laura Plantation i dag på vej tilbage igen. Her er slaveboligerne bevaret - og de var beboet indtil i 1970'erne af gæstearbejdere!!! - og selve hovedhuset har tydeligvis historie. Plantagen var ejet af en creolfamilie af fransk afstamning, så det betød ikke kun at farverne var skarpere, men også at slaverne blev behandlet på katolsk manér, hvilket trods alt gav dem bedre kår.

Nåmen, I New Orleans regnede det såmen. Og det regnede meget. Så meget, at mens vi var ude og more os med mad og musik, fik vi 12 cm vand i timen. I TIMEN! Da vi kom tilbage til huset opdagede vi at Maxima var blevet oversvømmet nedefra. Altså igennem gulvet formodentlig. Heldigvis havde Darryl udstyret i orden, so vi kunne støvsuge 4 liter vand op fra gulvtæpperne og montere en affugter i bilen natten over. En hel pose med skolepapirer og andre papirer blev gennemblødte, men computere og andre sager var heldigvis ikke på gulvet. Bagagerummet lå heldigvis for højt. Meget, meget, meget irreterrende, men en effektiv måde at skille sig af med ting. Der røg en hel plastiksæk. Vi kalder hende for Bettina, fordi det rimer lidt på Katrina og Maxima. Naturen er magtfuld. Både når den bliver koldt og når den blir våd.

Maxima er næsten blevet tør igen, men lugter stadig lidt funky.

NOLA har alle de historiske bygninger som alle andre byer savner. Det er en god by at vandre rundt i, har store træer, gamle kirkegårde, smukke træhuse, fancy butikker, skumle barer og masser af musik. Og så er cajun mad virkelig lækker!

Nu er vi tilbage i Baton Rouge i Sids stue. Vi bliver her en dag til og ser sumpen som er allestedsnærværende. Bagefter går turen op langs floden og slutter i Memphis, hvor vi har købt flybilletter fra. D. 13 flyver vi til Cancun.