Glædelig Jul

Nicole, Jason og Bob ser basketball på tv (størrelse hjemme-biograf), Jens læser politiken.dk og jeg sidder med fødderne oppe og drikker varm kakao med marshmellows, mens jeg prøver at finde ud af om vi kommer til at sne inde. Det tror jeg ikke vi gør.

Udenfor sner det på anden dagen og meterlange istapper hænger ned fra tagudhænget. Indenfor er her lunt og det lille juletræ med lyserøde glaskugler og rød/hvide slikstokke står og stråler henne i hjørnet. Glædelig Jul fra Durango, Colorado.

Vi ankom sent d. 23 after en lang køretur genem Navajo Nation og et besøg ved Monument Valley. Vi var nær ikke kommet ud af Flagstaff d. 22. De var så hyggeligt da det begyndte sne, men ikke lige så hyggeligt da det tog os 2 timer at komme ud af byen pga. et tykt lag grødagtig sne som dækkede alle veje. Vi holdt i bilkø, havde svært ved at starte, stoppe og styre. Meget skræmmende - særligt fordi mange biler skred rundt og det var tydeligt at folk ikke helt havde styr på situationen. Det lykkedes os at komme nordpå af highway 89 i listetempo og pludselig var der ingen sne at se. Vi var lettede over at være ude af sne-kaoset og vi holdt ind ved Cameron Tradingpost hvor vi spiste Navajo Stew og Navajo Taco (!) inden vi krøb i vores bløde motelseng. Lillejuleaften var vi på museum i byen Kayenta. På Burger King! Det er en lille flække med et par moteller, supermarked og en benzintank. Og så en Burger King-udstilling om Navajo Codetalkers. En deling bestående af Navajo indianere som blev udstationeret under anden verdenskrig. Koden (Navajo) blev aldrig brudt og det var først i 1960'erne at hemmeligheden blev lækket.

Monument Valley var helt fantastisk imponerende. Meget store sten - og så med sne på.

Vi stødte først på snevejr lige inden vores destination, og så længe vi tog det stille og roligt klarede vi den - selv med sommerdæk...

Durango er hyggelig. Der er bjerge og sne og et damplokomotiv. Den er også meget lille.

Vi bor hos to parret Nicole og Jason som vi har fundet over Couchsurfing. Det var meningen at vi skulle sove på sofaen, men værelseskammeraten er hjemme på juleferie, så vi har fået hende værelse og dobbelt seng. Luksus! De er af forskellige grunde ikke sammen med familie her til jul, og vi er utrolig glade for at have nogen at fejre det med. Et billigt motelværelse ville alligevel have været for deprimerende.

Juleaften tog vi ud for at købe ind til dansk julemiddag. Hverken flæskesteg eller and (som ikke skulle tø op i 3 dage) var til at opdrive, så vi fik amerikansk rosmarinmarineret svinesteg. Ligeså godt som flæskesteg - efter min mening. Det stod værterne for. Dertil lavede vi rødkål, waldorfsalat, brunede kartofler, grønne bønner og semi-brun sovs. Fantastisk! Vores værter var meget imponerede - med god grund! Vi åbnede de få pakker der var under træet (Jens og jeg gav ikke hinanden nogen - roadtrippet er julegaven) og tog ned i byen inden vejene sneede for meget til. Vi tog på pool-hall hvor vi spillede pool og shuffleboard og drak øl. Og kikkede på mennesker. Man kan godt se at vi er kommet til skovhuggerland. Det virker som om at alle mænd her enten har skovmandsskjorte, vinterstøvler, cowboyhat og overskæg eller er snowboardere. 

Jens og jeg spillede skydevideospil og blev nr. 102 og 103 (der var ingen 104)! Kl. 2 kørte vi op ad bakken og faldt om i vores respektive senge. 

I dag har vi taget det stille og roligt, spist lækker brunch og været ude og lege med sne/kælke. Vi har virkelig fået hvid jul. Det ser så kønt ud! Og det er sjov at tumle i. 

I aften skal vi ha rester og skinke. Bob er kok, så han skal kokkerere kartoffelmos til os. Han har også inviteret os til at komme ned og spise på hans restaurant i morgen aften - uden beregning for maden. Det kan man jo ikke sige nej til!

Og så har lejlighedskomplekset her en jacuzzi som vi vist skal prøve senere. Med champagne i køleskabet skal man ikke frygte en smule sne!

Heldigvis viser vejrudsigten at lørdag, hvor det er meningen at vi skal køre videre, bliver solrig og uden sne. I morgen skulle det dog sne ligeså meget som i dag. Og sådan gik det til at det blev jul i USA.

På nye eventyr

Vi har sagt farvel til Tucson og er begyndt vores nye eventyr her i USA. Vi sluttede af med et brag af en bytur i Tucson, først på Hotel Congress hvor vi fik danset og drukket drinks/øl, derefter på den legendariske bar Meet Rack, som ejes af en exentrisk mand med hvidt fuldskæg, som kalder sig selv God, og tilbyder at brande (altså brændemærke) folk mod livslang rabat. Det var en helt, helt fantastisk underholdende oplevelse. Pigerne i baren var også nogle typer - mavebluse og tatoveringer af God! Vi sørgede for at få hele oplevelsen med, fuldt ud. Inkl. at den guidede tour, som God giver gennem barens underligt dekorerede rum, og at købe et kondom fra kondommaskinen på toilettet, hvilket udløser en klokke og lysshow i baren. Fantastisk. Men excl. brændemærkningen dog.

I dag spiste vi tømmermænds-brunch med Kasia, Jessica, Bethiah og Lisa inden det var tid til at sige farvel. Det var lidt sørgeligt og jeg fældede en tåre. Selvom vi måske ses igen, så kommer det aldrig til at blive i den samme konstallation som nu.  

Jens bestod køreprøven i andet forsøg i lørdags - HURRA - og er nu officielt codriver. Han har kørt hele vejen fra Tucson til Flagstaff i dag, og jeg har nydt at være passagere og have det privilegie at kunne tage en lur.

Flagstaff er kun 5 timers kørsel fra Tucson, men alt er anderledes. Her er sne! Jeg jublede højt da vi så det på vejen herop. Her er meget sne! Det er så fint og julet. Og her er koldt. Dejligt koldt! Det er underligt pludselig at se folk med vinterstøvler og -jakker. I Tucson går folk stadig i t-shirt og klipklappere når solen skinner. Hele Arizona har temmelig meget falsk-gran-julepynt og cheesy lysinstallationer af snemænd (forestil jer dem ved siden af kaktusserne...), men det virker altså bare bedre sammen med sne. Her er 100 gange mere julet end alle andre steder vi har været i december. Det er dejligt endelig at komme i instant julehumør 3 dage før jul!

I morgen skal vi se lidt på Flagstaff og besøge deres museum. Derefter skal vi mere nordpå til Durango, hvor vi har en juleaften aftale med et par lokale studerende. Vi har lovet at lave noget dansk julemad - here comes... brunede kartofler... og Jens er fast besluttet på flæskesteg, selvom jeg selvfølgelig mener at and ville være mere repræsentativt... 

Durango er også et skisportssted, så vi håber på at kunne stå lidt på ski også. Og køre med damplokomotiv. Vi er begge enige om at det var en god ide at tage til koldere egne. Vi skandinavere er afgjort miljøskadede! Og det ser ud til, at de har rimelig godt styr på det med snerydningen, så indtil videre ingen problemer på den front.

Efter Durango er planen at pløje os ned gennem New Mexico, stoppe kort i Rosswell, som er kendt for sine aliens!, og derefter bruge et par dage i Austin, Texas. Derfra går turen til Baton Rouge, Louisiana, hvor vi skal besøge en couchsurfing-ven. Planen er at holde nytår i New Orleans. Jeg tror det bliver vildt. Her stopper planerne. Måske Mississippi eller Alabama.

Nu vil jeg krybe ned under den gyldne konvelut-dyne i vores historiske hotelværelse. Nede for enden af gaden ligger den gamle route 66 og toget kører forbi med korte mellemrum og tutter. Det gør ikke spor.

Mission fuldført

1 semester ved University of Arizona fuldført. Jens og jeg har begge haft alle vores final exams (tror nok at Jens stadig mangler en 2 siders opgave) og har dermed officielt juleferie. Hurra for det! Jeg synes godtnok at det var temmelig hårdt at skulle have to eksamner på samme dag, med kun 1 1/2 times mellemrum, men da det var overstået var jeg meget godt tilfreds med at det var overstået. Vi havde sidste undervisning i onsdags og jeg tror nok det er meningen at man så skal gå i gang med at læse til eksamen, men det var lidt svært at tage sig sammen. Mantraet lød; jeg skal jo bare bestå. Hjemme på KU ved de ikke om vi får et A eller D, bare der står pass. Derfor kom vi til at slappe lidt af om torsdagen og fredagen gik med besøg på det berømte Desert Museum udenfor byen. Weekenden skulle jo fejres med en lille tur i byen, så lørdag var vi trætte. Og lige da jeg havde taget bøgerne frem ringede Bethiah og foreslog film og popkorn - det kan man jo ikke afslå. Vi toppede aftenen med ægte hjemmebagte Luciaboller. Uhm! Søndag skulle vi liiiige ned og kikke på 4th Ave Street Fair, som havde virkelig mange fine boder og lækker mad, inden jeg endelig fik taget hul på læsningen sent på eftermiddagen. Så var der kun mandag tilbage, så jeg vil give mig selv ros for mit aflappede forhold til eksamen denne gang. Jeg tror ovenikøbet at det gik ok. 

Som Bethiah udtrykte det, så er det lidt ligesom når man har glædet sig rigtig meget til at komme på stranden, og når man så endelig kommer derud, så er man lidt bange for at stikke foden i vandet, for hvad nu hvis det er koldt. Man tør ikke rigtig tro på det. Men det er rigtig nok at vi har juleferie, og at udvekslingsopholdets faglige del nu er slut. 

Desværre er det nu også ved at gå op for mig, at det faktum at vi forlader Tucson også betyder at vi forlader de mennesker vi har lært at kende her, og at sansynligheden for at vi nogensinde kommer tilbage hertil er utrolig lille. 

Det er underligt at skulle ligge en del af sit liv bag sig, også rent fysisk. På søndag sætter vi os ind i Maxima, og når vi kører ud af Tucson er det nok for sidste gang. Det er en underlig fornemmelse. 

Jeg håber bare at de piger jeg har mødt her, kunne tænke sig at komme til Danmark på besøg. Jeg ved at der nok er nogen af dem der vil have mulighed for det, men også at andre nok ikke vil. Heldigvis har jeg en klar fornemmelse af, at Bethiah og Kasia i det mindste kommer så tæt på som Tyskland indenfor den nærmeste fremtid. Og afstande har fået en anden betydning efter opholdet her. 

På min første fridag har jeg pakket vores studio sammen og læsset det hele ind i gæsteværelset i den anden ende af huset. Det tager længere tid end man lige tror. Vi har nok også fået anskaffet os mere end vi lige troede. I overmorgen flytter der en ny ind, derfor denne midlertidige løsning. Jeg har også hjulpet Bethiah med at flytte nogle af hendes ting ud til hendes nye midlertidige værelse. Og været ude og shoppe lidt. En god første fridag. 

Anden fridag skal bruges på tøsetur til drypstenshuler (!!!) 1 times kørsel herfra, tøsedag og internationalt sammeskudsgilde, hvor jeg vil bidrage med rugbrød og noget andet tryllet ud af resten af indholdet af vores nu tømte køkkenskabe. Jeg er glæder mig meget til det hele!

Der er også en del logistiske ting vi skal tage os af. Desværre ser det ikke for godt ud mht. at få bilens papirer i orden (lorte-beurokrati/bilsælger), så vi må nok prøve at sælge den uden. Vi håber selvfølgelig at det vil lykkes os at få bare nogle af de penge tilbage som vi selv har givet. Dog vil jeg sige, at på trods af alle de mange papirproblemer vi har haft, så ville jeg anbefale ALLE at gøre det. Livet i USA (ihvertfald i denne ende) er ikke let uden bil. Den giver os så mange muligheder og oplevelser, som vi ellers ikke ville have haft eller fået. 

En anden logistisk ting er, at Jens skal tage sit kørekort. Jeg har undervist ham de sidste par måneder og han er efterhånden blevet rigtig god. Men det må han hellere selv blære sig med på et tidspunkt!

Cyklerne skal sælges, skolepapirer skal underskrives og skolebøger skal sælges tilbage til boghandlen. 

Derefter går turen mod nord, sne og bjerge. Jul i Durango, Colorado, er planen. Nu må vi se hvor meget sne der ligger på vejene og hvordan Californske dæk klarer det! Eventyret venter.

Semestret lakker mod enden

Her kommer en lille update, men ikke nogen roman, for jeg skal tidligt op i morgen, for at have mine allersidste timer i 3 af mine fag.

Som i nok kan regne ud er semestret ved at være ovre. Skolen slutter officielt på onsdag, og det fornægter sig ikke; klasseværelserne er mere end halvtomme. Modsat derhjemme, hvor vi pines julen over, og derefer går til eksamen i Januar, så har man her alle sine eksamner inden jul. Det vil sige, at torsdag er læsedag - også kaldet Death Day blandt nogle - og fredag starter eksamnerne. Men det betyder på den anden side ikke, at man ikke kan have eksamen før denne dag. Jeg har feks. allerede været til eksamen i mit Race and Ethnicity fag. Da jeg er så heldig, at Photojournalism ikke har en final, men en final portfolio, betyder det, at jeg kun har 2 eksamner tilbage. De ligger til gengæld på den samme dag. Skønt. Så er det overstået! Jeg har en smule svært ved at samle koncentration til at tænke på eksamnerne. Er rent mentalt ved at afslutte opholdet, og ved at jeg bare skal bestå mine fag. Hvorvidt jeg får A eller D kommer aldrig til at fremgå nogen steder. Men amerikanerne er nødt til at gå vældig op i det - hvis deres GPA (Grade Point Average) ikke er højt nok når de er færdige, kan de måske ikke blive optaget på den Grad School de gerne vil ind på. Her er BA og MA meget skarpt adskildt, og ikke som i Danmark hvor ansøgningen om at fortsætte på kandidaten vist nærmest er pro forma.

Jens har 2 eksamner tilbage og 2 take homes (opgaver som skrives hjemme).

Nåmen, forrige weekend var det jo Thanksgiving, og siden vi ikke føler os forpligtede til at takke indianerne ved at spise kalkun, valgte vi at pakke Maxima og køre til Bahia de Kino i Mexico. Det var meningen at vi ville have været fortsat til San Carlos lidt længere nede af kysten, men af flere grunde valgte vi at blive. En af grundene var, at der var rigtig dejligt. Vi ankom i styrtende regnvejr - det første regn man havde set i 6 år! - og idet vi kørte ind i den lillebitte landsby gik al strømmen. AL strømmen. Det gør alting meget, meget mørkt og det at finde et hotelværelse en del mere besværligt. Det lykkedes os ikke desto mindre at finde den fineste havudsigt med tilhørende bølge-rul. Vi fandt den nærmeste restaurant med stearinlys, og fik dejlig fisk mens regnen silede ned, og næsten ikke igennem palmetaget. Heldigvis kom strømmen først tilbage lige inden vi skulle til at gå, for stearinglysets skær gjorde alting meget hyggeligere end neonlys. Vi var nemlig også taget til Kino for at fejre vores årsdag, så romantikken blev budt velkommen!

På restauranten mødte vi en amerikansk/colombiansk familie som synes at vi snakkede så sjovt, at de måtte vide hvor vi var fra. Og så var de så søde at invitere os til Thankgiving middag den følgende dag. 

Torsdag blev brugt på afslapning i solen på den private altan og lidt sightseeing, inden det stod på traditionel amerikansk middag kl. 15. Jeg havde godtnok aldrig i den vildeste fantasi forestillet mig, at vi skulle tage til Mexico og komme til Amerikansk middag. Det var sjov og hyggeligt, men meget underligt at spise julet mad når det var så varmt udenfor.

Næste dag var det meningen at vi skulle ud og fiske med en fyr fra Thanksgivingmiddagen. Vi stod op inden solopgang, for der bider fiskene angiveligt bedst... Og så er solopgange som regel pæne. Så vi gik ud på nogle flade klipper lidt udenfor landsbyen i bulder mørke, og det lykkedes da også Jens og manden at fange 4-5 fisk. Imens sad jeg og så solopgang, men havde det ikke særligt godt. Jeg lå syg hele dagen med opkast og det hele. Ved ikke hvad jeg kan have spist eller drukket, men heldigvis var det overstået på et døgn. Det var den anden grund til at vi valgte at blive i Kino resten af tiden.

Kino Viejo er mest beboet af fiskere, mens Kino Nuevo er finere og mere turistet. Her bor en del amerikanske snowbirds (pensionister der tager ned for at nyde varmen om vinteren) i huse og RV's, men ellers var der helt utrolig tomt. Det passede os fint. Det betød nemlig at vi kunne ligge på den fine strand uden at kunne se et menneske i miles omkreds. Vandet var fint og ikke koldere end dansk sommervand og himlen var blå. Det var ren afslapning og vi nød det! I weekenden kom der lidt mexikanske turister, men ikke noget særligt. Vi boede resten af tiden på et gammelt nedslidt luksushotel, som vi tippede til at være bygget i 70erne. Dengang har det helt sikkert været et virkelig flot sted! Nu var vi de eneste gæster på dette 100 værelses hotel. Der var en fin udsigt over vandet. Solnedgangene i Kino er lige så flotte som solopgangene, margarithas'erne er gode (og STÆRKE!), fisken er frisk og solen skinner fra en skyfri himmel! Opladte og med frisk kokosnød i maven drog vi hjem til Tucson søndag ved middagstid, og ved et mirakel tog det os sølle 15 min. at krydste grænsen. Alle taler ellers om hvor lange køerne kan være i forbindelse med feriedage, men det hjælper åbenbart at have en bil på Californien plader. Det var nøjagtig så mistænkeligt at de gerne ville tjekke bilen, men ombestemte sig da de så vores studievisum. Hurra for det! Det var en virkelig skøn tur.

Juleplanerne er blevet ændret igen, igen. Kates familie skulle nemlig til Tennessee til jul, så vi skal ikke til Dallas alligevel. Vi blev meget skuffede over, at hun øjensynligt ikke havde spurgt familien før hun indbød os til jul. Men nu har vi planer om at tage til Durango i Colorado i stedet. Vi er ved at prøve at finde noget at bo i, og så er vi kommet i kontakt med en skibums, så vi regner med at stå lidt på ski også. Durango er en gammel wild west by, som skulle have masser af charme, en gammel jernbane igennem bjergene - og så er der god chance for en hvid jul. Noget som i Tucson synes uvirkeligt. Jeg går stadig med klipklappere, selvom cowboybukser og trøjer har gjort deres indtog. Hvis vi skal til sneland må vi jo nok hellere anskaffe os noget varmt tøj. Tror nok jeg så en flyverdragt nede i den lokale genbrug.

Nu blev det alligevel en roman. Tilgiv mig, for jeg kan ikke gøre for det!

Ps. Bloggen vil ikke lade os uploade flere billeder. Tror nok at vi har fyldt dens hukommelse. Arbejder på sagen.