Ghettofugle og handyr.

Tja, så sidder man her og skal have tiden til at gå istedet for at tage opgaven ved hornene. Typisk mig, men desværre har jeg ikke lært min lektie(!) endnu. Over mig fræser to "ghetto birds" rundt. Det vil sige politihelikoptere der hjælper betjente på jorden med at finde en mistænkt. Som Kira var inde på, har jeg allerede været i et område der ikke var non-spansk-sikkert. Ghettofugle er ret normale her i området, eftersom vi bor i det mere velstående område, hvilket vil sige at man gør mere for at anholde mistænklige personer.
I baggrunden kører debatten mellem Obama og McCain. De er enige om at krisen er dårlig. McCain vil dog ikke indrømme at USAs økonomi er dårlig. Valgkampen har efterhånden ændret sig til en popularitetskonkurrence, hvor kandidaternes collegevenner, antal boliger og køn/race/alder er vigtigere end hvad de har tænkt sig at gøre. For dem der ikke ved det er det næsten 700 millarder dollars det drejer sig om. Dvs næsten en trillard. Jeg har aldrig før hørt folk sige det navn i tv i ramme alvor.
På en anden tone (On another note): Amerikaneres brug af "etnisk" finder kun dansk parallel i vittigheder.



Vi støtter stadig, på trods af prisen, krigen mod terror:

Desuden har jeg fundet ud af at indianere har arvet sjove efternavne fra deres forfædre (det er det i midten):

Sorority-chick

Jeg har oploaded et billede af en sorority-chick til det tidligere indlæg. Tjek det ud!

Det Vilde Sydvest

Selvom vi efterhånden har fået meget travlt med alt det skolearbejde man åbenbart skal belæsses med som amerikansk studerende, så får vi også indimellem tid til lidt fornøjelse.

Denne weekend var vi eksempelvis på en autentisk udflugt til San Xavier del Bac Mission - en meget smuk lille katolsk kirke lidt syd for byen. Tucson har den særlige karakterestik, at den er meget fin og hyggelig i de centale kvarterer, men lige så snart man kommer lidt syd for bymidten begynder kvarterene at blive mindre hyggelige og mere skramlede. Befolkningstætheden falder drastisk og boligstandarden ligeså i yderkanten af byen. Umiddelbart inden vi kom til missionen viste et skilt at vi nu var i et indianerreservat. Det var lidt grønnere og mindre beboet, men ellers så vi ingen forskel. Nogle få i dette område havde bygget sig nogle små murstenshuse, men de fleste boede i husvogne og andre mindre glamourøse beboelsesformer. Der var komplet mennesketomt, med undtagelse af to sorthårede kvinder der stod og sludrede ude ved den ensomme asfaltvej. Til venstre for vejen kunne vi skimte et skinnende hvidt luftkastel. 

Da vi parkerer udenfor missionen opdagede vi at luften var tyk af mariachi-musik som kom fra nogle små huse i nærheden. Foran missionen forsøgte en enkelt dame og hendes datter at sælge frybread og vi lagde mærke til et par "Native Crafts Shop"s. Inde i kirken skød jeg nogle fede photo til min photojournalism assignment og besluttede bagefter at deltage i gudstjenesten, som en del af min socilogi field assignment. 

Imens vandrede Jens rundt og kikkede på livet i San Xavier del Bac District. Mariachi-musikken viser sig at komme fra en byfest, som to politimænd beder ham om at forlade, da de mener at risikoen for at han bliver overfaldet er for stor. Denne stiger vist exponensielt ved kombinationen blå øjne, lyst hår, lys hud... Sørgeligt.

Vi kørte ud i solnedgangen og stoppede ved Pico de Gallo i sydtucson, et lille farvestrålende taqueria hvor vi spiste autentisk nordmexikansk mad til en rimelig penge.

Dagen efter tog jeg til et møde med No More Deaths, som er en organisation der kæmper for at sætte en stopper for dødsfaldende i den Arizonaske ørken. Der er allerede 148 som er døde derude i år. Mærkeligt at tænke på at folk gennemgår sådanne trængsler bare 5-100 km herfra vores lille trygge hverdag.

Vi blev trænet i førstehjælp, lovstridigheder og psykologisk tilgangsform.  Jeg fik desværre at vide, at hvis ikke jeg vil sætte mit visa på spil, skal jeg holde mig fra at tale med illegale immigranter i USA. Det betyder at jeg ikke kan tage del i Desert Walks, hvor man tager ud for at hjælpe migranter i ørkenen med mad, drikke og førstehjælp eller transport tilbage til Mexico. Jeg må til gengæld godt arbejde i deres camp syd for grænsen, hvor immigranterne jo er på legal grund, ligesom jeg godt må tale med migranter som allerede er blevet arresteret af borderpatrol. Jeg har planer om at prøve at hjælpe til i campen en weekend eller nogle ugedage -  også for at se virkeligheden bag de tekster jeg læser.

På vej hjem kørte jeg forbi en brændende bil mindre en 2 km fra vores hjem! Nogle folk havde forsøgt at spærre gaden af, men den holdt jo stadig lige foran et hus!

Ja, det vilde sydvesten eksistere stadig!

Godt kørende

I dag var dagen hvor jeg endelig fik taget mig sammen til at tage et amerikansk kørekort. Det havde været planlagt længe at jeg skulle tage det indenfor en måned, men I ved hvordan det går. I dag udløb forsikringen på Maxima og det var derfor yderst nødvendigt at jeg fik taget det, så vi kan få tegnet en ny og forhåbentlig både billigere og bedre. 

Som alle havde fortalt var det ikke noget problem. Helt ærligt så er det skræmmende let at tage et kørekort herovre. Normalt koster det 25 

dollar, men jeg slap med sølle 10 fordi det er begrænset til min visumperiode. Det er nok de bedste 50 kr. jeg har givet ud længe. Og ufatteligt når man tænker på de 13.000 kr mine forældre så gavmildt gav ud for at jeg kunne lære at køre hjemme i Danmark.

Projektet startede i sidste uge, hvor jeg endelig fik taget mig sammen til at få en mekaniker til at kikke på spedometeret. Som det nok ofte går, så kunne han ikke fikse det, men opdagede noget andet som var uundværligt at få repareret. For $ 200. Nåjah. Vi skulle alligevel have det repareret før eller siden og manden argumenterede så godt for at det kunne betale sig i længden på benzinforbruget. Til gengæld besluttede vi så ikke at få repareret spedometeret, men bare fortsætte med sætte farten efter de andre billister. Farlig vil du måske sige, men indtil videre har det fungeret fint og det er altså ikke fordi vi ikke har mødt en politibil. Politi har de nemlig nok af herovre. Det myldre især med dem omkring campus, på vejene ser man highway patrol og sydpå ser man border patrol. Det må da også skabe nogle jobs.

Andy havde været så flink at tilbyde at jeg kunne låne hans bil til testen, så formiddagen blev brugt på at træne automatgear og parallelparkering. På motorkontoret var der nærmest mennesketomt, modsat sidste gang vi var derude. Mandag er travl. Onsdag heldigvis ikke.

Jeg fik 86% rigtige i min teoriprøve og var meget glad for at jeg havde læst den lille manual som udleveres. Ellers ville jeg da ikke ane hvor mange dages fængsel man får for spiritus kørsel 2. gang man bliver taget. Vel overstået fik jeg besked på at kører frem til den

 lille del af parkeringspladsen som bliver brugt til kørerprøver. I min egen bil vel at mærke. Altså Andys, som i øvrigt var fyldt med skrald og en tom gasflaske, som den motorsagkyndige var temmelig bekymret over. En trepunktsvending og en halv tur rundt om blokken senere proklamerede den lyshårede kvinde "hon, the limit is 40 here" og afslørede så at hun jo godt kunne se at jeg kunne køre. Resten af turen rundt om blokken sludrede vi om Dansk og Amerikansk alder for kørekort og hun var vældig begejstret både over 18års grænsen og det faktum at jeg kom fra København. 5 min senere havde jeg mit amerikanske kørekort med en fin Grand Canyon baggrund.

At kalde nogen hon er for øvrigt ikke noget man skal tage ilde op - det er helt normalt at kvinder kalder både andre kvinder og mænd ved dette lille søde kælenavn. Jeg tror dog ikke det er tilladt for mænd. Jeg synes stadig det er lidt underligt at en fremmed kalder én den slags, men på den anden side er det også helt vildt hyggeligt!

Sidste weekend var fyldt med oplevelser. Jeg har fået kontakt til en vandreklub på campus og vi havde derigennem tilmeldt os en vandretur til Mount Lemmon Pools. Forrige søndag forsøgte vi at komme på vandretur oppe på bjerget, men en voldsom regnbyge forpurrede det. (Ja, nok er det en ørken, men det kan godt regne her kan jeg love jer!)

Denne gang var det mere organiseret og der var afgang kl. 7.30 lørdag morgen. Danske Malene var med i vores bil og derudover havde vi Erin fra Phoenix-området med op på bjerget. Hun var en sød lille freshman (1. års studerende). Vi kørte indtil vejen stoppede udenfor den lille landsby Summerhaven. Her startede stien gennem en fin nåleskov med bregner og et lille vandløb. Det lignede lidt en svensk skov, hvis man skal sammenligne den med noget. Som vi gik ændrede landskabet sig skiftevis mellem stenet granskov og tættere løvskov. Nede i "dalene" var der frodigt og grønt mens der oppe på "bakkerne" var barskt og t

emmelig goldt. Man skulle måske ikke tro det - det gjorde vi ikke - men Mt. Lemmon er utrolig grønt. Når man står nede i byen og kikker op på bjergene er det ikke grå, men mørkegrønne.  

Vi kom også igennem en del omåder med mange afbrændte træer; jeg blev fortalt at de stammer fra en stor skovbrænd for 4 år siden. Vi gik meget længe og det meste af tiden fulgte vi det lille vandløb, krydsede det frem og tilbage og frem og tilbage. Til sidste var jeg lige ved at give op og vi var nogle stykker der mente at vi skulle vende om. Men... Så fandt vi slutningen af stien, og det var tydeligt at vi var gået 2 miles for langt. Efter en kort frokostpause vendte vi om og fandt endelig ruten ned til de berygtede pools. Gruppen på 14 pers bestod mest af piger - til min store overraskelse - og niveauet var svingende. Jeg betragter absolut ikke mig selv som særlig hurtig eller erfaren, men denne gang var der efter min mening (igen) lidt uenighed om hvilke forventinger vi mødte op med. Nogle af pigerne forventede helt sikkert ikke noget i denne sværheds/hårdhedsgrad. Flere af dem pev en del mens andre nøjedes med at pruste. Hvilket selvfølgelig er forståeligt. Det var hårdt. Meget. Men da vi endlig fandt stien småløb vi derud og fandt den skønneste lille, og meget iskolde, sø, smukke klipper og små vandfald. Det var alt besværet værd. Vi kom hurtigt i badetøjet og de modige sprang i fra klipperne. Det var dybt nok. Og så blev der slappet af i solen - ah. Varm klippe og tidlig eftermiddagssol. 

På vejen tilbage var flere af pigerne helt opløste af træthed og ih hvor vi alle glædede os til at skimte parkeringspladsen. Vi så en rød/gul/sort og hvid slange som en af fyrene sagde ikke var farlig. Men flot var den. Og meget skræmt.

På grund af omvejen endte det med at være en 20 km lang vandretur. Vi var tilbage i Tucson kl. 18.30.

Lidt optimistisk havde vi inviteret til grillaften hos os kl. 18. Det blev udskudt til 20 og på trods af dagens strabadser blev det en virkelig hyggelig aften. Jeg havde været lidt bekymrede fordi udvekslingsstuderende begyndte at komme hen til mig på uni fordi de havde hørt at vi holdt fest. Det viste sig at en af vores inviterede gæster havde misforstået konceptet og inviteret løs. Vi havde lovet Andy at der ville komme ca. 15 og at det udelukkende ville være folk vi kendte. Man hører skrækhistorier om hvor slemt det kan ende hvis det rygtes. Hvis man larmer for meget kontakter naboerne gerne politiet - de har jo som sagt nok af dem - som så kommer og lukker festen. Derudover skal man have et rødt skilt foran sit hus, som indikerer at man er en dårlig nabo. Det hedder at blive red-tagget. Alt det måtte for alt i verden ikke ske. Alt var dog fredeligt indtil beruselse og pool blev blandet i

 en skøn råbende, plaskende og piftende forening. Det var der Andy viste sig i egen person og bad os skrue ned. Hellere ham end politiet! At alt gik så fint betyder at vi planlægger at holde endnu en BBQ, denne gang dog om eftermidagen, så vi kan larme i poolen. Måske en tailgating BBQ næste gang der er hjemmekamp.

Det går godt nok med uni, men vi er begge ret overvældede over hvor meget arbejde der er. Det er som om der er mere end derhjemme. Men en del af det er nok også, at vi ikke er vant til det amerikanske system. Quizzes, tests, midterm, projects, research papers etc. Plus det meget læsestof. Jeg ved ikke om amerikanerne læser det hele, men det er næsten umuligt hvis man også skal lave andet. Det kommer nok an på hvor stræbsom man er. Som tidligere skrevet så er universitetskulturen virkelig noget for sig. Der er et særligt fænomen kaldet Fraternity og Sorority, som på en gang er frastødende og interessant.

Lige inden undervisningen startede var der pludselig fyldt med store grupper af meget brune, kortkjolede og langhårede piger. De sad for det meste på fliserne i skyggen med navneskilte på og en gennemsigtig plastikpose med deres livsnødvendige ejendele: pung, lipgloss og bilnøgler. Jeg fik at vide at det var håbefulde freshman-piger på rush. Sjældent har jeg set en så homogen gruppe. Man kunne knap kende den ene fra den anden fra afstand og så man en gruppe piger komme gåen

de kunne man være sikker på ikke at se shorts over hotpants-størelsen. 

Rush er en uge hvor pigerne mødes med de forskellige sororities for 

at finde ud af hvilket de bedst kan lide, mens sororoti'et skal finde ud af hvem de bedst kan lide. Hvis der er et match så bliver pigen optaget, hvis ikke er det bare surt show. Jeg fik at vide at nogle sororities er så søgte at de kun vælger en pige hvis hun har deres sorority som nr. 1 på sin

 liste. Hvorfor det er så vigtigt at være med i et sorority ved jeg ikke helt. Det virker som om det er meget statusgivende indenfor visse grupper. Det koster en stor sum penge at være med og de yngste piger får ikke engang lov til at bo i sorority huset på campus. De bor på dorms. De laver en masse velgørende arbejde så vidt jeg ved, hvilket vist hovedsagligt er det pigernes penge går til.

Første skoledag kunne man så se stolte piger trippe rundt i deres nye soriritys t-shirt eller tanktop. De hedder alle noget med græske bogstaver, såsom Kappa kappa gamma eller Phi delta osv. Jeg holder særligt meget af at se to piger med ens lilla eller pink toppe gå og snakke om "oh, my god, then...". 

Sorority-girl hvis sororitys motto er: Individually Unique, Together Complete!

Fraternity drengene (også kaldet fratboys) er ikke helt så synlige og holder heller ikke rush på universitetet. Det skyldes at de er for larmende og derfor for længe siden er blevet smidt ud fra campusområdet. De har huse rundt omkring universitetsområdet hvor de efter sigende skulle holde vilde fester med et pulserende kødmarked.

Næsten hver dag er der små stande på mall'en som forsøger at tiltrække studerende til de sororoties og fraternitys som endnu ikke er blevet fyldt op. Af de mere interessante så jeg Multicultural Sorority den anden dag.  

Og alt dette for at vende tilbage til, at man vist ikke behøver at lave så mange lektier hvis man er fratboy, så længe man kan gå til poolparty i weekenden og spille fodbold til hverdag.

Men mig, jeg er 2 uger bagud i et af mine fag. Bøgerne var udsolgt fra boghandlen og jeg måtte købe dem over nettet. De er lige kommet, så jeg må læse.

WOW

Tailgating og fodbold kom vi til, også i den grad. Vi var meget fine i matchende t-shirts (på ære, det var ikke noget vi havde aftalt, det skete bare...): røde med billede af den store stærke wildcat! Jeg synes selv at vi så meget troværdige ud. Vi gik derned af og kunne allerede udefor indkørslen spotte de første fans; de havde selvfølgelig også det fine røde/blå udstyr på.Vi var på forhånd blevet advaret om at piger costumizer deres t-shirts. Jeg havde nok ikke helt forstået hvor meget bar hud man kan komme afsted med at vise i en kjole/top lavet ud af en rød unisex XXL t-shirt. Det er meget! Vi så fans i alle størrelser og aldre (se albummet her) som hang ud på den grønne plæne midt i universitetet som de kalder mall'en. Der blev grillet til den helt store guldmedalje, drukket øl, spillet tailgating-golf og hygget med familie eller kammerater. Ih hvor var det lige som man havde håbet, bare med den undtagelse at alt desværre virkede meget privat eller vip og man derfor ikke kunne købe mad nogen steder. Hvilket var en craving for os begge; særlig mig som bødede for et par tequilashots for meget aftenen før det meste af dagen.

Vi besluttede at bevæge os videre ned mod stadion hvor heldet var med os. På en græsplæne lige ved siden af stadion var der adskillelige telte hvor der duftede lifligt at stegte bøffer og hotdogs. Idet vi ankom lavede chearleaderne deres afsluttende badutspring og sprintede ind i et lukket område for at spise "Alt godt fra grillen". Vi fulgte trop for den nette sum af 100 kr. pr. mand/kvinde. For de penge fik vi så 3 øl hver, en burger, kartoffelsalat, en klat bønner og en fedtet brownie. Mætte og tilfredste fulgte vi strømmen ind i det halvfyldte stadion hvor vi fandt vores pladser. Udemærkede til de 15 dollars vi havde betalt en billethaj for dem. Football er åbenbart en meget familievenlig begivenhed og vi så adskillelige bedstefædre med deres småbitte børnebørn - begge selvfølgelig i fuld fanuniform. Udover det var der masser af børnefamilier, kærestepar, vennepar og større grupper i pensionistalderen. Vores område var temmelig fredeligt, men umiddelbart foran os holdt Zona Zoo- folkene til; det er dem med årspas og de kan bedst beskrives som superfans med masser af begejstring, farvede parykker og sikkert også en anseelig promille! (Under sidste kamp begyndte det at regne så meget at man var nødt til at udskyde kampen 1 time, folk blev bedt om at gå midlertidigt hjem, zona zoo-folkene ville ikke flytte sig og der kom til optøjer og arrestationer...)

Fra start til slut var det en stor omgang underholdning; ikke et sekundt fik vi lov til at kede os. Hvis ikke spillet var i gang så spillede orkesteret eller der kørte reklamer over højtalerne, cheerleaderne lavede gøjl eller maskotterne fjollede rundt. Eller også skete der mindste af disse ting på en gang. Før kampen marcherede bandet ind i deres fine uniformer og det var rart endelig at se hvad det var de havde øvet på den sidste måned! Derefter blev der stillet op til spillernes ankomst, hvilket foregik med fyrværkeri og flag og endeløs jubel. Det varede ca. 10 sek men tog ca. 5 min at gøre klar til! Under spillet blev vi instrueret i vores rolle som publikum via skilte såsom "NOISE" når vi skulle forvirre modstanderne eller store flag som skulle få de forskellige publikumssider til at råbe henholdsvis "U", "of" og "A". Det lyder måske dumt, men det var utrolig sjovt at være en del af. Jeg må dog indrømme at jeg indimellem var ganske måløs, men det var jo også min første football kamp - nok ikke den sidste!

Modstanderne var ganske ringe så det gik stødt fremad - Jens var dog med jævne mellemrum nødt til at forklare mig hvad der foregik på banen for jeg har altså stadig ikke helt fat i reglerne. I halvegen blev vi underholt med marchmusik og cheerleader-akrobatik samt en minikamp mellem miniputhold cheer'et af minicheerleaders og deres stolte forældre!

Vi vandt heldigvis. Det lod dog til at folk gik mindre op i selve kampen end det faktum at vi wildcats vandt: der var mange der først kom ca. 10 min inde i kampen og ganske mange der gik 10 min inden den var færdig. De sidste par minutter var stadion halvtomt - de havde jo alligevel vundet. Trætte, mætte og glade gik vi hjem.

I dag stod vi tidligt op, for vi havde aftalt med nogle folk at vi skulle op på det nærliggende Mt. Lemmon og vandre. Det tog sin tid at komme afsted men køreturen derop var ganske smuk, særligt da vi nåede grænsen hvor kaktierne holdt op og træerne begyndte. En skøn afveksling fra ørkenen. Desværre begyndte det at stå, tordne og lyne ned da vi endelig var klar til at starte gåturen, og det hele endte med at der var en del som synes hellere ville på mexikansk restaurant og spise frokost. Os der egentlig gerne ville vandre, besluttede os for at det nok var for farligt at gå ud på klipperne, og begyndte at køre hjemad. Kort efter kom solen frem og vi holdt ind ved det næstsidste vandrested på bjerget; her var der en næsten udtørret flod hvor Malene og Louise fra Danmark samt Bethiah fra New York og jeg gik en smuk tur. Vi så nogle fine blomster, delvist afbrændte træer fra en gammel skovbrænd, klipper og en lille å som løb i det store flodleje. Vi var glade for at have fået lidt natur ud af den lange køretur, og var enige om at vi måtte komme tilbage en anden dag, for at gå den tur ud til et gammelt flyvrag vi oprindeligt havde planlagt. 

Etniske betragtninger

2. skoleuge er overstået og jeg har endelig (!) fået mit skema på plads. Som tidligere beskrevet har det delvist været pga. universitetets latterlige behandlig af udvekslingsstuderende, men for mit vedkommende har det også været fordi jeg ikke har kunne bestemme mig og ikke har stillet mig tilfreds med halv-interessante fag. I fagkatalogerne beskrivs faget altid kun med 1-2 sætninger så det er helt umuligt at vide hvad de faktisk handler om før man dukker op til timerne og får udleveret pensum. Derfor har jeg været til usansynligt mange timer de sidste 2 uger. Det har været stressende men også utrolig interessant. Fagene er meget forskellige, ikke bare hvad angår indhold men også undervsningsmetoder og studerende. På nogle hold er det en mere eller mindre ensartet blanding af studerene (piger, drenge, sorte, hvide, brune, børn (!!! ja, nogle af de universitetsstuderende er nærmest børn!), voksne osv.) mens det på andre er tydeligt hvilket segment af de studerende der tager faget. Det er særligt på de lettere kurser (de har som regel lavere numre, men det tricky er at man ikke altid kan være sikker på at niveauet passer med nummeret, fordi det er op til underviserne at bestemme litteratur og undervisningsmetode) at man ser en stor koncentration af meget unge studerende, som indimellem stiller meget tåbelige spørgsmål og fx. skal have forklaret at når der står på pensumlisten at en tekst skal læses til d. 2, så skal den altså læses før timen starter...

Ligeledes er der en stor koncentration af etniske grupper som studerer sig selv. Fordi amerikanerne er en stor klump af immigranter fra forskellige lande (med undtagelse af de meget få native americans) går de utrolig meget op i deres etniske bagrund og forfædre. Som en dansk dansker fra Danmark kan det godt være lidt svært at hamle op med mexikansk/italiensk, mexicansk/norsk eller kinesisk/amerikansk afstamning. Jeg kom herover med den forventning at jeg skulle møde RIGTIGE amerikanere, men havde ikke rigtig gjort mig klart hvad det egentlig er. Jeg havde vist en forventning om at det ville være europæisk-blandede amerikanere (hvad dette bygger på ved jeg egentlig ikke) og gik derfor og ventede på at en sådan Rigtig Amerikaner skulle dukke op. Jeg har nu indset at nok skal til at revidere min opfattelse af hvad en amerikaner er. Er man mere eller mindre amerikaner hvis man har polske forældre men er født og opvokset i USA, hvis man har en amerikansk mor og en columbiansk far eller hvis ens bedsteforældre var europæiske emigranter? 

Heldigis er der ikke nogen der prøver at overbevise mig om nogen af delene, fordi alle har hver deres mening og det slet ikke kan bestemmes af nogen andre en én selv. Dvs. der er nu nok nogen der vil mene at en Rigtig Amerikaner også har en særlig etnisk afstamning, men de er for det meste politikere eller fanatikere og dem taler jeg ikke så meget med.

I min Latino klasse (om latino problemstillinger i USA)  er vi ca. 8 ud af 40 studerende som ikke ser ud til at have latino/mellem/sydamerikansk baggrund. Ud af os er der 1 sort pige.

Jeg tog i denne uge til et fag som omhandler indianer problemstillinger i USA og der var en stor procentdel af klassens 25 elever som så meget indianske ud. Den største oplevelse var at studere de andre studerende: Der var bla. en temmelig tyk og ikke særlig høj fyr af indiansk afstamning. Hans tøj lignede enhver anden smart hip-hoppers: baggy pants, stor t-shirt omvendt kasket og skatersko. Kun hans smykker afslørede ham: stor tyrkishalskæde og et stort armbåndsur med turkiser. Ved siden af ham sad en høj og slank fyr med strithår og stribet skjorte. Han have armbåndsur i samme stil samt en meget stor fingerring prydet af en skinnende turkis. Pigerne var for det meste moderne i deres påklædning og jeg havde svært ved at se om de var indianere eller mexikanere, dog gætter jeg på det første. En pige faldt udenfor i sine store shorts, basketsko og langærmet blå bluse med et indiansk mønsker foran. Hun havde et tyndt turkisarmbånd om håndledet; uden på blusen. Hendes pande var meget høj og hendes lange sorte hår var samlet i en stor knold i nakken og holdt på plads af to store hårklemmer. Da jeg var blevet opmærksom på dette begyndte små turkishalskæder at titte op rundt omkring i lokalet. Turkiser er særlig brugt af indianerne; på vores lille museum på universitetet har de en meget fin udstilling om indianersmykker før og nu. 

Underviseren brugte sin egen stamme som eksempel i en diskussion om uddeling af land til mænd; hendes stamme er matrilokal og det burde derfor have været kvinderne der fik landet.

Min underviser i faget Race and Ethnic relations in the US ligner Ugly Bettys far (undskyld min ignorance, men det er der virkelig mange mexikanere der gør!) og brugte 1/2 time af den første undervisningsgang på at fortælle om hvordan hans familie var kommet til USA da han var 8 år gammel. Hans far blev rekruteret til lave sæsonarbejde i 1950'erne. Han er i øvrigt en virkelig fantastisk underviser som tidligere har været vicepræsident for hele universitetet, men som sagde denne stilling op for at komme til at undervise igen.

Etnicitet og race er over det hele, ikke bare i de fag jeg tager, men i det jeg ser når jeg går igennem campus, når jeg overhører samtaler eller i de samtaler jeg selv har med folk. Det er meget interessant.

En anden meget interessant ting er universitetskulturen; hvis i nogensinde har tvivlet på om collegekids virkelig er sådan som de bliver fremstillet på film, så kan jeg nu afslører at det er de. De er collegeKIDS. Heldigvis er der også nogle som ikke er kids og som er rigtig flinke. Folk er meget søde og meget interesserede men det er svært at komme udover de indledende fraser; hvor er du fra og hvorfor kom du til Tucson og hvad studerer du, til skal vi lave noget sammen. I stedet bliver det til et "rart at møde dig og ha en go dag". Det er ikke så let at møde folk på uni så strategien må blive at forsøge at deltage i så mange sociale arrangementer jeg kan. Speaking of, må slutte nu for jeg skal have min røde wildcat-tshirt på og ned på Mall'en og tailgate. Vi skal nemlig til football kamp i aften. Jeg glæder mig!!!