Amerikansk, Amerikanere, Amerika

Vi undrede os et stykke tid over, hvor den høje og vedvarende marchmusik, som vi kan høre fra vores lille studio, kom fra. Jens troede en overgang at det var en af naboerne der hørte musik med åbne vinduer, men vi fandt efterhånden ud af at hele vores lokalområde myldre med folk der går rundt og slår på tromme - sådan helt bogstavligt. Vi så og hørte mindre grupper af trommende folk sidste weekend, men mysteriet løste sig for alvor med et trylleslag da vi tirsdag morgen skulle op på universitetet for at mødes med vores academic advisors. Da vi kom ud fra 3rd st. mødte dette syn os:

Ja, ganske ustyrligt amerikansk. 300 mennesker med blæseinstrumenter, trommer, fløjter, flag og ikke at forglemme meget korte shorts og pompon'er. Altså cheerleaders. Jeg var temmelig ekstatisk fordi dette nok er min allerstørste forventning til det amerikanske universitets liv som rent faktisk kommer til live. Da vi først opdagede dette begyndte vi at se dem hele tiden overalt - fordi de øver nogenlunde hvad der lader til at være 24 timer i døgnet. Jeg spurgte vores tutorer, som kunne fortælle at der skal være en homecomming match på stadion når skoleåret starter. Det er det de øver til. Og vi skal SÅ meget med! OG vi skal ha tshirts med GO CATS på. Ingen diskussion. Det er ikke bare en skrøne at amerikanske universiteter, og universitetsbyer, går meget op i universitetssport. Hvorend du vender dig i Tucson ser du et skilt med Go Cats, en nummerplade med Universitetslogo eller et flag som indikerer hvor sympatien ligger: hos Wildcats. Hvert universitet har deres maskot; her er det Wilbur Wildcat. Det stammer fra en fodboldkamp i 1914 hvor Arizonas mænd kæmpede som "wildcats" - det har så holdt ved siden. Udover alle skiltene, flagene og nummerpladerene er campus overstrøet med statuer af wildcats ligesom vores studiekort hedder catcard!

Indkøb er en anden meget amerikansk oplevelse. Vi tog i Safeway for at købe basisvarer ind til at putte i vores tomme køkkenskabe/køleskab. Det er altid meningen at man skal gøre det hurtigt, men det viser sig hver gang at være umuligt, fordi man skal vælge. Her har man ikke bare en slags ahornsirup, men ca. 30. Det gør sig gældende med alle varer, så for os uvidende europæere er det temmelig overvældende. Hmm, skal vi nu have den med Buttertaste, Jeminas Original eller den dyre økologiske. Vi endte med at vælge denne:

Amerikansk brød er noget af det ulækreste - det er sødet og så blødt at det kan tygges med øjenbrynene. Derfor har jeg prøvet at bage selv i dag. Noget af et projekt i vores lille køkken. Særligt da jeg fandt ud af at bagepapir vist er en kulturel ting, som hverken er almindelig eller ret velfungerende her. Det lykkedes dog nogenlunde. Så nu har vi hjemmebagte boller til morgenmad.

Jeg ved det er pivet, men jeg savner virkelig rugbrød. Jeg har hørt at der skulle være et dansk bageri, men da jeg søgte på det på nettet viste det sig snarere at være et wienerbrødsbageri - altså danish...

Med al den varme er det godt at vi har adgang til vand - også det man kan svømme i. I går var vi nede og prøve det nærliggende recreation center hvor man kan motionere på diverse maskiner, spille bold og svømme i det udendørs anlæg. Det allerbedste er at det er gratis når man har et catcard! Det vil jeg stræbe efter at bruge så meget som muligt.

I går aftes holdt vi et lille poolparty for danske Malene og norske Cecilie og det er helt sikkert en succes der bør gentages (minus den del hvor jeg faldt i søvn på liggestolen og Jens næsten måtte bære mig i seng, samt den hvor Cecilie faldt i søvn mens hun sad i en stol med et glas rødvin i hånden...) Vores vært Andy har givet udtryk for at et par gæster er okay, men hvis det er mere end et par vil han gerne vide det på forhånd. Fair nok. 

Og så har vi købt cykler. Mountainbikes. Vi tog ned til BICAS - en genbrugscykelforretning hvor man blandt andet kan bygge sin egen cykel. Et ret fantastisk og meget skramlet sted. På grund af mine relativt begrænsede cykelmekaniker-egentskaber valgte jeg i stedet en pink og lilla cykel, som bare skulle ha lidt olie, en ny saddel og luft i dækkene. 30 dollar. Et scoop. Låsen som skal forhindre at den bliver stålet, et meget stort problem her i Tucson (man ser jævnligt et ensomt hjul fastlåst til en lygtepæl, kostede næsten lige så meget.

Jens fik en bedre cykel til $ 126, som nogen havde puslet om på forhånd. Så nu er vi godt kørende. Rart at have til at køre i skole og på bar. Alt er i gåafstand, men det tager så lang tid når det er meget varmt!

I morgen skal vi til middag hos Pam, som er en af de internationale venner. Det glæder jeg mig til. Det er så spændende at komme hjem til folk og se hvordan de bor, hvad de spiser og hvad de mener.

For de nysgerrig har jeg lagt flere billeder ud i Grand Canyon-mappen af Deb og hendes dyr. Bare klik ovre til højre, så skulle i komme til picasa webalbum. Der er også mange flere billeder af Tucson.

En  god nyhed på kursussiden er, at jeg har fået 1 fag som jeg gerne vil have: fotojournalistik. På mandag starter skolen og så er det bare om at gå til en masse fag og finde ud af om det er noget man kan blive registreret til. Også meget amerikansk... Jeg begynder seriøst at overveje at tage Jesusfaget - man skal læse nogle ret interessante bøger...

Dybt suk...

Velkommen til University of Arizona! Efter hjemmefra at have valgt 8 interessante fag - dobbelt saa mange som jeg egentlig skal tage, bare for at vaare paa den sikre side - har jeg nu fundet ud af at 2 (!!!) af dem udbydes paa dette semester, hvoraf et af dem er fyldt og det andet umuligt at tilmelde sig uden hjaalp fra Journalist-afdelingen. Kurserne aabnede op for tilmelding fra de amerikanske studerende i marts\april, saa det er intet under at der ingen ledige pladser er tilbage. Vi er de sidste af de sidste der faar lov til at tilmelde os. Saa nu gaar den vilde jagt; foerst maa man finde nogle fag der bliver udbudt dette semester, som man kunne taenke sig og som KU kunne taenke sig at godkende, derefter fra kontor til kontor: "Maa jeg vaere paa dit hold selvom det er fuldt?".
For at goere det endnu vaerere saa har jeg lige fundet ud af at stoerstedelen af de fag som jeg endelig har fundet, som der jo ikke er plads paa, men som jeg proever at faa en plads paa, overlapper, saa jeg skal finde nogle andre.
Dog er det helt normalt. De amerikanske studerende shopper nemlig kurser. De tilmelder sig dobbelt saa mange som de agter at tage, gaar maaske til den foerste forelaesning og dropper det saa hvis det ikke lige er sagen. Der er jo fint for dem, men skide irreterende for os. Heldigvis betyder det at der skulle vaere haab forude. Kontorpersonalet og underviserne siger at man bare skal vente til efter skolestart med at tilmelde sig de rigtige fag, men naar man nu er kommet fra den anden side af jorden for at gaa i skole, saa ville man jo gerne ha lov. Alt dette betyder at jeg lige nu er tilmeldt nogle underlige fag for at opfylde kravet om 12 units. De taeller blandt andet noget der hedder Jesus Contemporary Thoughts. Hvad det er ved jeg ikke...

Amerikanere paa godt og ondt...

OK, saa jeg har lidt tid at slaa ihjel mens jeg venter paa at skulle til studievejledning...
Indtil videre maa jeg konstatere at amerikanere er det mest nysgerrige og smaatalende (small talk-ende?) folkefaerd jeg har oplevet. Man kan ikke vente paa bussen, staa i en elevator campere osv. uden at en amerikaner synes det er spaendende at finde ud af hvor man er fra, hvor Danmark ligger, hvor koldt det er etc. Hvor danskere naermest synes at soege den akavede stilhed, bekaemper amerikanere den med smalltalk. Ganske vist er det overfladisk, men ikke desto mindre hyggeligt, og de goer virkelig meget for at man skal foele sig velkommen.
Det virker som om de fleste amerikanere goer tingene fuldt ud eller slet ikke. Mange vi har snakket med, var ikke alene venstreorienterede men ogsaa vegetarer, helsefreaks, interesseret i New Age osv. Paa den anden side har vi ogsaa moedt folk som Deb og Rob som virkede ret apatiske mht. politik, religion og sport uden for USAs graenser (laes: OL)... Den samme tendens kunne vi fx naar vi var ude at hike: Enten havde folk udstyr for $2000 eller ogsaa regnede de med at kunne klare en 5 mile sti opad i haardt terraen midt paa dagen i klipklapper med een flaske vand. (Billedet forestiller facaden paa en restaurantkaede som taler lige ud af posen.)

Fast adresse: 630 North Olsen Avenue

Onsdag morgen forlod vi helårsbeboelsesvognen efter fantastiske naturoplevelse og et succesrigt møde med guiden Nicole (som vi har fået tlf.nr på og en stående invitation til at komme og bo hos hende næste gang vi kommer til den store kløft). Vi vendte snuderne mod syd. Vi så til mens landskabet ændrede sig og temperaturen steg. Vi kørte fra det behageligt bjergrige og granbevoksede, over bjergrigt med cowboykaktus og til sidst bagende varmt, fladt med bjerge i baggrunden, kaktus og palmebevokset. Vi er ankommet til Tucson hvor vi skal bo indtil efterårssemesteret slutter d. 19. december.

Vores lille gæstehus ligger på North Olsen Avenue i det fredelige Sam Hughes kvarter. Vi ankom tidsnok til at se solen forsvinde bag bjergene. Når solen går ned i Tucson, så bliver det mørkt, så vi spiste aftensmad på terassen med lys i poolen, rislende palmer og syngende cikader - og syntes egentlig at det tegnede godt!

Vores udlejer Andrew, også kaldet Andy, er ikke bare sød fra afstand, men utrolig flink i levende live. Han har hele tiden været meget villig til at hjælpe med alt fra cykelkøb til bilforsikring - en væsenlig faktor er nok at han er en 71-årig pensionist og ikke lejer til os af pengenød. Han taler som en newyorker gangsta-boss og har indtil videre brugt det meste af den tid vi har været her på at fælde træer som onsdagens storm knækkede. Vi missede en kæmpe monsumstorm og en dertilhørende oversvømmelse, som har resulteret i at de fleste gader flyder med palmegrene og andet haveaffald.

Jens og Kira 23 år, første skoledag

Fredag startede vores udvekslingsprogram med et orienteringsseminar, som består af en række foredrag om diverse formelle sager; visumregler, krav til fuldtidsstuderende osv. samt en mere social del, som særligt vores peer integrators står for. Det er i bund og grund lidt ligesom en rystesammentur - fint nok men også lidt underligt, fordi vi ikke har faget til fælles og allesammen egentlig hellere vil møde nogle amerikanere (arh, det er måske ikke helt sandt - de spansktalende og kineserne vil øjensynligt helst møde hinanden).

Vi har fundet ud af, at det at være udvekslingsstuderende her er en sweat deal - vi er fritaget for english placement tests og kan sådan ret overordnet gøre hvad der passer os, så længe vi holder os over 12 credits (som regel 4 kurser).

Mod al forventning var der intet planlagt for weekenden, hvilket gav os en kærkommen mulighed for at sove rigtig længe i vores bløde senge og få afprøvet noget natteliv på 4th st. Indtil videre har vi ingen cykler, så det har været lidt møjsommeligt at skulle trave frem og tilbage til alt - heldigvis bor vi meget centralt: 2 blokke fra universitetet - dog på den side som ikke er nattelivlig. I morgen skal vi ned i en genbrugs-cykel-shop og finde os nogle cykler så vi kan ræse rundt.

Formodetlig af den samme grund som kineserne har til at holde sammen, har vi haft tendens til at hænge meget sammen med de andre europæere: tyskere, nordmænd, danskere og et par sweitzere. Eller også kan vi bare blive enige om at drikke en øl...

Weekenden har vi desuden brugt på gratis frokost med Tucson International Friends, hvor vi blev forfulgt at Larry fra Nebraska, som "taalte lidt daansk". Vi tilmeldte os begge tilbudet om at blive tildelt en lokal ven, som bliver matchet én via fælles interesser - man kan så lave div. ting sammen og derigennem få en indsigt i det lokale miljø. Jeg føte mig sikker på at Larry ville grave dybt efter en dansker!

I går var der venskabelig fodboldkamp på The Mall på Campus - og nej, det er ikke et indkøbscenter, men en stribe græs nøjagtig tværs igennem campus.

Heldigvis var der også andre der ikke spillede fodbold og som godt gad snakke. Det endte med at vi tog til privat fest på et dødkedeligt nybygget studenthousing-værelse fyldte med spaniere og andre udvekslingsstuderende. Det var ikke rigtig noget for os, så vi tog hurtigt hjem igen. Det mest fornøjelige ved arrangementet var at stå på svalegangen og tale med polsk/amerikanske Kaisa og kinesisk/amerikanske Kevin om politik. Desuden meget interessant at se stedet i virkeligheden, når man nu har set deres skinnende hjemmeside. Man skal ikke lade sig narre!

I dag er der faldet en sten fra vores begge hjerter - det er endelig lykkedes os at få forsikret og indregistreret Maxima her i Arizona. Godtnok er hun kun midlertidigt indregistreret i 3 måneder, for vi har stadig ikke fået papirerne fra sælgeren (han siger at han sendte dem anbefalet for 1 uge siden, men de er ikke nået frem... besyndeligt!). Det bedste af det hele er næsten, at det viser sig at være utrolig nemt at tage kørekort her. Du får udleveret en brochure med selvindlysende stof, som du læser, derefter møder du op på Motorkontoret, tager en teoriprøve og en køreprøve og voila: så har man kørekort. Det hele skulle kunne gøres på et par timer hvis man er lidt kvik. Jeg har tænkt mig at læse den lille bog som godnatlæsning og tage prøven i løbet af de næste par uger. Derefter kan jeg helt lovligt lære Jens at køre i vores egen bil! Det er en stor lettelse at opdage at de tilsyneladende tager lettere på tingene (ifht. indregistrering) her end i Californien. Dog er det stadig enormt skræmmende når man ser en 16-årig bag rattet i en tonstung truck!

I dag har vi også fået rengjort vores lille metalkøkken - at "alt er rent" betyder ikke altid at det er det. Det er så dejligt endelig at kunne lave sin egen mad. Jeg er såååå træt af fastfood!

I morgen står der samtale med academic advisors på programmet og det er endelig tid til at tilmelde sig fag. Vi er de sidste af de sidste til at tilmelde os, så det bliver interessant at se om der er nogen ledige pladser på de kurser vi møjsommeligt at siddet hjemme i Danmark og valgt - og fået forhåndsgodkendt. Heldigvis har vi allerede fået indstrukser i hvordan man rent taktisk overtaler underviseren til at acceptere én på kurset - det lyder overhoved ikke som om det er umuligt, særligt når man kun er her på udveksling.

Og nåeh ja, så står der også Pizza Paty på programmet - vi er enige om at det er meget amerikansk, men også om at vi 100% sikkert skal med. Gratis mad og festivitas har altid været et hit.

Vi svømmer i poolen hver dag og nyder at solen skinner, når vi kan være i skyggen. Vi sveder meget og folk siger at det nok skal blive bedre, men er uenige om hvornår... Lige nu er det meget fugtigt og det bør i hvertfald stoppe når monsunen er ovre, hvornår det sker ved vi ikke helt med sikkerhed.

Campus er en hel bydel i sig selv, med restauranter, fastfood, bank, hospital osv. Meget af det har vi ikke haft lejlighed til at se endnu, men når vi får cykler må vi på sightseeing. Det spøjse ved campus er at det jo er helt tomt på nuværende tidspunkt - skolen starter først d. 25. Jeg glæder mig til at opleve stedet komme til live.

Viva Las Helårsbeboelsesvogn

Ja, så kom vi ud af Las Vegas. Vores sidste aften der gik med at ølle den på Hofbräuhaus, som er en ærketysk/bayersk restaurant med schnitzler, 1 litersøl og Glockenspiel. Yours truly græd næsten. Desuden var der ægte tysk (dvs. østrigsk...) live musik. Derefter gik turen for mit og Kiras vedkommende ud på The Strip (nej, det er altså LVs hovedgade) for at vælte rundt i det lettere mareridtsagtige klovnecasino Cirkus Cirkus, Ægypten-kopien Luxor osv. Som Kira tidligere har været inde på består Las Vegas af få elementer, hvoraf varmen er ganske væsentlig. De andre er:
* Gambling
* Prostitution (man får konstant ludervisitkort, billboardlastbiler ræser rundt hele natten med damerreklamer på osv.)
* Druk. Alle vi mødte arbejdede enten på en bar eller et kasino.

I parentes skal nævnes at Las Vegas ligger i Las Vegas Valley, hvilket vil sige at hele byen er omgivet af smukke bjerge som næsten er garanter for en smuk solnedgang, hver gang.

For nu at vende tilbage til dette indlægs titel, så vil jeg fortsætte med at beskrive vores omgivelse her ved fucking Grand Canyon. Lad mig starte med at sige at den ser ikke ud som på postkort. Den er møj større. Kira og jeg har lige set solnedgang deroppe og... Ja, det er sgu pænt.
Vi couchsurfer hos Debbie og Rob, deres to hunde og to katte. I kid you not: Disse mennesker bor i en campingvogn sammen med fire dyr! Heldigvis snakker vi ikke den aggressive slags. Rob er brandmand, brysk og sidder det meste af tiden og ser baseball. Han er god mod dyr, men meget fåmælt. Debbie er en slags efterlønner/førtidder med kæbeproblemer. Qua disse smerter ryger hun en del joints mens hun spiller internetyatzy. Hun er meget sød og udadvendt, men afgjort fra et andet social strata end det vi er vandt til. Deb og Rob er også de første amerikanere vi falder i snak med som ikke er venstreorienterede på det næsten fanatiske plan. Aftensmaden bestod af big ass pork chops, tilberedt af Rob på deres ligeså big ass grill, og indtaget på spise-i-sofaen-mens-man-ser-tv-klapborde.

Viva Las Vegas

Hvorfor vaelger mennesker at bo i en oerken... Og hvordan skal vi mon overleve det...

Loftventilatoren snurre i vores vaert Shanas lille lejlighed. Temperaturen herinde er behagelig, graensende til det koelige. Jens tager en lur i den bloede seng, som vi har faaet lov at sove i. Udenfor skinner solen og det er bankende varmt (Ca. 40 grader). Der er ingen mennesker paa gaderne - det forstaar man godt! Vi er ankommet til Nevada - Las Vegas.
I gaar var vi i biografen Imax og se den nye Batmanfilm og ude og drikke drinks/oel paa Shanas stambar: The Red Room. Det var en meget fornoejelig aften med masser af dans og rigelige maengder alkohol. Det boeder vi for i dag... Heldigvis er der ikke saa forfaerdelig meget at lave om dagen her, og som sagt er det ogsaa saa varmt at man ikke har lyst til at gaa ud foer hen paa aftenen. Vi ankom i forgaars efter en lang og MEGET varm dag i Death Valley. Dalen kan bedst beskrives som et ufatteligt raat sted unde nogen videre vegetation og med en sommerteperatur der oedelagde vores lille noegleringstermometer (det gaar til 50 grader). At det blaeser hjaelper ikke det mindste - at vaere der er lidt ligesom at staa foran en meget stor haartoerre!

Shana arbejder i en bar, hvor vi moedte hende og tilbragte de foerste par timer i Las Vegas. Bagefter gik vi op og ned af Fremont Street, som er pakket med casinoer og barer. Vi spillede 50 kr op paa roulette (ingen af os orkede at taenke!) og drak et par driks - meget stille og roligt, vi var meget traette efter dagens oplevelser. I gaar var vi med Shana og tyske Jessica paa udflugt til Mt. Charleston hvor der er koeligere - ahhh! Det er et fint omraade, meget groennere end Las Vegas, og ikke saa forfaerdeligt anderledes end de andre bjergomraader vi var i lige inden vi koerte ind i Death Valley - The White Mountains. (Jeg lover der kommer et mere detaljeret indlaeg om vores oplevelser mellem San Francisco og Las Vegas: Yosemite, Lee Vining og Mono Lake, Bodie Ghosttown samt Ancient Bristelcone Pineforest)

I aften skal vi se The Strip, byens absolutte hovedgade hvor alle de store casinoer ligger. Vi saa lidt af den da vi koerte ind i byen og det er et absolut overdaadigt lyshav. Alt her i byen har blinkende skilte, selv dyrelaegen har blinkende lys som reklame.

Hver gang vi taler med nogen om at vi synes her er varmt og derefter fortaeller at vi skal bo i Tucson, siger de at det bliver meget vaerre. Hvordan skal det dog gaa? Mon man vaenner sig til varmen? Og mon vi kan klarer det? Heldigvis har Maxima et udemaerket airconditionsystem!

I morgen gaar turen til Grand Canyon, hvor vi skal vaere i 2 naetter, inden vores orienteringsseminar paa universitetet starter fredag morgen.

San Francisco og de første 400 miles med Maxima

Onsdag formiddag lykkedes det os endelig at købe vores bourdeax Nissan Maxima (fra 1991 men meget pæn!) med penge hævet over 2 dage, lidt fra kistebunden og lån fra vores moldaviske roommate. Jens fiksede det automatiske vinduet i passageresiden med en skruemaskine (og lidt gaffa...) og vi tog den til en mekaniker som overbeviste os om at vi udover olieskift også skulle have skyllet og renset vores kølesystem. Vi tænkte at det var en fin ting, når vi nu skal bo i en ørken! 

Om eftermiddagen lykkedes det os så at komme ud af Los Angeles og starte vores rejse mod San Francisco op ad kysten. 

Vi kørte på highway 1 hele vejen til Santa Barbara, hvor vi spiste en gigantisk krabbe på en af molens hyggelige restauranter. 

Vi parkerede på en stille villavej og sov på bagsædet af bilen - moderat succes... 

Efter morgenmad på en dyr café og et kort besøg på Misson Santa Barbara kørte vi videre mod nord, med den konklusion at Santa Barbara nok ikke var noget dårligt sted at bo. Vi valgte vej

en gennem bjergene fremfor kysten, hvilket var en fantastisk smuk rute. 

Næste stop var Solvang, en fantastisk kitch og ikke særlig dansk tidligere dansker-koloni, hvor vi så Julehuset og Mortensens Bageri, en statue af H.C. Andersen og masser af dannebrogsflag!

Vi tog en dypper i det vilde hav ved en af de mange små kystbyer og kørte derefter til det meget hypede Hearst Castle. En rigmands privatbyggede slot med havudsigt. Vi var for nærige til at tage den guidede tur og så i stedet den gratis udstilling. Bagefter kørte vi lidt videre langs kysten og så de sjoveste søelefanter der lå og tog en sla

pper på stranden. De er kæmpestore og lidt blævrede, har underlige næser og laver underlige lyde (lidt ligesom bøvser...); og så ligger de bare der i store dynger og nyder livet - en virkelig fed oplevelse. 

Derefter kørte vi ind i området Big Sur som er et af de mest fantastiske kystområder jeg nogensinde har set - eller endsige k

ørt på! Ruten er ca 80 miles lang og fyldt med hårnålesving, så det tog sin tid - men hvor var det smukt. Helt modsat kysten ved Los Angeles, som har smukke hvide sandstrande, ændre kysten sig drastisk og bliver fyldt med klipper, kæmpe bølger og masser af vind. Smukt og vildt.  Det var en fantastisk og til tider nervepirrende oplevelse så da vi kom til Monterey var vi trætte og trængte bare til at sove i en blød seng (og ikke et kort og hårdt bagsæde...). Vi fandt endelig Candle Bay In, et skønt lyserødt motel med en dejlig stor seng og en

 skrækkelig fastfoodrestaurant på den anden side af gaden. 

Næste dag brugte vi 3 timer i det lokale akvarium som er helt fantastisk flot - mange og kæmpe fisk, gobler, oddere og (næsten) bedst af alt - touch pool hvor man kan røre søstjerner og søpølser! Det er indrettet i resterne af en af byens mange konservesfabrikker.

Derefter gav vi den gas og tog kun et enkelt stop i Santa Cruz, som er en virkelig fed by fyldt med genbrugsbutikker og gamle hippier. I San Francisco fik vi inkvarteret os hos vores couchsurfing-vært Stuart, som bor

 på Turk st. i et område guidebogen ikke har mange rosende ord tilovers for. På gaden hænger hjemløse, fulde og andre sære eksistenser ud - flest sorte. Men det er tæt på alt og ikke farligt, så længe man ser ud som om man ved hvor man skal hen. Vi tilbragte aftenen med at se film, drikke øl og spise chips sammen med hans venner. Vi var ret trætte og sov fantastisk på hans luftmadras. Næste dag flyttede vi bilen fra vores meget dyre parkeringsplads (amerikanske parkeringsregler er ikke til at spøge med - hvis man parkerer

 et sted som ikke er tilladt bliver man i værste fald trukket væk... Desuden var Turk ikke det sikreste område at parkere i

) ud til et mere roligt område nær Golden Gate Park, hvor vi så rosenhaven, gik tur i den Japanske Tehave og spiste is ved en af de fine små søer med robåde. Bagefter tog vi en bus ud til havet, hvor der var en fin udsigt over stranden. Bussen tilbage mod downtown tog os til Russian Hill, hvor nogle af de stejleste gader (ca. 31 grader) er.

Det er svært at forstå hvorfor man  valgte at bygge byen netop på disse bakker! Og hvordan man tør parkere sin bil på dem... 

Resten af dagen brugte vi på det meget tur

istede Fishermans Wharf, hvor man kan købe falske mærkevarer og overpriced seafood. Der bliver stadig fisket fra molerne og der var en fantastisk udsigt over vandet og Golden Gate bridge. 

Godt brugte travede vi ned gennem det som er kendt som byens "little Italy" og hje

msted for beatbevægelsen - et ret hyggeligt område. Aftenen tilbragte vi med Stuart og hans venner, samt couchsurferen Heather fra West Virginia, som også skulle sove hos Stuart. Vi vandrede op ad en af de mange bakker, til en bar med billiard og lækre lokale øl.

I dag tog vi alle på udflugt til området Haight-Ashbury hvor alle de gamle hippier har slået sig ned i de gamle, fine viktorianske villaer. Området var meget underholdende, dog en smule plat med lidt for påtagede hippie-attitude-souvenirbutikker og gennemsyret af en duft af røgelse, men med hjælp fra Stuart så vi nogle virkelig fine steder. Vi købte bøger og anti-bush-postkort i en anarkistisk boghandler, spiste frokost på en jamaicansk tapas-restaurant og købte cd'er i den største cd forretning jeg nogensinde har set! Bagefter tog vi bussen til centrum og gik ned gennem chinatown, som absolut er meget kinesisk - og den 2. største i USA (den største er i New York). Vi spiste ulækre kinesiske kager på et bageri og kikkede på grønthandlernes underlige frugter og underlige skilte.

Vi er nu hos vores 2. vært her i San Francisco, Michael, som bor i et meget fint og roligt område nær ved vandet. Vi har haft nogle problemer med bilens papirer, og det er meningen at de skal sendes hertil. Hvis ikke de kommer i morgen  har han lovet at sende dem til vores adresse i Tucson - så må vi vente med indregistreringen indtil vi er nået frem. Lidt for sent, men folk siger at de ikke tage det så tungt på motorkontoret. Som udlændinge er vi nok en smule paranoide; når man ikke kender reglerne (og straffen for at overtræde dem!) så godt er det bedre at holde sig på den sikre side. Vores problemer bunder mestendels i at sælgeren ikke har gjort sit job helt godt nok. Papirerne skulle vi have haft da vi overtog bilen, ligesom den smogtest (ligesom miljøafgift i DK) vi skal have foretaget burde have været lavet på deres regning. Derudover udløber bilens registrering i denne måned, vi ved bare ikke præcis  hvornår, hvilket er afgørende for om vi kan nøjes med at vente til vi kommer til Arizona med at indregistrere den i vores navn, eller om vi er nødt til at gøre det her i Californien - hvilket vil være den dyrere løsning, idet vi vil være nødt til at gøre det IGEN når vi kommer til Arizona. Man skal nemlig have nummerplader fra den stat man bor i... Vi prøver ikke at tænke for meget på det, men gør dog noget ved sagen. 

I morgen har vi noget af dagen til at udforske lidt mere af byen - muligvis tager vi på museum og ser en Frida Kahlo udstilling - inden vi kører ud af byen mod Yosemite National Park, hvor vi skal bo i et telt sammen med to piger der arbejder i nationalparken. I dag har vi købt vandresandaler!

Efter kun 2 dage i San Francisco er vi helt enige om at her er meget rarere end i Los Angeles. Mere interessant, lettere at komme rundt med offentlig transport, flinke mennesker og god stemning. Vi kunne helt sikkert bruge meget mere tid her, men samtidig er byen ikke så stor, så man kan faktisk nå en del på ret begrænset tid. 

Vi nyder at rejse, men taler også meget om, at vi glæder os til at komme til Tucson, hvor vi ikke skal bo i en kuffert og kan sove i en rigtig seng. Og så glæder vi os til at se hvor det er vi skal bo!  Vi har talt med vores udlejer Andy et par gange, og han virker som verdens sødeste mand. Han er en gammel hippie fra New York, som vil gøre alt for at hjælpe os. Vi er meget spændte!