Som Bethiah udtrykte det, så er det lidt ligesom når man har glædet sig rigtig meget til at komme på stranden, og når man så endelig kommer derud, så er man lidt bange for at stikke foden i vandet, for hvad nu hvis det er koldt. Man tør ikke rigtig tro på det. Men det er rigtig nok at vi har juleferie, og at udvekslingsopholdets faglige del nu er slut.
Desværre er det nu også ved at gå op for mig, at det faktum at vi forlader Tucson også betyder at vi forlader de mennesker vi har lært at kende her, og at sansynligheden for at vi nogensinde kommer tilbage hertil er utrolig lille.
Det er underligt at skulle ligge en del af sit liv bag sig, også rent fysisk. På søndag sætter vi os ind i Maxima, og når vi kører ud af Tucson er det nok for sidste gang. Det er en underlig fornemmelse.
Jeg håber bare at de piger jeg har mødt her, kunne tænke sig at komme til Danmark på besøg. Jeg ved at der nok er nogen af dem der vil have mulighed for det, men også at andre nok ikke vil. Heldigvis har jeg en klar fornemmelse af, at Bethiah og Kasia i det mindste kommer så tæt på som Tyskland indenfor den nærmeste fremtid. Og afstande har fået en anden betydning efter opholdet her.
På min første fridag har jeg pakket vores studio sammen og læsset det hele ind i gæsteværelset i den anden ende af huset. Det tager længere tid end man lige tror. Vi har nok også fået anskaffet os mere end vi lige troede. I overmorgen flytter der en ny ind, derfor denne midlertidige løsning. Jeg har også hjulpet Bethiah med at flytte nogle af hendes ting ud til hendes nye midlertidige værelse. Og været ude og shoppe lidt. En god første fridag.
Anden fridag skal bruges på tøsetur til drypstenshuler (!!!) 1 times kørsel herfra, tøsedag og internationalt sammeskudsgilde, hvor jeg vil bidrage med rugbrød og noget andet tryllet ud af resten af indholdet af vores nu tømte køkkenskabe. Jeg er glæder mig meget til det hele!
Der er også en del logistiske ting vi skal tage os af. Desværre ser det ikke for godt ud mht. at få bilens papirer i orden (lorte-beurokrati/bilsælger), så vi må nok prøve at sælge den uden. Vi håber selvfølgelig at det vil lykkes os at få bare nogle af de penge tilbage som vi selv har givet. Dog vil jeg sige, at på trods af alle de mange papirproblemer vi har haft, så ville jeg anbefale ALLE at gøre det. Livet i USA (ihvertfald i denne ende) er ikke let uden bil. Den giver os så mange muligheder og oplevelser, som vi ellers ikke ville have haft eller fået.
En anden logistisk ting er, at Jens skal tage sit kørekort. Jeg har undervist ham de sidste par måneder og han er efterhånden blevet rigtig god. Men det må han hellere selv blære sig med på et tidspunkt!
Cyklerne skal sælges, skolepapirer skal underskrives og skolebøger skal sælges tilbage til boghandlen.
Derefter går turen mod nord, sne og bjerge. Jul i Durango, Colorado, er planen. Nu må vi se hvor meget sne der ligger på vejene og hvordan Californske dæk klarer det! Eventyret venter.
1 kommentar:
Kære Kira Kære Jens Vi ønsker jer en rigtig dejlig tur videre i det (forhåbentlig ikke så) vilde vesten. Vi glæder os til I lander her efter mange dejlige oplevelser. Kram fra os.
Send en kommentar