torsdag den 13. november 2008

De dødes dag og de levenedes liv

Dia del los Muertos - De Dødes Dag - faldt i år samme weekend som Halloween. Derfor var det blevet besluttet at Tucson All Souls Procession skulle holdes weekenden efter. Nærmere bestemt søndag d. 9 november. Jeg var hjemme hos Bethiah aftenen før for at lave mig en hulahopring - idéen var nemlig at vi skulle have dem med til arrangementet. Ved samme lejlighed var jeg så heldig at møde en af de sagnomspundne ignorante amerikanere, som er fuldstændig overbeviste om at Obama er muslim. Dette personificeret i blonde Danielle, Bethiahs sambo, hvis argument var at Obama lyder som Osama. Så vidt jeg ved, mener andre det pga. mellemnavnet Hussein, men denne pige ved bedre! Det var en meget interessant men dog temmelig skræmmende og ubehagelig diskussion, som rejste sig ved middagsbordet efter Obama/Osama udtalelsen. Heldigvis stod Danielle alene med dette argument.

 
Mig og Danielle hjemme hos Bethiah

Tilbage til paraden. Jeg sad hele dagen - eller det vil sige, det der var tilbage af den efter jeg havde sovet længe - på biblioteket, for at blive færdig med min bograpport til mit latino/a fag. Herlighederne startede kl. 18, og jeg nåede lige at hoppe i noget festligt tøj og mit fjerdiadem inden vi ræsede ned i byen. Paraden var allerede i gang da vi ankom til 4th Ave. Udklædningerne varierede bredt, men var alle mere eller mindre fokuserede på det emne vi fejrede: de døde. Der var skeletter i form af brude og småpiger i bjørnekostumer, folk på stylter, i cykelvogne og med trommer. Der var sågar en trold med lange horn, en fed mavedanser og mange, mange andre spøjse kostumer. Forskelligheden var fantastisk og vi stod længe og kikkede mens paraden dansede, hoppede, kørte, løb og spillede forbi os. 



Vi hoppede ind lige inden salsaorkestret, så der var lidt at hulahoppe til. Jeg havde ikke øvet mig en hel måned, så der var ikke meget jeg kunne blære mig med, men Bethiah fik både børn og voksne til at måbe. Særligt børn. Som en lang menneskekæde gik vi ned gennem tunellen under jernbanen - toget kom selvfølgelig forbi nøjagtig samtidig og tuttede som altid, til alles store fornøjelse. På en tom plads lige ved jernbanen var der stillet scene og kraner op. Der var allerede tykt af mennesker og vi ventede alle på at showet skulle starte. Ventetiden blev fordrevet med ildshow og musik.


Inden længe gik det planlagte show i gang med noget dans, der fra min position 2 hoveder under de fleste, så ud og lød som asiatisk dans. Det mest overvældende var dog ildhowet, hvor 9 mennesker hang fra kranen og laved halsbrækkende akrobatiske øvelser. Alt imens de brændte fakler af og en brændende kugle hang i luften. Meget, meget flot og helt umuligt at fotograferede. I skal vide at jeg virkelig forsøgte - det bedste resultat kan i se nedenfor.



Til afterparty spillede salsaorkestret op til dans og vi hang ud indtil sulten overmandede os. På Congress st. fandt vi The Grill, som var stuvende fuld med skelethoveder. Heldigvis var vi heldige at få et bord. En burger smager altså bedst når den indtages på en oldschool diner!
En sjov lille detalje var, at pigen som spillede "den store stygge ulv" i en meget artzy og yderst nøgen opførsel af Den Lille Rødhætte, som vi så et par dage før ved et andet Dia del los Muertos arrangement, arbejdede der. Og hun havde ulvehætten på. 
Fantasisk aften!

Ingen kommentarer: