Ja, siden Jens sidst skrev har Maja or Erling været på besøg og jeg har haft travlt med at agerer tourguide, samtidig med at det var tid til at få overstået nogle midterms. Midterms er en ganske ubelejlig vane de har herovre - eksamener midt i semestret. Og nej, det er ikke bare terminsprøver, men rigtige eksamener. Afhængig af faget laves de som hjemmeopgaver eller essays som skal skrives i timen. Jeg har desværre ikke haft nogen af de slags som man laver hjemme, men Jens har haft en god blanding. I to af mine fag har vi fået udleveret en række essayspørgsmål som eksamensspørgsmålene ville blive taget fra. På eksamensdagen får man så udleveret de udvalgte spørgsmål og man har undervisningstimen til at skrive sit essay/svar. Det skal gøres I HÅNDEN i noget der hedder en bluebook (lille kladdehæfte med blåt omslag, deraf navnet), som man selv skal have med. Jeg har ikke skrevet en eksamen hånden siden folkeskolens afgangsprøve på Vesterdal. Og mine engelske stavekundskaber er mildest talt ringe. Normalt hjælper min computers stavekontrol og ordbogen.com mig meget. Men det var ikke til at undgå, så jeg måtte jo fatte pennen og skrible løs. Jeg kender endnu ikke resultaterne i alle fag, men bare jeg består så skal det nok gå.
Jeg er indenfor de sidste par uger kommet frem til en beslutning, som både kan være sund og farlig. At være ligeglad.
Meget af den tid vi har været her har været præget at rigtig meget skolearbejde. Vi har læst meget og lavet mange opgaver. Vi har misset rigtig mange interessante og sjove oplevelser på grund af skolearbejde. Jeg er kommet til den konklusion, at jeg ikke gider bruge min tid herovre med næsen i en bog, når der er smuk natur og fantastiske oplevelser omkring mig. Undervisningen er generelt interessant, og særligt de andre studerende bidrager til min forståelse af immigrations situationen i USA og sydvesten. Jeg er dog en smule træt af, at mit Latino Emerging Issues fag har udviklet sig til en form for selvterapi for folk der ikke kan definere deres egen identitet (hvilket er meget, meget interessant, men kan trækkes i langdrag!). Men, men, der er utrolig meget at læse, så hvis man skulle læse alt kunne man ikke have tid til andet i sit liv. Og, taget i betragtning at vi kun er her 1 semester, så har jeg besluttet mig for at prøve at slå koldt vand i blodet.
Det ligger jo ellers ikke til mig - hang til perfektionisme kræver som regel temmelig meget arbejde - men jeg vil gøre forsøget. Det kunne nok være sundt for mig!
Det kom lidt af sig selv mens Maja og Erling var på besøg. Jeg ville hellere være sammen med dem og tage på ture mens de var her, end at være en pligopfyldende studerende. Det lykkedes os også at tage på en hel del ture og se en masse.
De kom sent lørdag d. 19. Vi havde været til fodboldkamp på stadion sammen med Den Skandinaviske Klub (Danskere og Nordmænd som vi hænger lidt ud med). Vi fik slæbt kufferterne ind under halvtaget i det sekund det begyndte at regne. Lun troperegn og et par glimtene lyn bød velkommen. Vi sad lidt på terassen og dulmede jetlaget med en kold øl.
Søndag spiste vi morgen på terassen og på trods af det kølige vejr (som ellers kunne have været udnyttet til at tage ud i ørkenen) valgte vi at tage en lille tur i downtown for at kikke på huse og derefter at køre op på Mt. Lemmon for at se natur og udsigt. At køre fra downtown op på Mt. Lemmon er som at køre fra Mexico til Canada, rent klimamæssigt. Der var koldt på toppen og til vores store skuffelse ingen mad. Den lille landsby Summerhaven brændte totalt ned under en skovbrænd for 4 år siden, og den er endnu ikke bygget helt op igen. Erling og Maja var trætte på grund af jetlagget og det blev til en stille middag på El Charro hvor det ikke er umuligt at spise hvede- og mælkefrit.
Mandag og tirsdag tog Maja og Erling på egne eventyr om dagen og vi hyggede om aftenen. Tirsdag aften inviterede jeg de lokale tøser over til aftensmad, så Erling og Maja kunne se nogle ansigter på de mennesker jeg konstant snakker om. Det var virkelig hyggeligt.
Onsdag var vi på museum indtil jeg skulle til time kl. 15. Det er den eneste time jeg har om onsdagen, men også det eneste fag hvor de dumper en hvis man har mere end 3 gange fravær... Kl. lidt over 16 satte Maja, Erling og jeg Maximas næse direkte nord og ræsede derudaf i solnedgangen. Jens var desværre nødt til at blive hjemme pga. ens stor opgave. Vi nåede til Flagstaff lidt over 21 og da vi steg ud af bilen var det KOLDT! Jeg havde bestilt værelse på et billigt motel der udover at ligge på den historiske Route 66 var lige overfor togstationen. Hver 10-15. minut kom der et tog forbi og tuttede højt - noget de har for vane herovre; i Tucson bor vi temmelig langt fra jernbanen men kan alligevel høre hver gang toget kommer! - men det var nu hyggeligt nok. Vi fandt en irsk pub hvor det stadig var muligt at få mad og ikke mindst øl. Byen var noget så hyggelig og i modsætning til de fleste amerikanske byer føltes den som en rigtig by, dog utrolig lille.
Vi sov himmelsk og hørte ikke noget særligt til togene. Hotellets continental breakfast viste sig at bestå at tørt brød og marmelade fra små bøtter med sort kaffe og flødepulver til. Åh, ja og så juice og præfabrikerede cupcakes. Det var virkelig ikke nogen stor gastronomisk oplevelse, men nok til at holde os i live. Vi gik bytur og kikkede på butikker og en lille kirke. Det var fantastisk at opleve et lille stykke efterår - det er der jo ikke meget af her i Tucson.
Vi købte stort ind i Walmart og kørte derefter hen for at se et hus, som en lokal familie, der var blevet rige på tømmerindustien, havde bygget. Selvom gamle ting herovre ikke er så gamle, så var det rigtig fint at se, og det gav en god fornemmelse af hvordan det må have været at leve i Flagstaffs vilde vest. Bagefter trillede vi ned gennem Oak Creek Canyon hvor vi stoppede ved et udkikspunkt for at se naturen, men var så heldig også at finde et helt lille indianermarked. Et skilt fortalte os at det er et projekt som regeringen har igangsat og at der kommer nye handlende hver dag. Jeg tænkte at det da også er det mindste de kan gøre for at skabe bedre forhold for indianerne, efter hvad der er sket gennem tiden. Jeg ved dog ikke helt om jeg tror det er det der skal til - en vejsidebod kan man vel ikke blive fed på...
Bagefter fandt vi vores campingplads mellem en lille udtørret flod og høje grantræer. Vi satte vores enorme telt op og kørte videre til Sedona for at se solnedgang. Det var ret diset, men sjovt at se på de andre turister - og pænt var det da også! Vi spiste dejlig middag på en koreansk restaurant kaldet Moder Jord (på koreansk altså) og satte så kursen mod vores telt. Som var koldt. Så vi trak en flaske rødvin op og sad så indsvøbt i tæpper "indenfor". Men det var stadig koldt. Og det var temmelig koldt at skulle sove i det kolde telt. Da vi stod op tidligt næste morgen besluttede vi os derfor for at nedlægge lejr. Vi brugte dagen i Sedona, som er kendt for sine smukke røde klipper og "vortex" - steder som har særlig energi. Byen har udviklet sig til et new age mekka, hvor mange slår plat på det spirituelle. Vi så en meget smuk kirke på et kraftfuldt sted med røde, røde klipper og blå, blå himmel og spiste frokost i det fri. Derefter kørte vi til Jerome, som er en gammel mineby, der ligger med smukt udsyn over Verde Valley, som ikke er så afsindig grøn igen. Jerome er til gengæld meget charmerende og fin. Byen blev forladt da minedriften gik i stå og blev en såkaldt ghosttown, men i 70'erne kom der er flok hippier til byen; de flyttede ind i husene og skabte en kunstoase. I dag er den lille landsby fyldt med gallerier og små cafeer og restauranter. Der bor dog kun ca. 600 personer fast, så lidt underligt må det være at bo der - men et fantastisk sted at besøge. Vi drak eftermiddagste og spise kage (et koncept amerikanerne ikke er så vante til, så det var udelukkende på vores opfordring at det lykkedes at få det serveret!) inden vi kørte videre ud af landevejen, over bjerget, gennem de mange, mange sving og lige ud i solnedgangen. Vi kom til Grand Canyon temmelig sent, men vores vært Nicole - en guide vi havde mødt under vores første besøg - var forstående. Hun bor i en lille skurvogn sammen med en anden pige, og hun var så elskværdig at give os hele sit værelse og badeværelse. Luksus. Med en luftmadras på gulvet kom vi alle godt i seng og med temperature omkring frysepunktet udenfor vi var glade for at have vægge og gulv. Næste morgen skyndte vi os afsted med en klemme i hånden, for at være med på Nicoles fossilforedrag. Energisk og humoristisk fortalte og agerede hun så børnene måbede og de voksne lo.Vi så fine fossiler af forskellige havdyr og havde smuk udsigt i baggrunden. At Nicole skal forfølge sin drøm om at blive lærer er der vist ingen tvivl om. Bagefter gik vi tur på kanten af Grand Canyon og blev varmet op i solen. Om eftermiddagen gik vi en times tid ned af en af de lette stier for at se det hele lidt fra en anden vinkel. Det var lige så smukt som sidst vi var der, men temperaturen var meget mere behagelig. Perfekt vandrevejr: ikke for varmt, solskin og en let brise. Med klaprende tænder så vi solnedgang fra kanten (den skal jo opleves uanset hvor koldt det er!) og hjemme hos Nicole og Cassidy varmede vi os med den typiske danske ret: finsk suppe! Det var rigtig sjov og hyggeligt at snakke med de to piger; politik, fremtid, undervisning, rejser osv. blev vendt inden det var tid til at gå på hovedet i seng. Nicole og Cassidy skal på europarejse til vinter/forår og skal bo hos os i slutningen af februar. Nicole er historiemenneske, så Jens har lovet at nørde sammen med hende mens de to andre tøser shopper!
Næste dag kørte vi ud af parken ad en vej med mange fine kik til kanten af kløften. Vi besøgte også et gammelt udkikstårn som var smukt dekoreret med indianermønstre indeni. Søndagen var endnu koldere end lørdagen, og vandet på den lille bitte tank hvor jeg vaskede bilruderne var næsten frosset til is trods noget blåt stads der var blandet i for at det IKKE skulle fryse!
Vejen ud til hovedvejen går igennem Navajo Nation - det kæmpestore indianer reservat som ligger i det nordøstlige hjørne af Arizona - og langs vejen var der mange små stande med potter og smykker. Vi stoppede en enkelt gang og os damer fik købt fine smykker. Lige ved hovedvejen lå en by, som mest af alt lignede en grønlandsk bygd uden sne. Gamle biler, busser, trailere, beboelsesvogne, skrald, hunde og små huse spredt ud over et yderst sparsomt bevokset område. Ikke smukt men meget interessant.
Vi begyndte rejsen mod syd og kørte indenom den gamle pueblo Montezuma, hvor indianere har bygget murstenshuse rundt om den røde klippe. Området var fantastisk og besynderligt: lige i nærheden ligger et vulkankrater og hele området bærer præg af dette. Sort vulkansk aske, røde sten og gul-grønt græs. For at gøre det hele endnu mere spektakulært er jordens åndehul i denne by! Et naturfænomen gør at et hul i jorden blæser og suger luft alt efter omgivelsernes lufttryk. Dette kan jo ikke være andet end helligt, og man kan forestille sig at indianern har besluttet at blive netop der pga. dette. Videre ad vejen lå vulkanen omgivet af et sært sort landskab - kogt sten som så er stivnet. Intet kan gro der og det må have set sådan ud de sidste 600 år.
Trætte og mætte af oplevelser kørte vi hjem til Tuscon. Jeg skulle i skole næste dag, mens Maja og Erling tog en slapper. Lidt da.
Den sidste uge de var her tog jeg fri onsdag så vi kunne tage på udflugt til Tombstone og minebyen Bisbee. Der var rigtig fint, men intet kan slå Jerome! Vi så fine gallerier og nogle rigtig, rigtig sjove antikforretninger. Vi fandt en der havde tre etager og var fyldt med alt fra gamle nummerplader, modelflyblade, dukker, tøj, smykker, møbler, plader til sodavandsflasker, skulpture, porcelæn og meget mere. Vi spiste aftensmad på....gæt hvad...en mexikansk restaurant. Ja, man er jo tæt på grænsen.
Fredag har jeg ingen timer så jeg var frisk på eventyr: jeg synes stadig de manglede at se nøjagtig hvor tæt på grænsen vi er, så vi kørte sydpå til Nogales. På vejen stoppede vi i endnu en kunstby - Tubac - hvor vi så noget flot og en del usmagelig kunst. Det mest interessante der skete var, at vi mødte unge Nepalesiske Pema som arbejder her hver vinter og sender penge hjem til familien, som bor oppe i de nepalesiske bjerge. Jeg inviterede hende til at komme til Tucson for at møde nogle unge mennesker. Det kunne være sjovt at lære hende at kende og slet ikke så dårligt at have en kontakt i Nepal heller!
Nogales var lidt af et kulturchok. Man synes at det er meget mexikansk her langs grænsen i USA. Men det er kun indtil man krydser grænsen og bliver overfaldet af folk der vil sælge alt muligt ragelse. Maja og jeg havde begået den fejl at tage shorts på, hvilket vi hurtigt fik lavet om på. I Mexico er man tækkelig og hvis ikke bliver man overbegloet. Det lykkedes os at komme væk fra turistmekkaet og se byen bagved. Ikke noget særligt, men meget etnisk. Vi kikkede på grimme guldsmykker, falske mærkevarer og krokodilleskindsstøvler, gik op og ned af gader, fotograferede farverige huse og drak en drink inden vi tog hjem. Dvs. stillede os i kø for at komme hjem. Det var let nok at vade direkte ind i Mexico - dvs. gennem en meget robust metalsvingdør - men en del mere besværligt at komme tilbage til USA, eller EUA som Mexicanerne kalder det. De tog os en hel time, men der var altså også kun tre politimænd til at tjekke id og bagage, tage telefonen osv.
Det var så dejligt at have besøg og jeg har en smulle hjemve nu hvor de er taget hjem. Tucson har smukke kaktusser, solnedgange og trope temperaturer. Men den har ingen by. Alt er spredt ud over et kæmpe område med en- eller toetageshuse. Der er tre gader i byen som en europæer ville kategorisere som rigtige bygader med butikker. Og det er interessant at de byer som Amerikanerne selv synes er åh så charmerende, stemningsfyldte og hyggelige er småbyer som efter europæisk målestok er ganske almindelige små fine byer. De hungre efter historie. De dyrker det gamle - næh, se et hus fra 1930'erne! Det er nybyggerne i ørkenen.
Det var også rart at vise Maja og Erling hvad det er for et sted vi lever vores dagligliv. Og dejligt at se dem!
I dag har Jens været til rugby og jeg har været nede på Rec Centeret (et motionscenter som er gratis for studerende) og svømme. De har en stor udendørs svømmebane. Vi har spist hjemmelavet wok og været i biografen ude i El Con Mall - et spøgelsesindkøbscenter med masser af tomme butikker og ingen mennesker. Ingen! Men biografen var udemærket. Vi så Apaloosa, en ny western med Viggo Mortensen. Godt gammelt koncept men meget, meget sjovere når man kan se at den sikkert er filmet lige udenfor byen et sted. De talte endda om Bisbee!
I weekenden skal Jens spille mere rugby for det er nemlig homecomming weekend. Ingen af os har helt fattet hvad dette dækker over, men det finder vi nok ud af. Jeg skal med Kasia og Bethiah til Phoenix og høre elektronisk musik på fredag. Glæder mig lidt til at se noget af denne gigantby, som så mange elsker at hade. Der skulle være nogle fine museer og interessant arkitektur.
Opslag
