WOW

Tailgating og fodbold kom vi til, også i den grad. Vi var meget fine i matchende t-shirts (på ære, det var ikke noget vi havde aftalt, det skete bare...): røde med billede af den store stærke wildcat! Jeg synes selv at vi så meget troværdige ud. Vi gik derned af og kunne allerede udefor indkørslen spotte de første fans; de havde selvfølgelig også det fine røde/blå udstyr på.Vi var på forhånd blevet advaret om at piger costumizer deres t-shirts. Jeg havde nok ikke helt forstået hvor meget bar hud man kan komme afsted med at vise i en kjole/top lavet ud af en rød unisex XXL t-shirt. Det er meget! Vi så fans i alle størrelser og aldre (se albummet her) som hang ud på den grønne plæne midt i universitetet som de kalder mall'en. Der blev grillet til den helt store guldmedalje, drukket øl, spillet tailgating-golf og hygget med familie eller kammerater. Ih hvor var det lige som man havde håbet, bare med den undtagelse at alt desværre virkede meget privat eller vip og man derfor ikke kunne købe mad nogen steder. Hvilket var en craving for os begge; særlig mig som bødede for et par tequilashots for meget aftenen før det meste af dagen.

Vi besluttede at bevæge os videre ned mod stadion hvor heldet var med os. På en græsplæne lige ved siden af stadion var der adskillelige telte hvor der duftede lifligt at stegte bøffer og hotdogs. Idet vi ankom lavede chearleaderne deres afsluttende badutspring og sprintede ind i et lukket område for at spise "Alt godt fra grillen". Vi fulgte trop for den nette sum af 100 kr. pr. mand/kvinde. For de penge fik vi så 3 øl hver, en burger, kartoffelsalat, en klat bønner og en fedtet brownie. Mætte og tilfredste fulgte vi strømmen ind i det halvfyldte stadion hvor vi fandt vores pladser. Udemærkede til de 15 dollars vi havde betalt en billethaj for dem. Football er åbenbart en meget familievenlig begivenhed og vi så adskillelige bedstefædre med deres småbitte børnebørn - begge selvfølgelig i fuld fanuniform. Udover det var der masser af børnefamilier, kærestepar, vennepar og større grupper i pensionistalderen. Vores område var temmelig fredeligt, men umiddelbart foran os holdt Zona Zoo- folkene til; det er dem med årspas og de kan bedst beskrives som superfans med masser af begejstring, farvede parykker og sikkert også en anseelig promille! (Under sidste kamp begyndte det at regne så meget at man var nødt til at udskyde kampen 1 time, folk blev bedt om at gå midlertidigt hjem, zona zoo-folkene ville ikke flytte sig og der kom til optøjer og arrestationer...)

Fra start til slut var det en stor omgang underholdning; ikke et sekundt fik vi lov til at kede os. Hvis ikke spillet var i gang så spillede orkesteret eller der kørte reklamer over højtalerne, cheerleaderne lavede gøjl eller maskotterne fjollede rundt. Eller også skete der mindste af disse ting på en gang. Før kampen marcherede bandet ind i deres fine uniformer og det var rart endelig at se hvad det var de havde øvet på den sidste måned! Derefter blev der stillet op til spillernes ankomst, hvilket foregik med fyrværkeri og flag og endeløs jubel. Det varede ca. 10 sek men tog ca. 5 min at gøre klar til! Under spillet blev vi instrueret i vores rolle som publikum via skilte såsom "NOISE" når vi skulle forvirre modstanderne eller store flag som skulle få de forskellige publikumssider til at råbe henholdsvis "U", "of" og "A". Det lyder måske dumt, men det var utrolig sjovt at være en del af. Jeg må dog indrømme at jeg indimellem var ganske måløs, men det var jo også min første football kamp - nok ikke den sidste!

Modstanderne var ganske ringe så det gik stødt fremad - Jens var dog med jævne mellemrum nødt til at forklare mig hvad der foregik på banen for jeg har altså stadig ikke helt fat i reglerne. I halvegen blev vi underholt med marchmusik og cheerleader-akrobatik samt en minikamp mellem miniputhold cheer'et af minicheerleaders og deres stolte forældre!

Vi vandt heldigvis. Det lod dog til at folk gik mindre op i selve kampen end det faktum at vi wildcats vandt: der var mange der først kom ca. 10 min inde i kampen og ganske mange der gik 10 min inden den var færdig. De sidste par minutter var stadion halvtomt - de havde jo alligevel vundet. Trætte, mætte og glade gik vi hjem.

I dag stod vi tidligt op, for vi havde aftalt med nogle folk at vi skulle op på det nærliggende Mt. Lemmon og vandre. Det tog sin tid at komme afsted men køreturen derop var ganske smuk, særligt da vi nåede grænsen hvor kaktierne holdt op og træerne begyndte. En skøn afveksling fra ørkenen. Desværre begyndte det at stå, tordne og lyne ned da vi endelig var klar til at starte gåturen, og det hele endte med at der var en del som synes hellere ville på mexikansk restaurant og spise frokost. Os der egentlig gerne ville vandre, besluttede os for at det nok var for farligt at gå ud på klipperne, og begyndte at køre hjemad. Kort efter kom solen frem og vi holdt ind ved det næstsidste vandrested på bjerget; her var der en næsten udtørret flod hvor Malene og Louise fra Danmark samt Bethiah fra New York og jeg gik en smuk tur. Vi så nogle fine blomster, delvist afbrændte træer fra en gammel skovbrænd, klipper og en lille å som løb i det store flodleje. Vi var glade for at have fået lidt natur ud af den lange køretur, og var enige om at vi måtte komme tilbage en anden dag, for at gå den tur ud til et gammelt flyvrag vi oprindeligt havde planlagt.