Godt kørende

I dag var dagen hvor jeg endelig fik taget mig sammen til at tage et amerikansk kørekort. Det havde været planlagt længe at jeg skulle tage det indenfor en måned, men I ved hvordan det går. I dag udløb forsikringen på Maxima og det var derfor yderst nødvendigt at jeg fik taget det, så vi kan få tegnet en ny og forhåbentlig både billigere og bedre. 

Som alle havde fortalt var det ikke noget problem. Helt ærligt så er det skræmmende let at tage et kørekort herovre. Normalt koster det 25 

dollar, men jeg slap med sølle 10 fordi det er begrænset til min visumperiode. Det er nok de bedste 50 kr. jeg har givet ud længe. Og ufatteligt når man tænker på de 13.000 kr mine forældre så gavmildt gav ud for at jeg kunne lære at køre hjemme i Danmark.

Projektet startede i sidste uge, hvor jeg endelig fik taget mig sammen til at få en mekaniker til at kikke på spedometeret. Som det nok ofte går, så kunne han ikke fikse det, men opdagede noget andet som var uundværligt at få repareret. For $ 200. Nåjah. Vi skulle alligevel have det repareret før eller siden og manden argumenterede så godt for at det kunne betale sig i længden på benzinforbruget. Til gengæld besluttede vi så ikke at få repareret spedometeret, men bare fortsætte med sætte farten efter de andre billister. Farlig vil du måske sige, men indtil videre har det fungeret fint og det er altså ikke fordi vi ikke har mødt en politibil. Politi har de nemlig nok af herovre. Det myldre især med dem omkring campus, på vejene ser man highway patrol og sydpå ser man border patrol. Det må da også skabe nogle jobs.

Andy havde været så flink at tilbyde at jeg kunne låne hans bil til testen, så formiddagen blev brugt på at træne automatgear og parallelparkering. På motorkontoret var der nærmest mennesketomt, modsat sidste gang vi var derude. Mandag er travl. Onsdag heldigvis ikke.

Jeg fik 86% rigtige i min teoriprøve og var meget glad for at jeg havde læst den lille manual som udleveres. Ellers ville jeg da ikke ane hvor mange dages fængsel man får for spiritus kørsel 2. gang man bliver taget. Vel overstået fik jeg besked på at kører frem til den

 lille del af parkeringspladsen som bliver brugt til kørerprøver. I min egen bil vel at mærke. Altså Andys, som i øvrigt var fyldt med skrald og en tom gasflaske, som den motorsagkyndige var temmelig bekymret over. En trepunktsvending og en halv tur rundt om blokken senere proklamerede den lyshårede kvinde "hon, the limit is 40 here" og afslørede så at hun jo godt kunne se at jeg kunne køre. Resten af turen rundt om blokken sludrede vi om Dansk og Amerikansk alder for kørekort og hun var vældig begejstret både over 18års grænsen og det faktum at jeg kom fra København. 5 min senere havde jeg mit amerikanske kørekort med en fin Grand Canyon baggrund.

At kalde nogen hon er for øvrigt ikke noget man skal tage ilde op - det er helt normalt at kvinder kalder både andre kvinder og mænd ved dette lille søde kælenavn. Jeg tror dog ikke det er tilladt for mænd. Jeg synes stadig det er lidt underligt at en fremmed kalder én den slags, men på den anden side er det også helt vildt hyggeligt!

Sidste weekend var fyldt med oplevelser. Jeg har fået kontakt til en vandreklub på campus og vi havde derigennem tilmeldt os en vandretur til Mount Lemmon Pools. Forrige søndag forsøgte vi at komme på vandretur oppe på bjerget, men en voldsom regnbyge forpurrede det. (Ja, nok er det en ørken, men det kan godt regne her kan jeg love jer!)

Denne gang var det mere organiseret og der var afgang kl. 7.30 lørdag morgen. Danske Malene var med i vores bil og derudover havde vi Erin fra Phoenix-området med op på bjerget. Hun var en sød lille freshman (1. års studerende). Vi kørte indtil vejen stoppede udenfor den lille landsby Summerhaven. Her startede stien gennem en fin nåleskov med bregner og et lille vandløb. Det lignede lidt en svensk skov, hvis man skal sammenligne den med noget. Som vi gik ændrede landskabet sig skiftevis mellem stenet granskov og tættere løvskov. Nede i "dalene" var der frodigt og grønt mens der oppe på "bakkerne" var barskt og t

emmelig goldt. Man skulle måske ikke tro det - det gjorde vi ikke - men Mt. Lemmon er utrolig grønt. Når man står nede i byen og kikker op på bjergene er det ikke grå, men mørkegrønne.  

Vi kom også igennem en del omåder med mange afbrændte træer; jeg blev fortalt at de stammer fra en stor skovbrænd for 4 år siden. Vi gik meget længe og det meste af tiden fulgte vi det lille vandløb, krydsede det frem og tilbage og frem og tilbage. Til sidste var jeg lige ved at give op og vi var nogle stykker der mente at vi skulle vende om. Men... Så fandt vi slutningen af stien, og det var tydeligt at vi var gået 2 miles for langt. Efter en kort frokostpause vendte vi om og fandt endelig ruten ned til de berygtede pools. Gruppen på 14 pers bestod mest af piger - til min store overraskelse - og niveauet var svingende. Jeg betragter absolut ikke mig selv som særlig hurtig eller erfaren, men denne gang var der efter min mening (igen) lidt uenighed om hvilke forventinger vi mødte op med. Nogle af pigerne forventede helt sikkert ikke noget i denne sværheds/hårdhedsgrad. Flere af dem pev en del mens andre nøjedes med at pruste. Hvilket selvfølgelig er forståeligt. Det var hårdt. Meget. Men da vi endlig fandt stien småløb vi derud og fandt den skønneste lille, og meget iskolde, sø, smukke klipper og små vandfald. Det var alt besværet værd. Vi kom hurtigt i badetøjet og de modige sprang i fra klipperne. Det var dybt nok. Og så blev der slappet af i solen - ah. Varm klippe og tidlig eftermiddagssol. 

På vejen tilbage var flere af pigerne helt opløste af træthed og ih hvor vi alle glædede os til at skimte parkeringspladsen. Vi så en rød/gul/sort og hvid slange som en af fyrene sagde ikke var farlig. Men flot var den. Og meget skræmt.

På grund af omvejen endte det med at være en 20 km lang vandretur. Vi var tilbage i Tucson kl. 18.30.

Lidt optimistisk havde vi inviteret til grillaften hos os kl. 18. Det blev udskudt til 20 og på trods af dagens strabadser blev det en virkelig hyggelig aften. Jeg havde været lidt bekymrede fordi udvekslingsstuderende begyndte at komme hen til mig på uni fordi de havde hørt at vi holdt fest. Det viste sig at en af vores inviterede gæster havde misforstået konceptet og inviteret løs. Vi havde lovet Andy at der ville komme ca. 15 og at det udelukkende ville være folk vi kendte. Man hører skrækhistorier om hvor slemt det kan ende hvis det rygtes. Hvis man larmer for meget kontakter naboerne gerne politiet - de har jo som sagt nok af dem - som så kommer og lukker festen. Derudover skal man have et rødt skilt foran sit hus, som indikerer at man er en dårlig nabo. Det hedder at blive red-tagget. Alt det måtte for alt i verden ikke ske. Alt var dog fredeligt indtil beruselse og pool blev blandet i

 en skøn råbende, plaskende og piftende forening. Det var der Andy viste sig i egen person og bad os skrue ned. Hellere ham end politiet! At alt gik så fint betyder at vi planlægger at holde endnu en BBQ, denne gang dog om eftermidagen, så vi kan larme i poolen. Måske en tailgating BBQ næste gang der er hjemmekamp.

Det går godt nok med uni, men vi er begge ret overvældede over hvor meget arbejde der er. Det er som om der er mere end derhjemme. Men en del af det er nok også, at vi ikke er vant til det amerikanske system. Quizzes, tests, midterm, projects, research papers etc. Plus det meget læsestof. Jeg ved ikke om amerikanerne læser det hele, men det er næsten umuligt hvis man også skal lave andet. Det kommer nok an på hvor stræbsom man er. Som tidligere skrevet så er universitetskulturen virkelig noget for sig. Der er et særligt fænomen kaldet Fraternity og Sorority, som på en gang er frastødende og interessant.

Lige inden undervisningen startede var der pludselig fyldt med store grupper af meget brune, kortkjolede og langhårede piger. De sad for det meste på fliserne i skyggen med navneskilte på og en gennemsigtig plastikpose med deres livsnødvendige ejendele: pung, lipgloss og bilnøgler. Jeg fik at vide at det var håbefulde freshman-piger på rush. Sjældent har jeg set en så homogen gruppe. Man kunne knap kende den ene fra den anden fra afstand og så man en gruppe piger komme gåen

de kunne man være sikker på ikke at se shorts over hotpants-størelsen. 

Rush er en uge hvor pigerne mødes med de forskellige sororities for 

at finde ud af hvilket de bedst kan lide, mens sororoti'et skal finde ud af hvem de bedst kan lide. Hvis der er et match så bliver pigen optaget, hvis ikke er det bare surt show. Jeg fik at vide at nogle sororities er så søgte at de kun vælger en pige hvis hun har deres sorority som nr. 1 på sin

 liste. Hvorfor det er så vigtigt at være med i et sorority ved jeg ikke helt. Det virker som om det er meget statusgivende indenfor visse grupper. Det koster en stor sum penge at være med og de yngste piger får ikke engang lov til at bo i sorority huset på campus. De bor på dorms. De laver en masse velgørende arbejde så vidt jeg ved, hvilket vist hovedsagligt er det pigernes penge går til.

Første skoledag kunne man så se stolte piger trippe rundt i deres nye soriritys t-shirt eller tanktop. De hedder alle noget med græske bogstaver, såsom Kappa kappa gamma eller Phi delta osv. Jeg holder særligt meget af at se to piger med ens lilla eller pink toppe gå og snakke om "oh, my god, then...". 

Sorority-girl hvis sororitys motto er: Individually Unique, Together Complete!

Fraternity drengene (også kaldet fratboys) er ikke helt så synlige og holder heller ikke rush på universitetet. Det skyldes at de er for larmende og derfor for længe siden er blevet smidt ud fra campusområdet. De har huse rundt omkring universitetsområdet hvor de efter sigende skulle holde vilde fester med et pulserende kødmarked.

Næsten hver dag er der små stande på mall'en som forsøger at tiltrække studerende til de sororoties og fraternitys som endnu ikke er blevet fyldt op. Af de mere interessante så jeg Multicultural Sorority den anden dag.  

Og alt dette for at vende tilbage til, at man vist ikke behøver at lave så mange lektier hvis man er fratboy, så længe man kan gå til poolparty i weekenden og spille fodbold til hverdag.

Men mig, jeg er 2 uger bagud i et af mine fag. Bøgerne var udsolgt fra boghandlen og jeg måtte købe dem over nettet. De er lige kommet, så jeg må læse.