Det Vilde Sydvest

Selvom vi efterhånden har fået meget travlt med alt det skolearbejde man åbenbart skal belæsses med som amerikansk studerende, så får vi også indimellem tid til lidt fornøjelse.

Denne weekend var vi eksempelvis på en autentisk udflugt til San Xavier del Bac Mission - en meget smuk lille katolsk kirke lidt syd for byen. Tucson har den særlige karakterestik, at den er meget fin og hyggelig i de centale kvarterer, men lige så snart man kommer lidt syd for bymidten begynder kvarterene at blive mindre hyggelige og mere skramlede. Befolkningstætheden falder drastisk og boligstandarden ligeså i yderkanten af byen. Umiddelbart inden vi kom til missionen viste et skilt at vi nu var i et indianerreservat. Det var lidt grønnere og mindre beboet, men ellers så vi ingen forskel. Nogle få i dette område havde bygget sig nogle små murstenshuse, men de fleste boede i husvogne og andre mindre glamourøse beboelsesformer. Der var komplet mennesketomt, med undtagelse af to sorthårede kvinder der stod og sludrede ude ved den ensomme asfaltvej. Til venstre for vejen kunne vi skimte et skinnende hvidt luftkastel. 

Da vi parkerer udenfor missionen opdagede vi at luften var tyk af mariachi-musik som kom fra nogle små huse i nærheden. Foran missionen forsøgte en enkelt dame og hendes datter at sælge frybread og vi lagde mærke til et par "Native Crafts Shop"s. Inde i kirken skød jeg nogle fede photo til min photojournalism assignment og besluttede bagefter at deltage i gudstjenesten, som en del af min socilogi field assignment. 

Imens vandrede Jens rundt og kikkede på livet i San Xavier del Bac District. Mariachi-musikken viser sig at komme fra en byfest, som to politimænd beder ham om at forlade, da de mener at risikoen for at han bliver overfaldet er for stor. Denne stiger vist exponensielt ved kombinationen blå øjne, lyst hår, lys hud... Sørgeligt.

Vi kørte ud i solnedgangen og stoppede ved Pico de Gallo i sydtucson, et lille farvestrålende taqueria hvor vi spiste autentisk nordmexikansk mad til en rimelig penge.

Dagen efter tog jeg til et møde med No More Deaths, som er en organisation der kæmper for at sætte en stopper for dødsfaldende i den Arizonaske ørken. Der er allerede 148 som er døde derude i år. Mærkeligt at tænke på at folk gennemgår sådanne trængsler bare 5-100 km herfra vores lille trygge hverdag.

Vi blev trænet i førstehjælp, lovstridigheder og psykologisk tilgangsform.  Jeg fik desværre at vide, at hvis ikke jeg vil sætte mit visa på spil, skal jeg holde mig fra at tale med illegale immigranter i USA. Det betyder at jeg ikke kan tage del i Desert Walks, hvor man tager ud for at hjælpe migranter i ørkenen med mad, drikke og førstehjælp eller transport tilbage til Mexico. Jeg må til gengæld godt arbejde i deres camp syd for grænsen, hvor immigranterne jo er på legal grund, ligesom jeg godt må tale med migranter som allerede er blevet arresteret af borderpatrol. Jeg har planer om at prøve at hjælpe til i campen en weekend eller nogle ugedage -  også for at se virkeligheden bag de tekster jeg læser.

På vej hjem kørte jeg forbi en brændende bil mindre en 2 km fra vores hjem! Nogle folk havde forsøgt at spærre gaden af, men den holdt jo stadig lige foran et hus!

Ja, det vilde sydvesten eksistere stadig!