Glædelig Jul

Nicole, Jason og Bob ser basketball på tv (størrelse hjemme-biograf), Jens læser politiken.dk og jeg sidder med fødderne oppe og drikker varm kakao med marshmellows, mens jeg prøver at finde ud af om vi kommer til at sne inde. Det tror jeg ikke vi gør.

Udenfor sner det på anden dagen og meterlange istapper hænger ned fra tagudhænget. Indenfor er her lunt og det lille juletræ med lyserøde glaskugler og rød/hvide slikstokke står og stråler henne i hjørnet. Glædelig Jul fra Durango, Colorado.

Vi ankom sent d. 23 after en lang køretur genem Navajo Nation og et besøg ved Monument Valley. Vi var nær ikke kommet ud af Flagstaff d. 22. De var så hyggeligt da det begyndte sne, men ikke lige så hyggeligt da det tog os 2 timer at komme ud af byen pga. et tykt lag grødagtig sne som dækkede alle veje. Vi holdt i bilkø, havde svært ved at starte, stoppe og styre. Meget skræmmende - særligt fordi mange biler skred rundt og det var tydeligt at folk ikke helt havde styr på situationen. Det lykkedes os at komme nordpå af highway 89 i listetempo og pludselig var der ingen sne at se. Vi var lettede over at være ude af sne-kaoset og vi holdt ind ved Cameron Tradingpost hvor vi spiste Navajo Stew og Navajo Taco (!) inden vi krøb i vores bløde motelseng. Lillejuleaften var vi på museum i byen Kayenta. På Burger King! Det er en lille flække med et par moteller, supermarked og en benzintank. Og så en Burger King-udstilling om Navajo Codetalkers. En deling bestående af Navajo indianere som blev udstationeret under anden verdenskrig. Koden (Navajo) blev aldrig brudt og det var først i 1960'erne at hemmeligheden blev lækket.

Monument Valley var helt fantastisk imponerende. Meget store sten - og så med sne på.

Vi stødte først på snevejr lige inden vores destination, og så længe vi tog det stille og roligt klarede vi den - selv med sommerdæk...

Durango er hyggelig. Der er bjerge og sne og et damplokomotiv. Den er også meget lille.

Vi bor hos to parret Nicole og Jason som vi har fundet over Couchsurfing. Det var meningen at vi skulle sove på sofaen, men værelseskammeraten er hjemme på juleferie, så vi har fået hende værelse og dobbelt seng. Luksus! De er af forskellige grunde ikke sammen med familie her til jul, og vi er utrolig glade for at have nogen at fejre det med. Et billigt motelværelse ville alligevel have været for deprimerende.

Juleaften tog vi ud for at købe ind til dansk julemiddag. Hverken flæskesteg eller and (som ikke skulle tø op i 3 dage) var til at opdrive, så vi fik amerikansk rosmarinmarineret svinesteg. Ligeså godt som flæskesteg - efter min mening. Det stod værterne for. Dertil lavede vi rødkål, waldorfsalat, brunede kartofler, grønne bønner og semi-brun sovs. Fantastisk! Vores værter var meget imponerede - med god grund! Vi åbnede de få pakker der var under træet (Jens og jeg gav ikke hinanden nogen - roadtrippet er julegaven) og tog ned i byen inden vejene sneede for meget til. Vi tog på pool-hall hvor vi spillede pool og shuffleboard og drak øl. Og kikkede på mennesker. Man kan godt se at vi er kommet til skovhuggerland. Det virker som om at alle mænd her enten har skovmandsskjorte, vinterstøvler, cowboyhat og overskæg eller er snowboardere. 

Jens og jeg spillede skydevideospil og blev nr. 102 og 103 (der var ingen 104)! Kl. 2 kørte vi op ad bakken og faldt om i vores respektive senge. 

I dag har vi taget det stille og roligt, spist lækker brunch og været ude og lege med sne/kælke. Vi har virkelig fået hvid jul. Det ser så kønt ud! Og det er sjov at tumle i. 

I aften skal vi ha rester og skinke. Bob er kok, så han skal kokkerere kartoffelmos til os. Han har også inviteret os til at komme ned og spise på hans restaurant i morgen aften - uden beregning for maden. Det kan man jo ikke sige nej til!

Og så har lejlighedskomplekset her en jacuzzi som vi vist skal prøve senere. Med champagne i køleskabet skal man ikke frygte en smule sne!

Heldigvis viser vejrudsigten at lørdag, hvor det er meningen at vi skal køre videre, bliver solrig og uden sne. I morgen skulle det dog sne ligeså meget som i dag. Og sådan gik det til at det blev jul i USA.

På nye eventyr

Vi har sagt farvel til Tucson og er begyndt vores nye eventyr her i USA. Vi sluttede af med et brag af en bytur i Tucson, først på Hotel Congress hvor vi fik danset og drukket drinks/øl, derefter på den legendariske bar Meet Rack, som ejes af en exentrisk mand med hvidt fuldskæg, som kalder sig selv God, og tilbyder at brande (altså brændemærke) folk mod livslang rabat. Det var en helt, helt fantastisk underholdende oplevelse. Pigerne i baren var også nogle typer - mavebluse og tatoveringer af God! Vi sørgede for at få hele oplevelsen med, fuldt ud. Inkl. at den guidede tour, som God giver gennem barens underligt dekorerede rum, og at købe et kondom fra kondommaskinen på toilettet, hvilket udløser en klokke og lysshow i baren. Fantastisk. Men excl. brændemærkningen dog.

I dag spiste vi tømmermænds-brunch med Kasia, Jessica, Bethiah og Lisa inden det var tid til at sige farvel. Det var lidt sørgeligt og jeg fældede en tåre. Selvom vi måske ses igen, så kommer det aldrig til at blive i den samme konstallation som nu.  

Jens bestod køreprøven i andet forsøg i lørdags - HURRA - og er nu officielt codriver. Han har kørt hele vejen fra Tucson til Flagstaff i dag, og jeg har nydt at være passagere og have det privilegie at kunne tage en lur.

Flagstaff er kun 5 timers kørsel fra Tucson, men alt er anderledes. Her er sne! Jeg jublede højt da vi så det på vejen herop. Her er meget sne! Det er så fint og julet. Og her er koldt. Dejligt koldt! Det er underligt pludselig at se folk med vinterstøvler og -jakker. I Tucson går folk stadig i t-shirt og klipklappere når solen skinner. Hele Arizona har temmelig meget falsk-gran-julepynt og cheesy lysinstallationer af snemænd (forestil jer dem ved siden af kaktusserne...), men det virker altså bare bedre sammen med sne. Her er 100 gange mere julet end alle andre steder vi har været i december. Det er dejligt endelig at komme i instant julehumør 3 dage før jul!

I morgen skal vi se lidt på Flagstaff og besøge deres museum. Derefter skal vi mere nordpå til Durango, hvor vi har en juleaften aftale med et par lokale studerende. Vi har lovet at lave noget dansk julemad - here comes... brunede kartofler... og Jens er fast besluttet på flæskesteg, selvom jeg selvfølgelig mener at and ville være mere repræsentativt... 

Durango er også et skisportssted, så vi håber på at kunne stå lidt på ski også. Og køre med damplokomotiv. Vi er begge enige om at det var en god ide at tage til koldere egne. Vi skandinavere er afgjort miljøskadede! Og det ser ud til, at de har rimelig godt styr på det med snerydningen, så indtil videre ingen problemer på den front.

Efter Durango er planen at pløje os ned gennem New Mexico, stoppe kort i Rosswell, som er kendt for sine aliens!, og derefter bruge et par dage i Austin, Texas. Derfra går turen til Baton Rouge, Louisiana, hvor vi skal besøge en couchsurfing-ven. Planen er at holde nytår i New Orleans. Jeg tror det bliver vildt. Her stopper planerne. Måske Mississippi eller Alabama.

Nu vil jeg krybe ned under den gyldne konvelut-dyne i vores historiske hotelværelse. Nede for enden af gaden ligger den gamle route 66 og toget kører forbi med korte mellemrum og tutter. Det gør ikke spor.

Mission fuldført

1 semester ved University of Arizona fuldført. Jens og jeg har begge haft alle vores final exams (tror nok at Jens stadig mangler en 2 siders opgave) og har dermed officielt juleferie. Hurra for det! Jeg synes godtnok at det var temmelig hårdt at skulle have to eksamner på samme dag, med kun 1 1/2 times mellemrum, men da det var overstået var jeg meget godt tilfreds med at det var overstået. Vi havde sidste undervisning i onsdags og jeg tror nok det er meningen at man så skal gå i gang med at læse til eksamen, men det var lidt svært at tage sig sammen. Mantraet lød; jeg skal jo bare bestå. Hjemme på KU ved de ikke om vi får et A eller D, bare der står pass. Derfor kom vi til at slappe lidt af om torsdagen og fredagen gik med besøg på det berømte Desert Museum udenfor byen. Weekenden skulle jo fejres med en lille tur i byen, så lørdag var vi trætte. Og lige da jeg havde taget bøgerne frem ringede Bethiah og foreslog film og popkorn - det kan man jo ikke afslå. Vi toppede aftenen med ægte hjemmebagte Luciaboller. Uhm! Søndag skulle vi liiiige ned og kikke på 4th Ave Street Fair, som havde virkelig mange fine boder og lækker mad, inden jeg endelig fik taget hul på læsningen sent på eftermiddagen. Så var der kun mandag tilbage, så jeg vil give mig selv ros for mit aflappede forhold til eksamen denne gang. Jeg tror ovenikøbet at det gik ok. 

Som Bethiah udtrykte det, så er det lidt ligesom når man har glædet sig rigtig meget til at komme på stranden, og når man så endelig kommer derud, så er man lidt bange for at stikke foden i vandet, for hvad nu hvis det er koldt. Man tør ikke rigtig tro på det. Men det er rigtig nok at vi har juleferie, og at udvekslingsopholdets faglige del nu er slut. 

Desværre er det nu også ved at gå op for mig, at det faktum at vi forlader Tucson også betyder at vi forlader de mennesker vi har lært at kende her, og at sansynligheden for at vi nogensinde kommer tilbage hertil er utrolig lille. 

Det er underligt at skulle ligge en del af sit liv bag sig, også rent fysisk. På søndag sætter vi os ind i Maxima, og når vi kører ud af Tucson er det nok for sidste gang. Det er en underlig fornemmelse. 

Jeg håber bare at de piger jeg har mødt her, kunne tænke sig at komme til Danmark på besøg. Jeg ved at der nok er nogen af dem der vil have mulighed for det, men også at andre nok ikke vil. Heldigvis har jeg en klar fornemmelse af, at Bethiah og Kasia i det mindste kommer så tæt på som Tyskland indenfor den nærmeste fremtid. Og afstande har fået en anden betydning efter opholdet her. 

På min første fridag har jeg pakket vores studio sammen og læsset det hele ind i gæsteværelset i den anden ende af huset. Det tager længere tid end man lige tror. Vi har nok også fået anskaffet os mere end vi lige troede. I overmorgen flytter der en ny ind, derfor denne midlertidige løsning. Jeg har også hjulpet Bethiah med at flytte nogle af hendes ting ud til hendes nye midlertidige værelse. Og været ude og shoppe lidt. En god første fridag. 

Anden fridag skal bruges på tøsetur til drypstenshuler (!!!) 1 times kørsel herfra, tøsedag og internationalt sammeskudsgilde, hvor jeg vil bidrage med rugbrød og noget andet tryllet ud af resten af indholdet af vores nu tømte køkkenskabe. Jeg er glæder mig meget til det hele!

Der er også en del logistiske ting vi skal tage os af. Desværre ser det ikke for godt ud mht. at få bilens papirer i orden (lorte-beurokrati/bilsælger), så vi må nok prøve at sælge den uden. Vi håber selvfølgelig at det vil lykkes os at få bare nogle af de penge tilbage som vi selv har givet. Dog vil jeg sige, at på trods af alle de mange papirproblemer vi har haft, så ville jeg anbefale ALLE at gøre det. Livet i USA (ihvertfald i denne ende) er ikke let uden bil. Den giver os så mange muligheder og oplevelser, som vi ellers ikke ville have haft eller fået. 

En anden logistisk ting er, at Jens skal tage sit kørekort. Jeg har undervist ham de sidste par måneder og han er efterhånden blevet rigtig god. Men det må han hellere selv blære sig med på et tidspunkt!

Cyklerne skal sælges, skolepapirer skal underskrives og skolebøger skal sælges tilbage til boghandlen. 

Derefter går turen mod nord, sne og bjerge. Jul i Durango, Colorado, er planen. Nu må vi se hvor meget sne der ligger på vejene og hvordan Californske dæk klarer det! Eventyret venter.

Semestret lakker mod enden

Her kommer en lille update, men ikke nogen roman, for jeg skal tidligt op i morgen, for at have mine allersidste timer i 3 af mine fag.

Som i nok kan regne ud er semestret ved at være ovre. Skolen slutter officielt på onsdag, og det fornægter sig ikke; klasseværelserne er mere end halvtomme. Modsat derhjemme, hvor vi pines julen over, og derefer går til eksamen i Januar, så har man her alle sine eksamner inden jul. Det vil sige, at torsdag er læsedag - også kaldet Death Day blandt nogle - og fredag starter eksamnerne. Men det betyder på den anden side ikke, at man ikke kan have eksamen før denne dag. Jeg har feks. allerede været til eksamen i mit Race and Ethnicity fag. Da jeg er så heldig, at Photojournalism ikke har en final, men en final portfolio, betyder det, at jeg kun har 2 eksamner tilbage. De ligger til gengæld på den samme dag. Skønt. Så er det overstået! Jeg har en smule svært ved at samle koncentration til at tænke på eksamnerne. Er rent mentalt ved at afslutte opholdet, og ved at jeg bare skal bestå mine fag. Hvorvidt jeg får A eller D kommer aldrig til at fremgå nogen steder. Men amerikanerne er nødt til at gå vældig op i det - hvis deres GPA (Grade Point Average) ikke er højt nok når de er færdige, kan de måske ikke blive optaget på den Grad School de gerne vil ind på. Her er BA og MA meget skarpt adskildt, og ikke som i Danmark hvor ansøgningen om at fortsætte på kandidaten vist nærmest er pro forma.

Jens har 2 eksamner tilbage og 2 take homes (opgaver som skrives hjemme).

Nåmen, forrige weekend var det jo Thanksgiving, og siden vi ikke føler os forpligtede til at takke indianerne ved at spise kalkun, valgte vi at pakke Maxima og køre til Bahia de Kino i Mexico. Det var meningen at vi ville have været fortsat til San Carlos lidt længere nede af kysten, men af flere grunde valgte vi at blive. En af grundene var, at der var rigtig dejligt. Vi ankom i styrtende regnvejr - det første regn man havde set i 6 år! - og idet vi kørte ind i den lillebitte landsby gik al strømmen. AL strømmen. Det gør alting meget, meget mørkt og det at finde et hotelværelse en del mere besværligt. Det lykkedes os ikke desto mindre at finde den fineste havudsigt med tilhørende bølge-rul. Vi fandt den nærmeste restaurant med stearinlys, og fik dejlig fisk mens regnen silede ned, og næsten ikke igennem palmetaget. Heldigvis kom strømmen først tilbage lige inden vi skulle til at gå, for stearinglysets skær gjorde alting meget hyggeligere end neonlys. Vi var nemlig også taget til Kino for at fejre vores årsdag, så romantikken blev budt velkommen!

På restauranten mødte vi en amerikansk/colombiansk familie som synes at vi snakkede så sjovt, at de måtte vide hvor vi var fra. Og så var de så søde at invitere os til Thankgiving middag den følgende dag. 

Torsdag blev brugt på afslapning i solen på den private altan og lidt sightseeing, inden det stod på traditionel amerikansk middag kl. 15. Jeg havde godtnok aldrig i den vildeste fantasi forestillet mig, at vi skulle tage til Mexico og komme til Amerikansk middag. Det var sjov og hyggeligt, men meget underligt at spise julet mad når det var så varmt udenfor.

Næste dag var det meningen at vi skulle ud og fiske med en fyr fra Thanksgivingmiddagen. Vi stod op inden solopgang, for der bider fiskene angiveligt bedst... Og så er solopgange som regel pæne. Så vi gik ud på nogle flade klipper lidt udenfor landsbyen i bulder mørke, og det lykkedes da også Jens og manden at fange 4-5 fisk. Imens sad jeg og så solopgang, men havde det ikke særligt godt. Jeg lå syg hele dagen med opkast og det hele. Ved ikke hvad jeg kan have spist eller drukket, men heldigvis var det overstået på et døgn. Det var den anden grund til at vi valgte at blive i Kino resten af tiden.

Kino Viejo er mest beboet af fiskere, mens Kino Nuevo er finere og mere turistet. Her bor en del amerikanske snowbirds (pensionister der tager ned for at nyde varmen om vinteren) i huse og RV's, men ellers var der helt utrolig tomt. Det passede os fint. Det betød nemlig at vi kunne ligge på den fine strand uden at kunne se et menneske i miles omkreds. Vandet var fint og ikke koldere end dansk sommervand og himlen var blå. Det var ren afslapning og vi nød det! I weekenden kom der lidt mexikanske turister, men ikke noget særligt. Vi boede resten af tiden på et gammelt nedslidt luksushotel, som vi tippede til at være bygget i 70erne. Dengang har det helt sikkert været et virkelig flot sted! Nu var vi de eneste gæster på dette 100 værelses hotel. Der var en fin udsigt over vandet. Solnedgangene i Kino er lige så flotte som solopgangene, margarithas'erne er gode (og STÆRKE!), fisken er frisk og solen skinner fra en skyfri himmel! Opladte og med frisk kokosnød i maven drog vi hjem til Tucson søndag ved middagstid, og ved et mirakel tog det os sølle 15 min. at krydste grænsen. Alle taler ellers om hvor lange køerne kan være i forbindelse med feriedage, men det hjælper åbenbart at have en bil på Californien plader. Det var nøjagtig så mistænkeligt at de gerne ville tjekke bilen, men ombestemte sig da de så vores studievisum. Hurra for det! Det var en virkelig skøn tur.

Juleplanerne er blevet ændret igen, igen. Kates familie skulle nemlig til Tennessee til jul, så vi skal ikke til Dallas alligevel. Vi blev meget skuffede over, at hun øjensynligt ikke havde spurgt familien før hun indbød os til jul. Men nu har vi planer om at tage til Durango i Colorado i stedet. Vi er ved at prøve at finde noget at bo i, og så er vi kommet i kontakt med en skibums, så vi regner med at stå lidt på ski også. Durango er en gammel wild west by, som skulle have masser af charme, en gammel jernbane igennem bjergene - og så er der god chance for en hvid jul. Noget som i Tucson synes uvirkeligt. Jeg går stadig med klipklappere, selvom cowboybukser og trøjer har gjort deres indtog. Hvis vi skal til sneland må vi jo nok hellere anskaffe os noget varmt tøj. Tror nok jeg så en flyverdragt nede i den lokale genbrug.

Nu blev det alligevel en roman. Tilgiv mig, for jeg kan ikke gøre for det!

Ps. Bloggen vil ikke lade os uploade flere billeder. Tror nok at vi har fyldt dens hukommelse. Arbejder på sagen.

Sokker...

For et øjeblik siden fandt jeg 4 par strømper og et par nylonstrømper i min vandrerygsæk. De må have ligget der siden vi kom til Tucson for 3 måneder siden. Jeg kom i tanke om strømpebukserne da jeg så et billede af mig i Atlanta lufthavn da vi var på vej herover. Ret tilfældigt var min rygsæk ved at falde ned af hylden inde i vores klædeskab og den så pludselig så bultet ud. I sidelommen lå alle mine strømper. Kunne heller ikke forstå at jeg kun havde taget 3 par med... Men jeg har på den anden side ikke manglet dem mere end at jeg har levet fint med de 3 par jeg havde i skuffen. Jeg synes nu at det er lidt spøjst at jeg fandt dem netop nu hvor "vinteren" er kommet. I dag er det overskyet og i morgen skulle det blive regnvejr. Godt at vi skal til Mexico så (og forhåbentlig regner det ikke dér!). Folk her i Tucson er lykkelige når det regner, men jeg synes stadig at regnvejr er lidt ubehageligt. Den Danske mentalitet slår igennem.

Er lige kommet hjem fra en thriftstore (genbrugsbutik) nede på 4th ave. Var der egentlig for at kikke efter højtalere til at tage med på turen, da bilens er i stykker. Men selvfølgelig endte jeg med at købe 3 kjoler, 2 buksedragter og en jakke i stedet. Beundre mine kup og vil prøve at skrue bilradioen ud for at se om det skulle hjælpe på den løse forbindelse. For jeg fandt selvfølgelig ikke nogle højtalere...

Ps. Jeg har bagt rugbrød ud af en af de rugbrødsblandinger mine forældre havde med til mig, da de var her. Uhm! Det er blevet så fint og er kæmpestort, så nu skal der spises rugbrød!

Tøsetur til Mexico og November i Tucson

Sidste weekend lejede Cecilie, Malene, Louise og jeg en fin lille blå Ford og kørte til hovedstaden i Sonora, Mexico: Hermosillo. Vi havde en hel del diskussion om destination, men alle var glade da vi først kom afsted. Vi spiste aftensmad på en skøn lille vejside restaurant og nåede frem i buldermørke kl. 22. Vi var rigtig heldige, at det hotel jeg havde fundet online havde et værelse til os. Vi havde også været rigtig heldige, at Malenes cykelkurv var gået i stykker samme dag og at hun derfor var nødt til at gå til cykelsmeden - som viste sig at være fra Hermosillo! Hans  yngre brødre skulle til byen i samme weekend, så vi fik telefonnumre og ordre på at ringe til dem når vi kom frem. 4 piger på Mexicotur uden spanskkundskaber var han nemlig ikke helt tryg ved. Det var vi heller ikke helt til at begynde med, men det skulle vise sig at gå overordentligt fint!

Vi blev hentet af Mario og Luis sammen gik vi på bar. De var meget flinke og så havde de den fordel at de afskrækkede en del andre fyre fra at sværme om os. 

Lørdag gik med at tøseshoppe og glo - vi var på kødmarked, tøjbutikker og brilleforretning (fandt dog ud af at ALT er fake, dvs. Gucci er nok snarerer Guccy!). Cecilie fik endda en tatovering hos byens nok eneste tatovør! Det mest underholdende var vores besøg på en Mexikansk bodega: Le Gato Negro. Vi ville egentlig bare have noget mad, men pludselig var vi midt i et inferno af fulde, men meget flinke mennesker som bød på øl mens meget, meget høj Mexikansk musik gjaldede ud fra den elektroniske jukebox. Vi mødte Maria som havde 5 børn i Tucson, men igen indrejsetilladelse. Hun var munter - gad vide hvor mange øl der skulle til? Ligemeget hvor vi kikkede hen, fik vi øjenkontakt med én. Vi var dagens begivenhed. En øl, et par colaer, en dans og mange håndtryk senere myldrede vi ud på gaden igen. En meget mexikansk oplevelse rigere.

Om aftenen var vi på meget fancy vin-bar, hvor de dog ikke serverede vin. Til gengæld havde de utroligt gode frozen margarithas! 

Søndag trodsede vi tømmermændene og stod op for at se katedralen inden vi skulle hjem. Vi spiste morgenmad på byen plaza: frisk frugt med chili og nachos med ost og grøntsager, uhm! Vi var så heldige at messen skulle til at starte idet vi kom ind, så vi fik også lidt kirkesang med. Vi fandt ud af at det var en dag hvor der skete en masse; der var bogfestival, så vi så lidt børneteater og kikkede på de mange bogboder. Og da vi var på vej hjem til hotellet opdagede vi at der skulle være heste optog lidt senere. De sagde at der ville være 3000 heste - jeg kunne bare se at der var mange! Hovedgaden var spærret af og så var der ellers cowboys for alle pengene. Unge og gamle, flest mænd men også nogle få kvinder. Det var meget underholdende og selvfølgelig skulle Cecilie have en tur (i har nok allerede regnet ud hvilken rolle Cecilie havde på denne tur...). 

Glade - og for nogles vedkommende hestelugtende  - kørte vi nordpå. Vi så flotte mangearmede kaktusser, vinmarker og flad ørken. Da vi var hjemme igen kl. 22 var vi alle meget trætte. At rejse i Mexico uden spansk er ikke umuligt, men til tider en smule anstrengende. Der skal en del humor og kropssprog til!

Tucson i November er, som i nok allerede kan forestille jer, meget anderledes end hjemme. Mens jeg skriver denne bog sidder jeg udenfor vores lille hus i bare arme. Det er blevet koldere, særligt om morgenen, men midt på dagen er det stadig bagende i solen. Det er dejligt, men ikke særlig juleagtigt. Der er snart kun en måned til jul, og der er selvsagt julepynt overalt. Vi går i klipklappere og shorts. Det er et underligt liv og man forstår virkelig til fulde når de synger "I'm dreaming of a white, white Christmas", for sansynligheden er virkelig at det bliver ved drømmen.

Herhjemme har vi ingen julepynt. Vi har fået en saftpresser af Andy, så vi høster gule, modne appelsiner fra træet bag huset og får friskpresset appelsinjuice til morgenmad. Det er da luxus.

I weekenden har vi dog planlagt at være lidt julede. De skandinaviske piger og jeg laver julestue, hvor vi vil forsøge at finde noget gran og ler, som så skal blive til adventskranse. Og jeg vil lave klejner. Mest fordi det er Bethiahs fødselsdag.

Men på næste onsdag planlægger Jens og jeg at tage til San Carlos i Mexico. Det er thanksgiving, så alle amerikanerne skal hjem til deres familier. Vi tager til stranden som trøst.

Og så er der nyt på julefronten: vi er blevet inviteret til Dallas, hvor Kates familie bor. Kate er den pige som vi boede hos i Yosemite National Park. Med al sansynlighed skal vi altså holde jul i Texas, og jeg glæder mig meget. Folk advare mig og siger, at jeg ikke må blive skuffet hvis det er meget anderledes. Men det er jo det der er hele pointen; det hele er så anderledes at det ville være underligt hvis ikke også jul blev det. 

De dødes dag og de levenedes liv

Dia del los Muertos - De Dødes Dag - faldt i år samme weekend som Halloween. Derfor var det blevet besluttet at Tucson All Souls Procession skulle holdes weekenden efter. Nærmere bestemt søndag d. 9 november. Jeg var hjemme hos Bethiah aftenen før for at lave mig en hulahopring - idéen var nemlig at vi skulle have dem med til arrangementet. Ved samme lejlighed var jeg så heldig at møde en af de sagnomspundne ignorante amerikanere, som er fuldstændig overbeviste om at Obama er muslim. Dette personificeret i blonde Danielle, Bethiahs sambo, hvis argument var at Obama lyder som Osama. Så vidt jeg ved, mener andre det pga. mellemnavnet Hussein, men denne pige ved bedre! Det var en meget interessant men dog temmelig skræmmende og ubehagelig diskussion, som rejste sig ved middagsbordet efter Obama/Osama udtalelsen. Heldigvis stod Danielle alene med dette argument.

 

Mig og Danielle hjemme hos Bethiah

Tilbage til paraden. Jeg sad hele dagen - eller det vil sige, det der var tilbage af den efter jeg havde sovet længe - på biblioteket, for at blive færdig med min bograpport til mit latino/a fag. Herlighederne startede kl. 18, og jeg nåede lige at hoppe i noget festligt tøj og mit fjerdiadem inden vi ræsede ned i byen. Paraden var allerede i gang da vi ankom til 4th Ave. Udklædningerne varierede bredt, men var alle mere eller mindre fokuserede på det emne vi fejrede: de døde. Der var skeletter i form af brude og småpiger i bjørnekostumer, folk på stylter, i cykelvogne og med trommer. Der var sågar en trold med lange horn, en fed mavedanser og mange, mange andre spøjse kostumer. Forskelligheden var fantastisk og vi stod længe og kikkede mens paraden dansede, hoppede, kørte, løb og spillede forbi os. 

Vi hoppede ind lige inden salsaorkestret, så der var lidt at hulahoppe til. Jeg havde ikke øvet mig en hel måned, så der var ikke meget jeg kunne blære mig med, men Bethiah fik både børn og voksne til at måbe. Særligt børn. Som en lang menneskekæde gik vi ned gennem tunellen under jernbanen - toget kom selvfølgelig forbi nøjagtig samtidig og tuttede som altid, til alles store fornøjelse. På en tom plads lige ved jernbanen var der stillet scene og kraner op. Der var allerede tykt af mennesker og vi ventede alle på at showet skulle starte. Ventetiden blev fordrevet med ildshow og musik.

Inden længe gik det planlagte show i gang med noget dans, der fra min position 2 hoveder under de fleste, så ud og lød som asiatisk dans. Det mest overvældende var dog ildhowet, hvor 9 mennesker hang fra kranen og laved halsbrækkende akrobatiske øvelser. Alt imens de brændte fakler af og en brændende kugle hang i luften. Meget, meget flot og helt umuligt at fotograferede. I skal vide at jeg virkelig forsøgte - det bedste resultat kan i se nedenfor.

Til afterparty spillede salsaorkestret op til dans og vi hang ud indtil sulten overmandede os. På Congress st. fandt vi The Grill, som var stuvende fuld med skelethoveder. Heldigvis var vi heldige at få et bord. En burger smager altså bedst når den indtages på en oldschool diner!

En sjov lille detalje var, at pigen som spillede "den store stygge ulv" i en meget artzy og yderst nøgen opførsel af Den Lille Rødhætte, som vi så et par dage før ved et andet Dia del los Muertos arrangement, arbejdede der. Og hun havde ulvehætten på. 

Fantasisk aften!

Valgnyt - Valgnat

Ja, så har amerikanerne valgt en ny præsident, og måske mere vigtigt: Vicepræsident. Dette valg var det første til mange ting: Kvindelig deltager i primærvalgene (Clinton), Afro-amerikaner valgt som præsident, og kvindelig vicepræsident. Især den sidstnævnte fik en utrolig mængde opmærksomhed i de sidste uger inden valget. Hendes meget konservative og religiøse syn på folks rettigheder og på politik skræmte selv traditionelle republikanske vælgere væk. Efter eget udsagn vil hun dog ikke udelukke at involvere sig i valget 2012.
Kira og jeg var nede at se valget på Congress Hotel i Downtown Tucson. Der var storskærme i hvert rum med hver sin kanal der viste valget. Vi kom imidlertid så sent derned at valget var afgjort, og 2 minutter efter vi trådte ind af døren, holdt McCain sin tale, hvor han officielt træk sig. Der var pænt meget partystemning, men da jeg havde en eksamen onsdag morgen kl 9 valgte jeg at tage den moderat med ro. Tobias og Cecilia fra Norge var der også, og det viste sig at det osloske (dvs. fra Oslo) band Big Bang skulle spille en fed blanding af sydstatsrock og traditionel rock 'n roll på hotellet.
Nu venter mange amerikanere på hvad Barack Obama vil gøre med det land han til januar overtager kontrollen over fra W. Faktisk udtalte Ws far i sin tid "We have the will, but not the wallet", med henvisning til landets krise dengang. Der er udbredt diskussion om hvorvidt Obama skal vise sig som handlekraftig, eller vente og sammensætte et stærkt team af rådgivere, noget som W aldrig præsterede, i hvert fald ikke på det økonomiske område...
Generelt smadrede Obama fuldstændig McCain, selv i stater hvor denne traditionelt står stærkt: Nevada, Ohio, og Pennsylvania. Mange tillægger sorte førstegangsvælgere en stor del af æren for Obamas valgsejr. Andre elementer er Latinos, som bla vandt Nevada og New Mexico for Obama. Også i Senatet og Kongressen står demokraterne stærkt. Det er dog vigtigt at huske at selvom Obama han fået tildelt en masse magt, er han stadig støttet primært af moderate demokrater, og ikke disse radikale "socialdemokrater" som bla Fox News nervøst hvisker om i krogene. Derfor er det heller ikke sikkert at ALTING NU ÆNDRER SIG; amerikansk politik er og bliver et spørgsmål om at elske biblen, våben, Israel, og frygte forskellige befolkningsgrupper. Med andre, så er jeg meget spændt hvad der nu skal ske, men vil samtidig mane til koldblodighed: Obama er stadig en amerikansk politiker... Det var mine $ 0.02

Ps. Fra Kira: billeder fra valgnatten ligger her.

1 day 2 go

Ja, så nærmer afgørelsen sig. Til min store skuffelse har jeg dog fået at vide at det tager dem op til 2 dage at være helt sikre på hvem der har vundet (de skal jo også lige have tid til at snyde!!! Forhåbentlig holder de sig i skindet denne gang...), så det bliver nok ikke før på torsdag at vi ved noget med sikkerhed. Det skal dog ikke forhindre os i at tage på Hotel Congress nede i downtown for at fejre sejren! Storskærme, bands og balloner. Og nok også nogle drinks.

Jeg ved snart ikke hvad amerikanerne vælger (ser konstant skræmmereklamer på tv om hvad der sker hvis Obama vinder - tænk engang, hvis man holder op med at producere atombomber i USA. Hvad kunne det ikke ende med!), men hvis de dog bare kunne lade os udlændinge vælge for dem - det er sku da også vores verden!

Godt valg til alle.

De små projekter og så de store: Nedtællingen er startet - 5 days to go

Stolt kan jeg præsentere mit første videoprojekt om de kinesiske tehus ned på hjørnet af 6th og Tucson Blvd. Det er et lille øvelsesprojekt som skal gøre os parate til det virkelig vigtige afslutningsprojekt - "Life in america". Jeg har brugt temmelig lang tid på det. Så tæt på perfekt som det kunne være, skulle det jo blive. Det tog hele timen i mandags, 2 timers audioredigering i går aftes (mens Jens lavede mad) og fra 12-15 og 16-19 i dag. Hvad er det. 10 timer. 1 minut. Lidt hovedregning og jeg kan allerede se at det ville tage mig oceaner af tid at lave en film!

Vi har lært at bruge programmet Final Cut Express i min labclass (fotojournalistklassen som foregår ved computere, hvor vi lærer at redigere billeder osv), som foregår hver mandag. Alle de problemer jeg har haft med vores åndsvage underviser er ikke helt forsvundet, men han er da blevet bedre. Blev dog enig med Andreas fra Schweiz om at han må have humørsvingninger. Troede at det kun var i vores labclass at han var en idiot, men det viser sig at selv yndlingsklassen er trætte af ham! Fx. måtte man kun få lov til at lære hvordan man redigerede audio, hvis man havde optaget noget lyd på sin optager - som man så ikke skulle bruge. På det tidspunkt ejede jeg stadig ikke en lydoptager. 

Nåmen, nok om det. Det er jo lykkedes mig at lærer det på trods af genstridig lærer.

Og det er faktisk ret sjovt. I kan se videoen her. Den måtte kun være 1 min. lang.

Vi har ret travlt og jeg stresser ret meget. Skal læse til test på tirsdag og bograpport på torsdag - er ikke begyndt på bogen. Jens har fri i morgen og skal skrive 2 opgaver. 

Men på fredag skal vi til Halloween festER. Ja 2 styks. Hvad skal man nu klæde sig ud som. Jeg plejer jo at have mit eget lille lager af potentielle udklædninger, men nu har jeg pludselig temmelig begrænsede midler... grøn kjole, blomstret kjole...hmmm. Tang? Marilyn Monroe?

Og så skal vi måske ud i en gammel forlystelsespark fra 1960erne som hedder Valley of the Moon. Men mere om det senere - hvis det altså blir.

Nåehja. Og så er der kun 6 dage til valget. Det er temmelig intenst. Der er sat papkasser op over hele campus med reklamer og balloner som reklame for at man kan stemme i Student Union (bygning). Man kan ikke tænde for tv uden at se McCains hvide ansigt eller Obamas brune (og absolut ikke sorte - hvilket er noget satire showet Chokolade News brokker sig meget over. Men i mangel på bedre stemmer de sorte jo nok på ham...). The Daily show og andre satireprogrammer kører på i konstant forøget tempo med at fortælle om Palins åndsvaghedder. Jeg spekulerer på om der mon findes satireshows for repuplikanere?

Andys skilte foran huset har fået lov til at stå denne gang. Folk er måske ved at blive trætte. Men så alligevel ikke. Alle vegne man kikker ser man Obama t-shirts, Obama badges og Obama stickers. Pudsigt nok er der ikke mange der reklamere med deres McCain sympati. Her i Sam Hughes området er der ifølge Andy 3 huse som stemmer McCain. Alle andre er akademiske demokrater.

Vores venner er ikke meget for at diskutere det. Det føles lidt som om alle holder vejret og venter på at det er overstået. Og håber, håber, håber selvfølgelig.

Vi har talt om at holde middag og købe champagne. Og skåle hver gang Obama vinder en stat. Arizona bliver helt sikkert ikke en af dem, men derfor kan vi jo godt skåle! Det er lige om lidt. Det er på tirsdag. Samme dag som min political science test - faget om minoriteter og politik. Det kan næsten ikke blive mere relevant. Tilbage er der bare at tro på meningsmålingerne og håbe at Bradley effekten ikke bliver virkelighed denne gang. Bradley var en fyr som ikke blev govenor på trods af at han førte i meningsmålingerne. De hvide vælgere sagde at de ville stemme på ham, men gjorde det bare ikke da det kom til stykket. Længe leve dobbeltmoral og politisk korrekthed; kombineret gør det ekstra ondt. Så vi håber.

Jeg har det lidt ligesom da der var valg sidst i Danmark. Man vil så gerne tro på det, men man tør næsten ikke. Forskellen denne gang er at det er 100 gange mere vigtigt. Hvis gamle McCain vinder og så dør, skal Palin så styre USA? Det er altså ikke godt nok at kunne se Rusland fra sit hus i Alaska. Og hvad sker der når Obama vinder - ændrer det overhoved noget?

Vi og alle de andre håber.

Man tænker altid - hvem er det der stemmer for ham der Fogh/McCain/Bush. For jeg kender i hvert fald ingen. Nej, for vi kender ikke den slags mennesker. (Heller ikke i DK) Vi har mødt rigtig mange rigtig søde mennesker, som er helt almindelige og flinke. 

Jeg husker stadig helt tydeligt hvor lidt jeg gad til USA for lidt over et år siden. Jeg besluttede at konfrontere mine fordomme om republikanske rednecks.

Og ja, selvfølgelig eksistere der den slags mennesker som jeg har fordomme overfor. Skydeinstituttet var nok ikke et helt ringe sted at lede efter dem. Jeg skal uploade nogle billeder ved lejlighed. Eller Little Ceasar hvor vi købte pizza bagefter.

Men der er så meget andet. Så mange - efter min mening - fornuftige folk. Kun 6 dage igen. Eller teknisk set 5... Fingers crossed.

Guns 'n' Fødselsdag...

Igår var det jo Jens' fødselsdag! Kira havde arrangeret en lille surprise-ting dagen før, hjemme Kasia, en af vores venner. Selvfølgelig med flødekage med Oreo (c) bund! Til dem der ikke er så velbevandrede i USA kager, kan jeg fortælle at Oreo er hele Amerikas familie cookie, og består af to kakaokiks med en Kinder Mælkesnitte-agtig flødecreme i midten. De smager bedre end de lyder. Anyway, på dagen tænkte jeg at jeg ville fejre det med noget all-out American: Skydning. Jeg har længe haft planer om at prøve at affyre en pistol her i Guds eget land. Det at eje et skydevåben er beskyttet af the 2nd Amendment i den amerikanske forfatning. Dvs, at hvis kongen af England pludselig skulle beslutte sig for at invadere Amerika, ville befolkningen kunne pløkke ham i stumper på få sekunder.
Det lykkedes mig at tage to af mine venner med som var helt klar på at trykke nogle bønner af. Vi tog ned på Marksman Pistol Institute (vi undrede os over om man mon kan tage en grad i Pistoleri på Pistolinstituttet...) for at leje pistoler. Jeg har oplevet flere sikkerhedsinstruktioner når jeg har lejet film. Istedet for "Spol filmen tilbage, eller du får en bøde" var det "peg den mod skydebanen hele tiden, her, sådan lader du". Vi startede med .22 som var meget nemme at kontrollere; lidt lissom luftpistoler, bare med bang i. Derefter gik vi over til 9mm, som er verdens med udbredte kaliber, og skød med Glocks, som virkelig havde en rekyl der sagde spar to. Det er fis når de skyder 15 9mm bønner af med en pistol og rent faktisk rammer. Til sidst skød vi med kaliber 45, hvilket er en af de største kalibre man bruger til pistoler. Vi brugte en S&W 1911, en model som vores instruktør tilsyneladende elskede over alt på jorden. Den sagde meget højt, skulle jeg hilse og sige. Mine to buddies er Seth og Pavel. Seth er ham med det lange hår.
(PS: Jeg ved intet om ammunition og pistoler: Det skrevne er udelukkende udtryk for hvad jeg husker instruktøren sagde.)

Pulled over by the police - første møde med den Amerikanske politistyrke

Var til fed, fed koncert på Rialto Theather nede i downtown her til aften. Elektronisk dansemusik, lysshow og masser af konfetti. Drak en enkelt øl tidligt på aftenen, da jeg var aftenens chauffør - Bethaiah skal jo også have lov til at slappe lidt af en gang imellem, selvom hun ikke må drikke... Glade og ømme kørte vi hjemad indtil uuuuuuppppsss.... Politibil med meget skarpt lys lige bag mig - Bethaiah informerer mig om at jeg er blevet stoppet: "pulled over".

Den flinke betjent fortæller mig at jeg intet lys har på. Ups. Har glemt at tænde det. Da han hører at jeg har drukket 1 øl skal han selvfølgelig tjekke om jeg taler sandt, og ud på fortovet må jeg. Instrukser bliver givet og jeg går lidt op og ned ad fortovet med småbitte skridt, står på et ben i 20 sekunder og taler fornuftigt med den søde unge mand. Heldigvis når han frem til at jeg godt kan køre min bil hjem. Bare jeg husker at tænde lyset fremover, så jeg ikke dræber nogen eller bliver dræbt. Det foretrækker jeg også!

Meget lettet og en smule rystende triller vi ganske stille afsted. Ingen bøde, ingen skade er sket. Jeg tror jeg vil sætte en lille seddel ude i bilen: "Husk at tænde lyset når det er mørkt".

Midterms og eventyr i Arizona

Ja, siden Jens sidst skrev har Maja or Erling været på besøg og jeg har haft travlt med at agerer tourguide, samtidig med at det var tid til at få overstået nogle midterms. Midterms er en ganske ubelejlig vane de har herovre - eksamener midt i semestret. Og nej, det er ikke bare terminsprøver, men rigtige eksamener. Afhængig af faget laves de som hjemmeopgaver eller essays som skal skrives i timen. Jeg har desværre ikke haft nogen af de slags som man laver hjemme, men Jens har haft en god blanding. I to af mine fag har vi fået udleveret en række essayspørgsmål som eksamensspørgsmålene ville blive taget fra. På eksamensdagen får man så udleveret de udvalgte spørgsmål og man har undervisningstimen til at skrive sit essay/svar. Det skal gøres I HÅNDEN i noget der hedder en bluebook (lille kladdehæfte med blåt omslag, deraf navnet), som man selv skal have med. Jeg har ikke skrevet en eksamen hånden siden folkeskolens afgangsprøve på Vesterdal. Og mine engelske stavekundskaber er mildest talt ringe. Normalt hjælper min computers stavekontrol og ordbogen.com mig meget. Men det var ikke til at undgå, så jeg måtte jo fatte pennen og skrible løs. Jeg kender endnu ikke resultaterne i alle fag, men bare jeg består så skal det nok gå. 

Jeg er indenfor de sidste par uger kommet frem til en beslutning, som både kan være sund og farlig. At være ligeglad.

Meget af den tid vi har været her har været præget at rigtig meget skolearbejde. Vi har læst meget og lavet mange opgaver. Vi har misset rigtig mange interessante  og sjove oplevelser på grund af skolearbejde. Jeg er kommet til den konklusion, at jeg ikke gider bruge min tid herovre med næsen i en bog, når der er smuk natur og fantastiske oplevelser omkring mig. Undervisningen er generelt interessant, og særligt de andre studerende bidrager til min forståelse af immigrations situationen i USA og sydvesten. Jeg er dog en smule træt af, at mit Latino Emerging Issues fag har udviklet sig til en form for selvterapi for folk der ikke kan definere deres egen identitet (hvilket er meget, meget interessant, men kan trækkes i langdrag!). Men, men, der er utrolig meget at læse, så hvis man skulle læse alt kunne man ikke have tid til andet i sit liv. Og, taget i betragtning at vi kun er her 1 semester, så har jeg besluttet mig for at prøve at slå koldt vand i blodet. 

Det ligger jo ellers ikke til mig - hang til perfektionisme kræver som regel temmelig meget arbejde - men jeg vil gøre forsøget. Det kunne nok være sundt for mig!

Det kom lidt af sig selv mens Maja og Erling var på besøg. Jeg ville hellere være sammen med dem og tage på ture mens de var her, end at være en pligopfyldende studerende. Det lykkedes os også at tage på en hel del ture og se en masse.

De kom sent lørdag d. 19. Vi havde været til fodboldkamp på stadion sammen med Den Skandinaviske Klub (Danskere og Nordmænd som vi hænger lidt ud med). Vi fik slæbt kufferterne ind under halvtaget i det sekund det begyndte at regne. Lun troperegn og et par glimtene lyn bød velkommen. Vi sad lidt på terassen og dulmede jetlaget med en kold øl. 

Søndag spiste vi morgen på terassen og på trods af det kølige vejr (som ellers kunne have været udnyttet til at tage ud i ørkenen) valgte vi at tage en lille tur i downtown for at kikke på huse og derefter at køre op på Mt. Lemmon for at se natur og udsigt. At køre fra downtown op på Mt. Lemmon er som at køre fra Mexico til Canada, rent klimamæssigt. Der var koldt på toppen og til vores store skuffelse ingen mad. Den lille landsby Summerhaven brændte totalt ned under en skovbrænd for 4 år siden, og den er endnu ikke bygget helt op igen. Erling og Maja var trætte på grund af jetlagget og det blev til en stille middag på El Charro hvor det ikke er umuligt at spise hvede- og mælkefrit.

Mandag og tirsdag tog Maja og Erling på egne eventyr om dagen og vi hyggede om aftenen. Tirsdag aften inviterede jeg de lokale tøser over til aftensmad, så Erling og Maja kunne se nogle ansigter på de mennesker jeg konstant snakker om. Det var virkelig hyggeligt.

Onsdag var vi på museum indtil jeg skulle til time kl. 15. Det er den eneste time jeg har om onsdagen, men også det eneste fag hvor de dumper en hvis man har mere end 3 gange fravær... Kl. lidt over 16 satte Maja, Erling og jeg Maximas næse direkte nord og ræsede derudaf i solnedgangen. Jens var desværre nødt til at blive hjemme pga. ens stor opgave. Vi nåede til Flagstaff lidt over 21 og da vi steg ud af bilen var det KOLDT! Jeg havde bestilt værelse på et billigt motel der udover at ligge på den historiske Route 66 var lige overfor togstationen. Hver 10-15. minut kom der et tog forbi og tuttede højt - noget de har for vane herovre; i Tucson bor vi temmelig langt fra jernbanen men kan alligevel høre hver gang toget kommer! - men det var nu hyggeligt nok. Vi fandt en irsk pub hvor det stadig var muligt at få mad og ikke mindst øl. Byen var noget så hyggelig og i modsætning til de fleste amerikanske byer føltes den som en rigtig by, dog utrolig lille.

Vi sov himmelsk og hørte ikke noget særligt til togene. Hotellets continental breakfast viste sig at bestå at tørt brød og marmelade fra små bøtter med sort kaffe og flødepulver til. Åh, ja og så juice og præfabrikerede cupcakes. Det var virkelig ikke nogen stor gastronomisk oplevelse, men nok til at holde os i live. Vi gik bytur og kikkede på butikker og en lille kirke. Det var fantastisk at opleve et lille stykke efterår - det er der jo ikke meget af her i Tucson.

Vi købte stort ind i Walmart og kørte derefter hen for at se et hus, som en lokal familie, der var blevet rige på tømmerindustien, havde bygget. Selvom gamle ting herovre ikke er så gamle, så var det rigtig fint at se, og det gav en god fornemmelse af hvordan det må have været at leve i Flagstaffs vilde vest. Bagefter trillede vi ned gennem Oak Creek Canyon hvor vi stoppede ved et udkikspunkt for at se naturen, men var så heldig også at finde et helt lille indianermarked. Et skilt fortalte os at det er et projekt som regeringen har igangsat og at der kommer nye handlende hver dag. Jeg tænkte at det da også er det mindste de kan gøre for at skabe bedre forhold for indianerne, efter hvad der er sket gennem tiden. Jeg ved dog ikke helt om jeg tror det er det der skal til - en vejsidebod kan man vel ikke blive fed på...

Bagefter fandt vi vores campingplads mellem en lille udtørret flod og høje grantræer. Vi satte vores enorme telt op og kørte videre til Sedona for at se solnedgang. Det var ret diset, men sjovt at se på de andre turister - og pænt var det da også! Vi spiste dejlig middag på en koreansk restaurant kaldet Moder Jord (på koreansk altså) og satte så kursen mod vores telt. Som var koldt. Så vi trak en flaske rødvin op og sad så indsvøbt i tæpper "indenfor". Men det var stadig koldt. Og det var temmelig koldt at skulle sove i det kolde telt. Da vi stod op tidligt næste morgen besluttede vi os derfor for at nedlægge lejr. Vi brugte dagen i Sedona, som er kendt for sine smukke røde klipper og "vortex" - steder som har særlig energi. Byen har udviklet sig til et new age mekka, hvor mange slår plat på det spirituelle. Vi så en meget smuk kirke på et kraftfuldt sted med røde, røde klipper og blå, blå himmel og spiste frokost i det fri. Derefter kørte vi til Jerome, som er en gammel mineby, der ligger med smukt udsyn over Verde Valley, som ikke er så afsindig grøn igen. Jerome er til gengæld meget charmerende og fin. Byen blev forladt da minedriften gik i stå og blev en såkaldt ghosttown, men i 70'erne kom der er flok hippier til byen; de flyttede ind i husene og skabte en kunstoase. I dag er den lille landsby fyldt med gallerier og små cafeer og restauranter. Der bor dog kun ca. 600 personer fast, så lidt underligt må det være at bo der - men et fantastisk sted at besøge. Vi drak eftermiddagste og spise kage (et koncept amerikanerne ikke er så vante til, så det var udelukkende på vores opfordring at det lykkedes at få det serveret!) inden vi kørte videre ud af landevejen, over bjerget, gennem de mange, mange sving og lige ud i solnedgangen. Vi kom til Grand Canyon temmelig sent, men vores vært Nicole - en guide vi havde mødt under vores første besøg - var forstående. Hun bor i en lille skurvogn sammen med en anden pige, og hun var så elskværdig at give os hele sit værelse og badeværelse. Luksus. Med en luftmadras på gulvet kom vi alle godt i seng og med temperature omkring frysepunktet udenfor vi var glade for at have vægge og gulv. Næste morgen skyndte vi os afsted med en klemme i hånden, for at være med på Nicoles fossilforedrag. Energisk og humoristisk fortalte og agerede hun så børnene måbede og de voksne lo.Vi så fine fossiler af forskellige havdyr og havde smuk udsigt i baggrunden. At Nicole skal forfølge sin drøm om at blive lærer er der vist ingen tvivl om. Bagefter gik vi tur på kanten af Grand Canyon og blev varmet op i solen. Om eftermiddagen gik vi en times tid ned af en af de lette stier for at se det hele lidt fra en anden vinkel. Det var lige så smukt som sidst vi var der, men temperaturen var meget mere behagelig. Perfekt vandrevejr: ikke for varmt, solskin og en let brise. Med klaprende tænder så vi solnedgang fra kanten (den skal jo opleves uanset hvor koldt det er!) og hjemme hos Nicole og Cassidy varmede vi os med den typiske danske ret: finsk suppe! Det var rigtig sjov og hyggeligt at snakke med de to piger; politik, fremtid, undervisning, rejser osv. blev vendt inden det var tid til at gå på hovedet i seng. Nicole og Cassidy skal  på europarejse til vinter/forår og skal bo hos os i slutningen af februar. Nicole er historiemenneske, så Jens har lovet at nørde sammen med hende mens de to andre tøser shopper!

Næste dag kørte vi ud af parken ad en vej med mange fine kik til kanten af kløften. Vi besøgte også et gammelt udkikstårn som var smukt dekoreret med indianermønstre indeni. Søndagen var endnu koldere end lørdagen, og vandet på den lille bitte tank hvor jeg vaskede bilruderne var næsten frosset til is trods noget blåt stads der var blandet i for at det IKKE skulle fryse!

Vejen ud til hovedvejen går igennem Navajo Nation - det kæmpestore indianer reservat som ligger i det nordøstlige hjørne af Arizona - og langs vejen var der mange små stande med potter og smykker. Vi stoppede en enkelt gang og os damer fik købt fine smykker. Lige ved hovedvejen lå en by, som mest af alt lignede en grønlandsk bygd uden sne. Gamle biler, busser, trailere, beboelsesvogne, skrald, hunde og små huse spredt ud over et yderst sparsomt bevokset område. Ikke smukt men meget interessant.

Vi begyndte rejsen mod syd og kørte indenom den gamle pueblo Montezuma, hvor indianere har bygget murstenshuse rundt om den røde klippe. Området var fantastisk og besynderligt: lige i nærheden ligger et vulkankrater og hele området bærer præg af dette. Sort vulkansk aske, røde sten og gul-grønt græs. For at gøre det hele endnu mere spektakulært er jordens åndehul i denne by! Et naturfænomen gør at et hul i jorden blæser og suger luft alt efter omgivelsernes lufttryk. Dette kan jo ikke være andet end helligt, og man kan forestille sig at indianern har besluttet at blive netop der pga. dette. Videre ad vejen lå vulkanen omgivet af et sært sort landskab - kogt sten som så er stivnet. Intet kan gro der og det må have set sådan ud de sidste 600 år.

Trætte og mætte af oplevelser kørte vi hjem til Tuscon. Jeg skulle i skole næste dag, mens Maja og Erling tog en slapper. Lidt da.

Den sidste uge de var her tog jeg fri onsdag så vi kunne tage på udflugt til Tombstone og minebyen Bisbee. Der var rigtig fint, men intet kan slå Jerome! Vi så fine gallerier og nogle rigtig, rigtig sjove antikforretninger. Vi fandt en der havde tre etager og var fyldt med alt fra gamle nummerplader, modelflyblade, dukker, tøj, smykker, møbler, plader til sodavandsflasker, skulpture, porcelæn og meget mere. Vi spiste aftensmad på....gæt hvad...en mexikansk restaurant. Ja, man er jo tæt på grænsen.

Fredag har jeg ingen timer så jeg var frisk på eventyr: jeg synes stadig de manglede at se nøjagtig hvor tæt på grænsen vi er, så vi kørte sydpå til Nogales. På vejen stoppede vi i endnu en kunstby - Tubac - hvor vi så noget flot og en del usmagelig kunst. Det mest interessante der skete var, at vi mødte unge Nepalesiske Pema som arbejder her hver vinter og sender penge hjem til familien, som bor oppe i de nepalesiske bjerge. Jeg inviterede hende til at komme til Tucson for at møde nogle unge mennesker. Det kunne være sjovt at lære hende at kende og slet ikke så dårligt at have en kontakt i Nepal heller!

Nogales var lidt af et kulturchok. Man synes at det er meget mexikansk her langs grænsen i USA. Men det er kun indtil man krydser grænsen og bliver overfaldet af folk der vil sælge alt muligt ragelse. Maja og jeg havde begået den fejl at tage shorts på, hvilket vi hurtigt fik lavet om på. I Mexico er man tækkelig og hvis ikke bliver man overbegloet. Det lykkedes os at komme væk fra turistmekkaet og se byen bagved. Ikke noget særligt, men meget etnisk. Vi kikkede på grimme guldsmykker, falske mærkevarer og krokodilleskindsstøvler, gik op og ned af gader, fotograferede farverige huse og drak en drink inden vi tog hjem. Dvs. stillede os i kø for at komme hjem. Det var let nok at vade direkte ind i Mexico - dvs. gennem en meget robust metalsvingdør -  men en del mere besværligt at komme tilbage til USA, eller EUA som Mexicanerne kalder det. De tog os en hel time, men der var altså også kun tre politimænd til at tjekke id og bagage, tage telefonen osv.

Det var så dejligt at have besøg og jeg har en smulle hjemve nu hvor de er taget hjem. Tucson har smukke kaktusser, solnedgange og trope temperaturer. Men den har ingen by. Alt er spredt ud over et kæmpe område med en- eller toetageshuse. Der er tre gader i byen som en europæer ville kategorisere som rigtige bygader med butikker. Og det er interessant at de byer som Amerikanerne selv synes er åh så charmerende, stemningsfyldte og hyggelige er småbyer som efter europæisk målestok er ganske almindelige små fine byer. De hungre efter historie. De dyrker det gamle - næh, se et hus fra 1930'erne! Det er nybyggerne i ørkenen.

Det var også rart at vise Maja og Erling hvad det er for et sted vi lever vores dagligliv. Og dejligt at se dem!

I dag har Jens været til rugby og jeg har været nede på Rec Centeret (et motionscenter som er gratis for studerende) og svømme. De har en stor udendørs svømmebane. Vi har spist hjemmelavet wok og været i biografen ude i El Con Mall - et spøgelsesindkøbscenter med masser af tomme butikker og ingen mennesker. Ingen! Men biografen var udemærket. Vi så Apaloosa, en ny western med Viggo Mortensen. Godt gammelt koncept men meget, meget sjovere når man kan se at den sikkert er filmet lige udenfor byen et sted. De talte endda om Bisbee!

I weekenden skal Jens spille mere rugby for det er nemlig homecomming weekend. Ingen af os har helt fattet hvad dette dækker over, men det finder vi nok ud af. Jeg skal med Kasia og Bethiah til Phoenix og høre elektronisk musik på fredag. Glæder mig lidt til at se noget af denne gigantby, som så mange elsker at hade. Der skulle være nogle fine museer og interessant arkitektur.

Forældredag - nu med blod

Jeps, så er det blevet forældredag her på UA - i mere end én forstand. Kiras forældre kommer i aften, det er den ene forstand. Den anden er at alle de små poder der lige er begyndt på UA nu skal vise deres forældre og søskende at de ikke spilder tiden, men bliver gode amerikanere, både akademisk og sportsligt.
Før jeg fortsætter, skal det lige siges at jeg er beyndt at spille rugby på UA. Det startede med at jeg ikke kunne finde ud af hvor fanden de spillede fodbold (soccer). Nu har jeg fundet ud at det, men besluttet at rugby er ret sjovt og, eftersom det her halvår er anderledes, kan jeg ligeså godt dyrke en sport jeg ikke er vant til.
Tilbage til forældredagen. Vi skulle spille en opvisningskamp i touchrugby for forældrene der forinden (forforforfor) var blevet orienteret af træneren om reglerne, traditioner, skader mm.
Det var sjovt at disse 18-20 årige fyre uden nakker og med enorme overarme løbe hen til deres mor efter kampen og sige "Så du mig? Gjorde du?". Jeg havde selvfølgelig tømmermænd pga en fødselsdagsfest igår, så jeg trippede mest rundt på banen med kvalme. Heldigvis nåede jeg at blive tacklet og få revet min hudafskrabning op. Lucky me.

Cowboyland

I weekenden besluttede vi os for at tage til det mest turistede sted i Arizona: Tombstone. Den fik sit navn af en vis Hr. Edward Lawrence Schieffelin, da han fik at vide at den eneste han ville finde i det område var hans egen gravsten. Da han så fandt sølv valgte han at håne de gamle guldgravere ved at kalde den Tombstone. Byen blev en rigtig "Wild West" by med gamblere, ludere, whiskey og guldgravere. Mest kendt er den måske for skyderiet bag O.K. Corral som vis nok var et hotel. Wyatt Earp, Morgan Earp, Virgil Earp, and Doc Holliday, dvs sheriff og hjælpere skød en bande cowboys med ligeså seje navne: Frank McLaury, Tom McLaury, Billy Claiborne, Ike Clanton, and Billy Clanton. Skudvekslingen er blevet et symbol på lov & orden mod cowboys og skurke i det Vilde Vesten.
Idag er det en form for meget corny Disneyland, med udklædte cowboys og ludere (damer lavede tilsyneladende ikke andet) og rekonstruede facader. Lommefilosofisk kunne man sige at det var en by kun med facader, men det ville ikke være rigtigt: Som et af billederne viser boede der faktisk også folk der, som iøvrigt vist nok også bare klædte sig ud og hang på (hoved)gaden. Selvfølgelig var der også en cowboy-Elvis, det er da klart.

PS: Den fesne mand med Looney Toons trøjen og pisk i nakken var ikke en af de betalte skuespillere.

Ghettofugle og handyr.

Tja, så sidder man her og skal have tiden til at gå istedet for at tage opgaven ved hornene. Typisk mig, men desværre har jeg ikke lært min lektie(!) endnu. Over mig fræser to "ghetto birds" rundt. Det vil sige politihelikoptere der hjælper betjente på jorden med at finde en mistænkt. Som Kira var inde på, har jeg allerede været i et område der ikke var non-spansk-sikkert. Ghettofugle er ret normale her i området, eftersom vi bor i det mere velstående område, hvilket vil sige at man gør mere for at anholde mistænklige personer.
I baggrunden kører debatten mellem Obama og McCain. De er enige om at krisen er dårlig. McCain vil dog ikke indrømme at USAs økonomi er dårlig. Valgkampen har efterhånden ændret sig til en popularitetskonkurrence, hvor kandidaternes collegevenner, antal boliger og køn/race/alder er vigtigere end hvad de har tænkt sig at gøre. For dem der ikke ved det er det næsten 700 millarder dollars det drejer sig om. Dvs næsten en trillard. Jeg har aldrig før hørt folk sige det navn i tv i ramme alvor.
På en anden tone (On another note): Amerikaneres brug af "etnisk" finder kun dansk parallel i vittigheder.



Vi støtter stadig, på trods af prisen, krigen mod terror:

Desuden har jeg fundet ud af at indianere har arvet sjove efternavne fra deres forfædre (det er det i midten):

Sorority-chick

Jeg har oploaded et billede af en sorority-chick til det tidligere indlæg. Tjek det ud!

Det Vilde Sydvest

Selvom vi efterhånden har fået meget travlt med alt det skolearbejde man åbenbart skal belæsses med som amerikansk studerende, så får vi også indimellem tid til lidt fornøjelse.

Denne weekend var vi eksempelvis på en autentisk udflugt til San Xavier del Bac Mission - en meget smuk lille katolsk kirke lidt syd for byen. Tucson har den særlige karakterestik, at den er meget fin og hyggelig i de centale kvarterer, men lige så snart man kommer lidt syd for bymidten begynder kvarterene at blive mindre hyggelige og mere skramlede. Befolkningstætheden falder drastisk og boligstandarden ligeså i yderkanten af byen. Umiddelbart inden vi kom til missionen viste et skilt at vi nu var i et indianerreservat. Det var lidt grønnere og mindre beboet, men ellers så vi ingen forskel. Nogle få i dette område havde bygget sig nogle små murstenshuse, men de fleste boede i husvogne og andre mindre glamourøse beboelsesformer. Der var komplet mennesketomt, med undtagelse af to sorthårede kvinder der stod og sludrede ude ved den ensomme asfaltvej. Til venstre for vejen kunne vi skimte et skinnende hvidt luftkastel. 

Da vi parkerer udenfor missionen opdagede vi at luften var tyk af mariachi-musik som kom fra nogle små huse i nærheden. Foran missionen forsøgte en enkelt dame og hendes datter at sælge frybread og vi lagde mærke til et par "Native Crafts Shop"s. Inde i kirken skød jeg nogle fede photo til min photojournalism assignment og besluttede bagefter at deltage i gudstjenesten, som en del af min socilogi field assignment. 

Imens vandrede Jens rundt og kikkede på livet i San Xavier del Bac District. Mariachi-musikken viser sig at komme fra en byfest, som to politimænd beder ham om at forlade, da de mener at risikoen for at han bliver overfaldet er for stor. Denne stiger vist exponensielt ved kombinationen blå øjne, lyst hår, lys hud... Sørgeligt.

Vi kørte ud i solnedgangen og stoppede ved Pico de Gallo i sydtucson, et lille farvestrålende taqueria hvor vi spiste autentisk nordmexikansk mad til en rimelig penge.

Dagen efter tog jeg til et møde med No More Deaths, som er en organisation der kæmper for at sætte en stopper for dødsfaldende i den Arizonaske ørken. Der er allerede 148 som er døde derude i år. Mærkeligt at tænke på at folk gennemgår sådanne trængsler bare 5-100 km herfra vores lille trygge hverdag.

Vi blev trænet i førstehjælp, lovstridigheder og psykologisk tilgangsform.  Jeg fik desværre at vide, at hvis ikke jeg vil sætte mit visa på spil, skal jeg holde mig fra at tale med illegale immigranter i USA. Det betyder at jeg ikke kan tage del i Desert Walks, hvor man tager ud for at hjælpe migranter i ørkenen med mad, drikke og førstehjælp eller transport tilbage til Mexico. Jeg må til gengæld godt arbejde i deres camp syd for grænsen, hvor immigranterne jo er på legal grund, ligesom jeg godt må tale med migranter som allerede er blevet arresteret af borderpatrol. Jeg har planer om at prøve at hjælpe til i campen en weekend eller nogle ugedage -  også for at se virkeligheden bag de tekster jeg læser.

På vej hjem kørte jeg forbi en brændende bil mindre en 2 km fra vores hjem! Nogle folk havde forsøgt at spærre gaden af, men den holdt jo stadig lige foran et hus!

Ja, det vilde sydvesten eksistere stadig!

Godt kørende

I dag var dagen hvor jeg endelig fik taget mig sammen til at tage et amerikansk kørekort. Det havde været planlagt længe at jeg skulle tage det indenfor en måned, men I ved hvordan det går. I dag udløb forsikringen på Maxima og det var derfor yderst nødvendigt at jeg fik taget det, så vi kan få tegnet en ny og forhåbentlig både billigere og bedre. 

Som alle havde fortalt var det ikke noget problem. Helt ærligt så er det skræmmende let at tage et kørekort herovre. Normalt koster det 25 

dollar, men jeg slap med sølle 10 fordi det er begrænset til min visumperiode. Det er nok de bedste 50 kr. jeg har givet ud længe. Og ufatteligt når man tænker på de 13.000 kr mine forældre så gavmildt gav ud for at jeg kunne lære at køre hjemme i Danmark.

Projektet startede i sidste uge, hvor jeg endelig fik taget mig sammen til at få en mekaniker til at kikke på spedometeret. Som det nok ofte går, så kunne han ikke fikse det, men opdagede noget andet som var uundværligt at få repareret. For $ 200. Nåjah. Vi skulle alligevel have det repareret før eller siden og manden argumenterede så godt for at det kunne betale sig i længden på benzinforbruget. Til gengæld besluttede vi så ikke at få repareret spedometeret, men bare fortsætte med sætte farten efter de andre billister. Farlig vil du måske sige, men indtil videre har det fungeret fint og det er altså ikke fordi vi ikke har mødt en politibil. Politi har de nemlig nok af herovre. Det myldre især med dem omkring campus, på vejene ser man highway patrol og sydpå ser man border patrol. Det må da også skabe nogle jobs.

Andy havde været så flink at tilbyde at jeg kunne låne hans bil til testen, så formiddagen blev brugt på at træne automatgear og parallelparkering. På motorkontoret var der nærmest mennesketomt, modsat sidste gang vi var derude. Mandag er travl. Onsdag heldigvis ikke.

Jeg fik 86% rigtige i min teoriprøve og var meget glad for at jeg havde læst den lille manual som udleveres. Ellers ville jeg da ikke ane hvor mange dages fængsel man får for spiritus kørsel 2. gang man bliver taget. Vel overstået fik jeg besked på at kører frem til den

 lille del af parkeringspladsen som bliver brugt til kørerprøver. I min egen bil vel at mærke. Altså Andys, som i øvrigt var fyldt med skrald og en tom gasflaske, som den motorsagkyndige var temmelig bekymret over. En trepunktsvending og en halv tur rundt om blokken senere proklamerede den lyshårede kvinde "hon, the limit is 40 here" og afslørede så at hun jo godt kunne se at jeg kunne køre. Resten af turen rundt om blokken sludrede vi om Dansk og Amerikansk alder for kørekort og hun var vældig begejstret både over 18års grænsen og det faktum at jeg kom fra København. 5 min senere havde jeg mit amerikanske kørekort med en fin Grand Canyon baggrund.

At kalde nogen hon er for øvrigt ikke noget man skal tage ilde op - det er helt normalt at kvinder kalder både andre kvinder og mænd ved dette lille søde kælenavn. Jeg tror dog ikke det er tilladt for mænd. Jeg synes stadig det er lidt underligt at en fremmed kalder én den slags, men på den anden side er det også helt vildt hyggeligt!

Sidste weekend var fyldt med oplevelser. Jeg har fået kontakt til en vandreklub på campus og vi havde derigennem tilmeldt os en vandretur til Mount Lemmon Pools. Forrige søndag forsøgte vi at komme på vandretur oppe på bjerget, men en voldsom regnbyge forpurrede det. (Ja, nok er det en ørken, men det kan godt regne her kan jeg love jer!)

Denne gang var det mere organiseret og der var afgang kl. 7.30 lørdag morgen. Danske Malene var med i vores bil og derudover havde vi Erin fra Phoenix-området med op på bjerget. Hun var en sød lille freshman (1. års studerende). Vi kørte indtil vejen stoppede udenfor den lille landsby Summerhaven. Her startede stien gennem en fin nåleskov med bregner og et lille vandløb. Det lignede lidt en svensk skov, hvis man skal sammenligne den med noget. Som vi gik ændrede landskabet sig skiftevis mellem stenet granskov og tættere løvskov. Nede i "dalene" var der frodigt og grønt mens der oppe på "bakkerne" var barskt og t

emmelig goldt. Man skulle måske ikke tro det - det gjorde vi ikke - men Mt. Lemmon er utrolig grønt. Når man står nede i byen og kikker op på bjergene er det ikke grå, men mørkegrønne.  

Vi kom også igennem en del omåder med mange afbrændte træer; jeg blev fortalt at de stammer fra en stor skovbrænd for 4 år siden. Vi gik meget længe og det meste af tiden fulgte vi det lille vandløb, krydsede det frem og tilbage og frem og tilbage. Til sidste var jeg lige ved at give op og vi var nogle stykker der mente at vi skulle vende om. Men... Så fandt vi slutningen af stien, og det var tydeligt at vi var gået 2 miles for langt. Efter en kort frokostpause vendte vi om og fandt endelig ruten ned til de berygtede pools. Gruppen på 14 pers bestod mest af piger - til min store overraskelse - og niveauet var svingende. Jeg betragter absolut ikke mig selv som særlig hurtig eller erfaren, men denne gang var der efter min mening (igen) lidt uenighed om hvilke forventinger vi mødte op med. Nogle af pigerne forventede helt sikkert ikke noget i denne sværheds/hårdhedsgrad. Flere af dem pev en del mens andre nøjedes med at pruste. Hvilket selvfølgelig er forståeligt. Det var hårdt. Meget. Men da vi endlig fandt stien småløb vi derud og fandt den skønneste lille, og meget iskolde, sø, smukke klipper og små vandfald. Det var alt besværet værd. Vi kom hurtigt i badetøjet og de modige sprang i fra klipperne. Det var dybt nok. Og så blev der slappet af i solen - ah. Varm klippe og tidlig eftermiddagssol. 

På vejen tilbage var flere af pigerne helt opløste af træthed og ih hvor vi alle glædede os til at skimte parkeringspladsen. Vi så en rød/gul/sort og hvid slange som en af fyrene sagde ikke var farlig. Men flot var den. Og meget skræmt.

På grund af omvejen endte det med at være en 20 km lang vandretur. Vi var tilbage i Tucson kl. 18.30.

Lidt optimistisk havde vi inviteret til grillaften hos os kl. 18. Det blev udskudt til 20 og på trods af dagens strabadser blev det en virkelig hyggelig aften. Jeg havde været lidt bekymrede fordi udvekslingsstuderende begyndte at komme hen til mig på uni fordi de havde hørt at vi holdt fest. Det viste sig at en af vores inviterede gæster havde misforstået konceptet og inviteret løs. Vi havde lovet Andy at der ville komme ca. 15 og at det udelukkende ville være folk vi kendte. Man hører skrækhistorier om hvor slemt det kan ende hvis det rygtes. Hvis man larmer for meget kontakter naboerne gerne politiet - de har jo som sagt nok af dem - som så kommer og lukker festen. Derudover skal man have et rødt skilt foran sit hus, som indikerer at man er en dårlig nabo. Det hedder at blive red-tagget. Alt det måtte for alt i verden ikke ske. Alt var dog fredeligt indtil beruselse og pool blev blandet i

 en skøn råbende, plaskende og piftende forening. Det var der Andy viste sig i egen person og bad os skrue ned. Hellere ham end politiet! At alt gik så fint betyder at vi planlægger at holde endnu en BBQ, denne gang dog om eftermidagen, så vi kan larme i poolen. Måske en tailgating BBQ næste gang der er hjemmekamp.

Det går godt nok med uni, men vi er begge ret overvældede over hvor meget arbejde der er. Det er som om der er mere end derhjemme. Men en del af det er nok også, at vi ikke er vant til det amerikanske system. Quizzes, tests, midterm, projects, research papers etc. Plus det meget læsestof. Jeg ved ikke om amerikanerne læser det hele, men det er næsten umuligt hvis man også skal lave andet. Det kommer nok an på hvor stræbsom man er. Som tidligere skrevet så er universitetskulturen virkelig noget for sig. Der er et særligt fænomen kaldet Fraternity og Sorority, som på en gang er frastødende og interessant.

Lige inden undervisningen startede var der pludselig fyldt med store grupper af meget brune, kortkjolede og langhårede piger. De sad for det meste på fliserne i skyggen med navneskilte på og en gennemsigtig plastikpose med deres livsnødvendige ejendele: pung, lipgloss og bilnøgler. Jeg fik at vide at det var håbefulde freshman-piger på rush. Sjældent har jeg set en så homogen gruppe. Man kunne knap kende den ene fra den anden fra afstand og så man en gruppe piger komme gåen

de kunne man være sikker på ikke at se shorts over hotpants-størelsen. 

Rush er en uge hvor pigerne mødes med de forskellige sororities for 

at finde ud af hvilket de bedst kan lide, mens sororoti'et skal finde ud af hvem de bedst kan lide. Hvis der er et match så bliver pigen optaget, hvis ikke er det bare surt show. Jeg fik at vide at nogle sororities er så søgte at de kun vælger en pige hvis hun har deres sorority som nr. 1 på sin

 liste. Hvorfor det er så vigtigt at være med i et sorority ved jeg ikke helt. Det virker som om det er meget statusgivende indenfor visse grupper. Det koster en stor sum penge at være med og de yngste piger får ikke engang lov til at bo i sorority huset på campus. De bor på dorms. De laver en masse velgørende arbejde så vidt jeg ved, hvilket vist hovedsagligt er det pigernes penge går til.

Første skoledag kunne man så se stolte piger trippe rundt i deres nye soriritys t-shirt eller tanktop. De hedder alle noget med græske bogstaver, såsom Kappa kappa gamma eller Phi delta osv. Jeg holder særligt meget af at se to piger med ens lilla eller pink toppe gå og snakke om "oh, my god, then...". 

Sorority-girl hvis sororitys motto er: Individually Unique, Together Complete!

Fraternity drengene (også kaldet fratboys) er ikke helt så synlige og holder heller ikke rush på universitetet. Det skyldes at de er for larmende og derfor for længe siden er blevet smidt ud fra campusområdet. De har huse rundt omkring universitetsområdet hvor de efter sigende skulle holde vilde fester med et pulserende kødmarked.

Næsten hver dag er der små stande på mall'en som forsøger at tiltrække studerende til de sororoties og fraternitys som endnu ikke er blevet fyldt op. Af de mere interessante så jeg Multicultural Sorority den anden dag.  

Og alt dette for at vende tilbage til, at man vist ikke behøver at lave så mange lektier hvis man er fratboy, så længe man kan gå til poolparty i weekenden og spille fodbold til hverdag.

Men mig, jeg er 2 uger bagud i et af mine fag. Bøgerne var udsolgt fra boghandlen og jeg måtte købe dem over nettet. De er lige kommet, så jeg må læse.

WOW

Tailgating og fodbold kom vi til, også i den grad. Vi var meget fine i matchende t-shirts (på ære, det var ikke noget vi havde aftalt, det skete bare...): røde med billede af den store stærke wildcat! Jeg synes selv at vi så meget troværdige ud. Vi gik derned af og kunne allerede udefor indkørslen spotte de første fans; de havde selvfølgelig også det fine røde/blå udstyr på.Vi var på forhånd blevet advaret om at piger costumizer deres t-shirts. Jeg havde nok ikke helt forstået hvor meget bar hud man kan komme afsted med at vise i en kjole/top lavet ud af en rød unisex XXL t-shirt. Det er meget! Vi så fans i alle størrelser og aldre (se albummet her) som hang ud på den grønne plæne midt i universitetet som de kalder mall'en. Der blev grillet til den helt store guldmedalje, drukket øl, spillet tailgating-golf og hygget med familie eller kammerater. Ih hvor var det lige som man havde håbet, bare med den undtagelse at alt desværre virkede meget privat eller vip og man derfor ikke kunne købe mad nogen steder. Hvilket var en craving for os begge; særlig mig som bødede for et par tequilashots for meget aftenen før det meste af dagen.

Vi besluttede at bevæge os videre ned mod stadion hvor heldet var med os. På en græsplæne lige ved siden af stadion var der adskillelige telte hvor der duftede lifligt at stegte bøffer og hotdogs. Idet vi ankom lavede chearleaderne deres afsluttende badutspring og sprintede ind i et lukket område for at spise "Alt godt fra grillen". Vi fulgte trop for den nette sum af 100 kr. pr. mand/kvinde. For de penge fik vi så 3 øl hver, en burger, kartoffelsalat, en klat bønner og en fedtet brownie. Mætte og tilfredste fulgte vi strømmen ind i det halvfyldte stadion hvor vi fandt vores pladser. Udemærkede til de 15 dollars vi havde betalt en billethaj for dem. Football er åbenbart en meget familievenlig begivenhed og vi så adskillelige bedstefædre med deres småbitte børnebørn - begge selvfølgelig i fuld fanuniform. Udover det var der masser af børnefamilier, kærestepar, vennepar og større grupper i pensionistalderen. Vores område var temmelig fredeligt, men umiddelbart foran os holdt Zona Zoo- folkene til; det er dem med årspas og de kan bedst beskrives som superfans med masser af begejstring, farvede parykker og sikkert også en anseelig promille! (Under sidste kamp begyndte det at regne så meget at man var nødt til at udskyde kampen 1 time, folk blev bedt om at gå midlertidigt hjem, zona zoo-folkene ville ikke flytte sig og der kom til optøjer og arrestationer...)

Fra start til slut var det en stor omgang underholdning; ikke et sekundt fik vi lov til at kede os. Hvis ikke spillet var i gang så spillede orkesteret eller der kørte reklamer over højtalerne, cheerleaderne lavede gøjl eller maskotterne fjollede rundt. Eller også skete der mindste af disse ting på en gang. Før kampen marcherede bandet ind i deres fine uniformer og det var rart endelig at se hvad det var de havde øvet på den sidste måned! Derefter blev der stillet op til spillernes ankomst, hvilket foregik med fyrværkeri og flag og endeløs jubel. Det varede ca. 10 sek men tog ca. 5 min at gøre klar til! Under spillet blev vi instrueret i vores rolle som publikum via skilte såsom "NOISE" når vi skulle forvirre modstanderne eller store flag som skulle få de forskellige publikumssider til at råbe henholdsvis "U", "of" og "A". Det lyder måske dumt, men det var utrolig sjovt at være en del af. Jeg må dog indrømme at jeg indimellem var ganske måløs, men det var jo også min første football kamp - nok ikke den sidste!

Modstanderne var ganske ringe så det gik stødt fremad - Jens var dog med jævne mellemrum nødt til at forklare mig hvad der foregik på banen for jeg har altså stadig ikke helt fat i reglerne. I halvegen blev vi underholt med marchmusik og cheerleader-akrobatik samt en minikamp mellem miniputhold cheer'et af minicheerleaders og deres stolte forældre!

Vi vandt heldigvis. Det lod dog til at folk gik mindre op i selve kampen end det faktum at vi wildcats vandt: der var mange der først kom ca. 10 min inde i kampen og ganske mange der gik 10 min inden den var færdig. De sidste par minutter var stadion halvtomt - de havde jo alligevel vundet. Trætte, mætte og glade gik vi hjem.

I dag stod vi tidligt op, for vi havde aftalt med nogle folk at vi skulle op på det nærliggende Mt. Lemmon og vandre. Det tog sin tid at komme afsted men køreturen derop var ganske smuk, særligt da vi nåede grænsen hvor kaktierne holdt op og træerne begyndte. En skøn afveksling fra ørkenen. Desværre begyndte det at stå, tordne og lyne ned da vi endelig var klar til at starte gåturen, og det hele endte med at der var en del som synes hellere ville på mexikansk restaurant og spise frokost. Os der egentlig gerne ville vandre, besluttede os for at det nok var for farligt at gå ud på klipperne, og begyndte at køre hjemad. Kort efter kom solen frem og vi holdt ind ved det næstsidste vandrested på bjerget; her var der en næsten udtørret flod hvor Malene og Louise fra Danmark samt Bethiah fra New York og jeg gik en smuk tur. Vi så nogle fine blomster, delvist afbrændte træer fra en gammel skovbrænd, klipper og en lille å som løb i det store flodleje. Vi var glade for at have fået lidt natur ud af den lange køretur, og var enige om at vi måtte komme tilbage en anden dag, for at gå den tur ud til et gammelt flyvrag vi oprindeligt havde planlagt. 

Etniske betragtninger

2. skoleuge er overstået og jeg har endelig (!) fået mit skema på plads. Som tidligere beskrevet har det delvist været pga. universitetets latterlige behandlig af udvekslingsstuderende, men for mit vedkommende har det også været fordi jeg ikke har kunne bestemme mig og ikke har stillet mig tilfreds med halv-interessante fag. I fagkatalogerne beskrivs faget altid kun med 1-2 sætninger så det er helt umuligt at vide hvad de faktisk handler om før man dukker op til timerne og får udleveret pensum. Derfor har jeg været til usansynligt mange timer de sidste 2 uger. Det har været stressende men også utrolig interessant. Fagene er meget forskellige, ikke bare hvad angår indhold men også undervsningsmetoder og studerende. På nogle hold er det en mere eller mindre ensartet blanding af studerene (piger, drenge, sorte, hvide, brune, børn (!!! ja, nogle af de universitetsstuderende er nærmest børn!), voksne osv.) mens det på andre er tydeligt hvilket segment af de studerende der tager faget. Det er særligt på de lettere kurser (de har som regel lavere numre, men det tricky er at man ikke altid kan være sikker på at niveauet passer med nummeret, fordi det er op til underviserne at bestemme litteratur og undervisningsmetode) at man ser en stor koncentration af meget unge studerende, som indimellem stiller meget tåbelige spørgsmål og fx. skal have forklaret at når der står på pensumlisten at en tekst skal læses til d. 2, så skal den altså læses før timen starter...

Ligeledes er der en stor koncentration af etniske grupper som studerer sig selv. Fordi amerikanerne er en stor klump af immigranter fra forskellige lande (med undtagelse af de meget få native americans) går de utrolig meget op i deres etniske bagrund og forfædre. Som en dansk dansker fra Danmark kan det godt være lidt svært at hamle op med mexikansk/italiensk, mexicansk/norsk eller kinesisk/amerikansk afstamning. Jeg kom herover med den forventning at jeg skulle møde RIGTIGE amerikanere, men havde ikke rigtig gjort mig klart hvad det egentlig er. Jeg havde vist en forventning om at det ville være europæisk-blandede amerikanere (hvad dette bygger på ved jeg egentlig ikke) og gik derfor og ventede på at en sådan Rigtig Amerikaner skulle dukke op. Jeg har nu indset at nok skal til at revidere min opfattelse af hvad en amerikaner er. Er man mere eller mindre amerikaner hvis man har polske forældre men er født og opvokset i USA, hvis man har en amerikansk mor og en columbiansk far eller hvis ens bedsteforældre var europæiske emigranter? 

Heldigis er der ikke nogen der prøver at overbevise mig om nogen af delene, fordi alle har hver deres mening og det slet ikke kan bestemmes af nogen andre en én selv. Dvs. der er nu nok nogen der vil mene at en Rigtig Amerikaner også har en særlig etnisk afstamning, men de er for det meste politikere eller fanatikere og dem taler jeg ikke så meget med.

I min Latino klasse (om latino problemstillinger i USA)  er vi ca. 8 ud af 40 studerende som ikke ser ud til at have latino/mellem/sydamerikansk baggrund. Ud af os er der 1 sort pige.

Jeg tog i denne uge til et fag som omhandler indianer problemstillinger i USA og der var en stor procentdel af klassens 25 elever som så meget indianske ud. Den største oplevelse var at studere de andre studerende: Der var bla. en temmelig tyk og ikke særlig høj fyr af indiansk afstamning. Hans tøj lignede enhver anden smart hip-hoppers: baggy pants, stor t-shirt omvendt kasket og skatersko. Kun hans smykker afslørede ham: stor tyrkishalskæde og et stort armbåndsur med turkiser. Ved siden af ham sad en høj og slank fyr med strithår og stribet skjorte. Han have armbåndsur i samme stil samt en meget stor fingerring prydet af en skinnende turkis. Pigerne var for det meste moderne i deres påklædning og jeg havde svært ved at se om de var indianere eller mexikanere, dog gætter jeg på det første. En pige faldt udenfor i sine store shorts, basketsko og langærmet blå bluse med et indiansk mønsker foran. Hun havde et tyndt turkisarmbånd om håndledet; uden på blusen. Hendes pande var meget høj og hendes lange sorte hår var samlet i en stor knold i nakken og holdt på plads af to store hårklemmer. Da jeg var blevet opmærksom på dette begyndte små turkishalskæder at titte op rundt omkring i lokalet. Turkiser er særlig brugt af indianerne; på vores lille museum på universitetet har de en meget fin udstilling om indianersmykker før og nu. 

Underviseren brugte sin egen stamme som eksempel i en diskussion om uddeling af land til mænd; hendes stamme er matrilokal og det burde derfor have været kvinderne der fik landet.

Min underviser i faget Race and Ethnic relations in the US ligner Ugly Bettys far (undskyld min ignorance, men det er der virkelig mange mexikanere der gør!) og brugte 1/2 time af den første undervisningsgang på at fortælle om hvordan hans familie var kommet til USA da han var 8 år gammel. Hans far blev rekruteret til lave sæsonarbejde i 1950'erne. Han er i øvrigt en virkelig fantastisk underviser som tidligere har været vicepræsident for hele universitetet, men som sagde denne stilling op for at komme til at undervise igen.

Etnicitet og race er over det hele, ikke bare i de fag jeg tager, men i det jeg ser når jeg går igennem campus, når jeg overhører samtaler eller i de samtaler jeg selv har med folk. Det er meget interessant.

En anden meget interessant ting er universitetskulturen; hvis i nogensinde har tvivlet på om collegekids virkelig er sådan som de bliver fremstillet på film, så kan jeg nu afslører at det er de. De er collegeKIDS. Heldigvis er der også nogle som ikke er kids og som er rigtig flinke. Folk er meget søde og meget interesserede men det er svært at komme udover de indledende fraser; hvor er du fra og hvorfor kom du til Tucson og hvad studerer du, til skal vi lave noget sammen. I stedet bliver det til et "rart at møde dig og ha en go dag". Det er ikke så let at møde folk på uni så strategien må blive at forsøge at deltage i så mange sociale arrangementer jeg kan. Speaking of, må slutte nu for jeg skal have min røde wildcat-tshirt på og ned på Mall'en og tailgate. Vi skal nemlig til football kamp i aften. Jeg glæder mig!!!